I en flyer der blev uddelt på møderne stod der således:
”Smittekilden er de Brystsyges Opspyt, navnlig naar det faar Lov at tørre ind og hvirvles op som Støv. Det er derfor en stor Fare for Omgivelserne, naar brystsyge Patienter spytter paa Gulvene; overalt, hvor Folk samles bør der være Spyttebakker med Vand, og kun heri maa der spyttes. Det gælder saaledes Værksteder, Forsamlingshuse o.s.v. I Hjemmene maa de syge kun spytte i Spyttekopper eller Spyttebakker med Vand, derimod ikke paa Gulvet eller i Lommetørklæder. De Syge maa ikke benytte samme Seng som raske, de bør drikke af eget Glas og spise med egen Ske, og deres Gangklæder maa ikke benyttes af andre før efter grundig Desinfektion. Mørke og urenlige Boliger er de Steder, hvor smitten kan holde sig særlig længe. Boligerne bør holdes rene og vaskes tit. Iagttages disse hygiejniske Forholdsregler, kan man færdes årevis mellem brystsyge Patienter uden at blive smittet, og man behøver da ikke at sky disse Patienter som smittebærende; man forøger derved deres i Forvejen sørgelige Lod”.
Uddrag fra kapitel omkring Nationalforeningens oplysningsarbejde. E. Schelde Møller. Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, 1901 16. januar 1951 s. 6. Egmont H. Petersens Kgl. Hof-Bogtrykkeri. København 1950.
Nye initiativer
Når man ser tilbage i dag, er det svært at forestille sig hvor stort et problem spytteriet var dengang, men man så det overalt, både i jernbanekupeer, i ventesale, i kirker og alle slags offentlige steder. Det var så slemt, at Nationalforeningen i 1909 henvendte sig til borgerrepræsentationen i håb om at få vedtaget en politivedtægt om forbud mod spytning på gader. Det kom der dog ikke noget ud af.
De velkendte emaljeskilte kommer på banen
De følgende år indvilligede Frederiksberg kommunalbestyrelse i at medvirke i sagen, men da omkostningerne blev højere end forventet, tog det længere tid at få sagen gennemført. Nationalforeningen ville nemlig hænge iøjnefaldende skilte, der opfordrede folk til ikke at spytte, op på offentlige gader. Gennem privat initiativ og flinke grundejere kom de endeligt i gang. I starten af 1913 begyndte man derfor at kunne se de første skilte i København. Skiltene var hvide med blå skrift.

Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum 71.537
Skiltenes udbredelse
Skiltene blev også hængt op ved kaserne og lignende steder. Men selvom skiltene blev sat gratis til rådighed, var de ikke særligt udbredte i provinsen. Der skulle gå nogle år yderligere, før det fra 1918 ifølge sundheds- og politivedtægterne mange steder blev forbudt at spytte på fortovet. I våbenhuse i kirker landet over blev der ophængt plakater med skriften: ”Af Sundhedshensyn anmodes de Kirkesøgende om ikke at spytte paa Gulvet”.
Tuberkulose i dag
I 2018 fik ca. 290 personer i Danmark konstateret TB, heraf var mere end halvdelen indvandrere. Der er kun registreret beskeden smitte mellem indvandrere og etniske danskere, men der ses en høj forekomst af aktiv smittespredning blandt socialt dårligt stillede danske og grønlandske personer såsom hjemløse, misbrugere/alkoholikere og psykisk syge.
Sygdomsleksikon. Tuberkulose. Statens Serum Institut. 2019.