Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Esbjerg Havn

Esbjerg Havn blev taget i brug i 1874. Dampskibene Niord af Randers og Esbjerg af Fanø var de første skibe, som anløb Esbjerg Havn. Esbjerg af Fanø anløb havnen den 6. oktober 1873, inden havnen var åbnet for offentlig trafik.

Før havnen i Esbjerg blev bygget var Strandby centrum for den jyske del af Fanøoverfarten. Den 24. oktober 1812 blev denne anordning for Fanøoverfarten mellem Fanø og Strandby vedtaget. Her kunne færgemanden se hvilke kriterier, der skulle opfyldes samt hvilke takster, passagererne skulle betale.

Efter mange års diskussioner om en dansk vestvendt havn forelagde indenrigsminister Estrup et lovforslag om en havn ved Strandby i januar 1868. Efter debatter i Rigsdagen og i Folketinget, hvor der ikke blev ændret på teksten, kunne kong Christian IX stadfæste den endelige lov om en dokhavn ved Esbjerg den 24. april 1868. Havnen måtte koste 600.000 rigsdaler, hvilket svarede til 1,2 mio. kr. og skulle være færdig den 1. januar i 1871. Virkeligheden var dog lidt anderledes. Da havnen endelig blev overdraget til staten i 1878, havde den kostet 1,8 mio. kr.

I 1874 blev havnen ved Esbjerg officielt åbnet for sejlads, og allerede i det første år sejlede 161 skibe til Esbjerg. Da havnen var ny og de færreste kendte til den, måtte indenrigsministeriet udsende et reglement for havnen, der fortalte kaptajnerne, hvordan de skulle gebærde sig, når de anløb havnen. Vedtægterne trådte i kraft den 15. august 1874.

Anordning for Fanøoverfarten mellem Fanø og Strandby

Her kan du se anordningen for overfarten mellem Esbjerg og Fanø fra 24. oktober 1812

Læs anordningen her

Loven om anlæg af Esbjerg Havn

Her kan du læse loven om anlæg af Esbjerg Havn, stadfæstet af kong Christian IX den 24. april 1868

Læs loven her

Ordensreglement for Esbjerg havn

Her kan du læse indenrigsministeriets ordensreglement fra 15. august 1874

Læs ordensreglementet her