Johs. Lodbergs erindringer

Spangsbjerg Sanatorium
Tilbageblik på et hændelsesforløb

Folkeundersøgelse
Det var frokostpause. Jeg var på vej hjem på cykkel, da jeg så røntgenbussen på opslaget om folkeundersøgelse vedrørende tuberkulose.

Som ung, pligtopfyldende borger lod jeg mig røntgenfotografere – og anede fred og ingen fare, da jeg var i god form og aktiv indenfor både fodbold og håndbold.

Resultat
Stor var min overraskelse og forskrækkelse da Læge Damgård (vor huslæge) kunne oplyse, at der var en skygge på røntgenbilledet, og at jeg måtte til videre undersøgelse.

Tuberkulose
Ordet tuberkulose havde en dramatisk klang, og kan vel sammenlignes med da ordet kræft dukkede op.

Bekymret familie
Familien var selvsagt bekymret. Det artede sig på forskellige måder. Min ældste broder blev vred: ”Du fejler da ingenting. ” Mine forældre havde en særlig tillid til en læge i det sønderjyske. Han undersøgte mig – og ville ikke fastslå at jeg var syg. Hans konklusion var: ”Du snyder med vejrtrækningen. Træk vejret dybere. ”

’Helbredende drik’
En bekendt af familien havde tro på en ’helbredende drik’ sammensat af bl.a. æg og rom. Det blev min daglige snaps i 3. mdr.

Indlæggelse
Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde – og jeg tror der gik ca. 1 måned, før jeg blev indlagt på Spangsbjerg Sanatorium.

Det jeg husker fra selve indlæggelsesdagen, er at jeg blev lagt ind på en 6-mandsstue. I løbet af dagen kom min far på besøg. Han siger til de jeg deler stue med: ”Nu må i tage Jer godt af ham! ” Sømanden på stuen repliserer: ”Ja, vi har trøstet ham med, at de første 6 mdr. er de værste. ”

Barsk tone
En mer personlig hændelse fandt sted dagen efter indlæggelsen. Jeg kommer fra et miljeu hvor banding og vovede historier var bandlyst. Derfor blev sprogbrugen på stuen næsten et lille chock for mig.

Jeg husker, jeg reagerede ved at tage min bibel fra natbordet. Jeg holdt den i vejret, og sagde: ”Det er det jeg tror på. Er det ikke muligt at få en anden tone? ”

Der blev stille!

Der blev en anden tone – uden at miste sømandens galgenhumor.

’Smittefri stue’
Ved indlæggelsen var overlægen på ferie. 14 dage senere var han på plads. Ved første stuegang forstod jeg, at han ikke var tilfreds med, at jeg befandt mig på 6-mandsstuen. Jeg blev derfor samme dag overført til en ’smittefri’ 3-mandsstue.

Den blev mit opholdssted de næste 2½ mdr.

Privilligert
På mange måder var jeg privilligert. Spangsbjerg Sanatorium lå bare noen få km. Fra mit barndomshjem i Esbjerg. Den overkommelige afstand gjorde at jeg fik mange besøg. (Jeg førte besøgsoversigt. Så vidt jeg husker, var der tilsammen 34 forskellige besøgende med en søndagsrekord på 14.)

Min mest trofaste besøger var mor. Uanset vind og vejr så cyklede hun hver dag i 3 mdr. til sanatoriet. Med sig havde hun ’snapsen’ og læsestof.

Jeg var også priviligert ved, at jeg ikke følte mig syg – og havde overskud til bl.a. at få min læselyst tilfredsstillet.

Sygehusmiliuet
Jeg har allerede berørt det. Men lad mig sige: man kan blive syg af mindre. Jeg var omringet af sygdom – og man var på jagt efter min sygdom.

Når det gælder det sidste, var der en manglende åbenhed, som førte til større utryghed. Overlægen var den store og mægtige – og det var først, da jeg blev udskrevet, at han antydede en mulig diagnose (som ikke havde noget med tuberkulose at gøre).

Uvisheden rundt ’sygdommen’ var den største belastning. Lidt trøst var der dog undervejs. En kvindelig læge udtrykte: ’Jeg kan ikke se du fejler noget. ’’ En mandlig læge: ’Ligger du her endnu? ’

Sygehuspersonalet har jeg kun godt at sige om. De var hjælpsomme og omsorgsfulde. Enkelte patienter kunne klage over maden. Selv var jeg godt vant hjemmefra – og havde ingen grund til at klage.

Undersøgelse/behandling
Der blev taget blodprøver. På de andre patienter forstod jeg, at det med sænkningen var vigtig. Havde jeg høj sænkning var noget på færde. Så ventede man spændt hver gang på resultatet.

Jeg havde altid lav sænkning – og tak for det.

Det mest ubehagelige var når en slange skulle føres ned gennem halsen (6 gange i løbet af de 3 mdr.).

Som behandling fik jeg hver morgen Streptomysin. Det skete i eget værelse. Flaskerne med Streptomysin skulle rystes før brug. Det blev min lille morgenopgave efter nogen uger.

Oversygeplejersken var optaget af at jeg skulle tage på i vægt. ’Tog jeg på i vægt var det et godt tegn’.

Jeg vejede 60 kg, da jeg blev indlagt. ’Fodringen’ og det at være sengeliggende i så lang en periode, førte til en vægtforøgelse på 12 kg (1 kg pr. uge).

Grønlænderne
Jeg skrev tidligere, at jeg var priviligert. Det er ikke mindst sandt set i relation til de grønlandske patienter.

Husker særlig en af drengene: Et åbent ansigt – et par glade øjne – et taknemmeligt smil. Det taknemmelige skyldes, at jeg gav af min overflod. Mange af mine besøgende havde frugt eller chokolade med, også faldt der lidt af til ham.

Dagen før han skulle på operationsbordet, stod han for enden af den lange korridor. Han vinkede til mig – og han lo, da jeg trillede 3-4 appelsiner den lange vej hen til ham.

Han overlevede ikke operationen.

Udskrivelsen
Jeg blev udskrevet efter 3 mdr. Som allerede nævnt var jeg til samtale hos overlægen i forbindelse med udskrivningen.

Når det gælder overlægen, var det nok mange som havde stor respekt for ham (for nogen: stor respekt med negativt fortegn). Selv havde jeg også respekt for overlægen. Han havde pondus og autoritet. Men han havde også en menneskelig side, som gjorde mig tryg under samtalen.

Jeg fik sygemelding, som skulle give mig tid til at komme til kræfter. Det var helt sikkert nødvendig. For selv om jeg det meste af tiden under opholdet, var ved godt mod – var jagten på ’sygdommen’ uden tvivl en psykisk belastning. Desuden havde de 3 mdr., hvor jeg i stor grad var sengeliggende, ført til at jeg rent fysisk var ude af form.

Ud over at beskrive sygdomsbilledet, som er journalført som: Boecks.sarkoid.gbs.pro., så råde overlægen mig til at føre et stille og roligt liv.

Denne anbefaling fulgte jeg til sygemelingens udløb.

Jeg har siden levet et forholdsvis aktivt liv – og haft perioder med stort arbejdspres – men helbredet har holdt. Og tak for det!

Session
Kort efter hjemkomsten fra sanatoriet fik jeg indkaldning til session.

Jeg blev målt og vejet – og kaldt op: ’Lodberg! ’. Der blev råbt: ’Han skal i marinen! ’. Men så lød en anden stemme: ’Nej, han skal slettes af rullen! ’. En flov fornemmelse…!

Sygefraværet omfattede næsten ½ år. Den tid blev tjent ind ved at jeg slap militærtjenesten.

Efterskrift
De sidste timer på sanatoriet gik med at sige farvel til personale og med-patienter. Ved afskeden blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne holde en af søndagsandagterne (og sømanden mente det alvorlig). Det forholdt sig nemlig sådan, at der søndag formiddag var en andagtssamling for oppegående patienter. Andagten blev overført til høretelefonerne på stuerne.

Jeg vendte tilbage til Spangsbjerg Sanatorium som andagtsholder.
Det jeg husker derfra, var at jeg citerede et lille vers:

’Udenfor kæmper en verden
For rigdom, ære og ry.
Her kæmper vi for et blot:
At leve på ny! ’

Jeg tror at verset var dækkende for mange af patienterne med tuberkulose på Spangsbjerg Sanatorium – Anno 1952

Johs Lodberg
Oslo, 17/11-2008