Kuren bestod af hvile, rigeligt med frisk luft og god nærende kost. Ydermere var det vigtigt at patienter kom på spadsereture, når helbredet tillod det. Hvile og frisk luft blev kombineret ved ophold i de såkaldte liggehaller. Her skulle patienterne opholde sig i adskillige timer to gange dagligt. Kosten i kuren bestod af fem daglige måltider; ofte suppleret med sødmælk eller maltøl. Derudover fik patienterne målt deres temperatur fem gange dagligt og blev vejet én gang om ugen. Det var nemlig meget vigtigt, at patienterne ikke tabte sig i vægt, da et vægttab kunne indikere forværret tilstand.
Patienternes opspyt blev undersøgt for tuberkelbakterier ved deres indlæggelse, og derefter blev det undersøgt én gang om måneden i forbindelse med den lægelige undersøgelse, hvor lægen både lyttede på lungerne (stetoskopi) og bankede på brystkassen (perkussion). Fra 1921 blev det dog muligt at røntgenfotografere patienter.
Billedet her illustrerer en lungepustning (pneumothorax). Man kan se apparatet der bliver ført ind mellem lungehinderne, hvorigennem der bliver sprøjtet luft. Det er tydeligt at se, hvordan den venstre lunge er klappet sammen omkring det inficerede væv.
Esbjerg Byhistorisk Arkiv, 71547-109-665.
Lungepustning
Hvis patientens tilstand ikke var forbedret i løbet af de første tre-fire måneder af sanatorieopholdet, blev et indgreb kaldet lungepustning (pneumothorax) ofte benyttet. Her fik patienten i liggende stilling et lille rør ført ind mellem ribbenene, hvorigennem der blev sprøjtet luft ind mellem lungehinderne i den side, hvor tuberkulosen sad. Det gjorde, at lungen klappede sammen om det tuberkuloseinficerede væv.
Formålet med dette indgreb var at indkapsle tuberkulosen, så den ikke længere var aktiv og farlig, og derved ikke spredte sig yderligere i lungen. Behandlingen skulle gentages hver anden uge i mindst tre år. Af de tre år opholdt patienten sig det første år på sanatoriet. Efterfølgende kunne behandlingen foregå ambulant, hvilket vil sige, at patienten kunne få behandlingen udført ved egen læge eller i et ambulatorium.
Desværre kunne behandlingen ikke gennemføres ved 15-20 procent af patienterne, da der kunne være sammenvoksninger af lungehinderne grundet en tidligere lungehindebetændelse. Lungepustning blev indført på Spangsbjerg Sanatorium i 1912, og var en af datiden bedste behandlingsformer kombineret med sanatoriekuren.
Statistik over brug af sanatoriekuren på Spangsbjerg Sanatorium; Kilde: Et Hus i 100 År, Spangsbjerg 1918-2008.
På denne tabel kan man se, hvordan det ikke lykkedes at gennemføre lungepustninger ved alle forsøgene.
Kilde:
Aja Høy-Nielsen. ET HUS I 100 År s. 19. Rosendahls Bogtrykkeri. 2008.