Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

10.3 Fra Historiebogen: De to overlæger på Spangsbjerg Sanatorium

Læge Thomas Brinch og hans efterfølger John Nis Lorenzen var overlæger på Spangsbjerg Sanatorium fra byggeriet af sanatoriet i 1908 til 1962, hvor Esbjerg Kommune overtog sanatoriet, som blev en del af Centralsygehuset. 


Overlæge Thomas Brinch, 1913
Fotograf: Bent Søndergaard, Esbjerg
Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 70858-059.

Fra Skipperfamilie på Fanø til læge i Esbjerg
Thomas Brinch var begavet, flittig, robust og udholdende. Som tidens veluddannede mennesker var han filantropisk indstillet og hjælpsom i det stille. Blandt patienterne på sanatoriet nød han stor tillid, og de erfaringer og den indsigt han fik i sit arbejde på det sociale og sundhedsmæssige område blev afsæt for hans aktive medvirken i politik og for tuberkulosesagen.

Thomas Brinch (1869-1932) var født og opvokset i en skipperfamilie i Sønderho på Fanø. Med hospitalsuddannelse på Københavns Kommunehospital og erfaringer fra lægepraksis i Vejen nedsatte han sig som praktiserende læge i Esbjerg i oktober 1895. Brinch havde to store interesser; politik og tuberkulose. Begge områder kom til at præge hans liv fremadrettet.

Sct. Joseph Søstrene
Som medlem af Esbjerg Byråd i 1902-1904 følte han sig forpligtet til at gøre noget for at få et sygehus til byen. Det sygehusbyggeri, der ellers var igangsat i Esbjerg, blev udsat, men så fik Brinch en idé. Han havde læst et avisreferat fra et møde i Århus byråd, at Sct. Joseph Søstrene ville bygge et sygehus i Århus, samt at det var muligt, at byrådet ville disponere over en del af pladserne. Det fik Brinch til at handle udenom byrådet, og selv kontakte den katolske biskop von Euch om at få et sygehus til Esbjerg ledet af Sct. Joseph Søstrene. Ganske få dage senere mødtes Brinch med biskoppen i København, hvor også søstrenes provincialpriorinde, søster Géneviéve, deltog. Brinchs forslag passede godt med søstrenes danske vision, og få dage senere kunne Brinch præsentere forslaget om et gratis sygehus til at lukket byrådsmøde den 8. november 1902. Efter meget uro i både byrådet og i byens presse blev forslaget vedtaget, og den 4. september 1904 blev Sct. Joseph Hospitalet i Nørregade indviet.

Spangsbjerg Sanatorium
Det næste projekt blev at få søstrene til at bygge et tuberkulosesanatorium ved Esbjerg. Brinch havde en stor interesse for tuberkulose, der stammede fra både patienter og familie. Hans kone og begge hendes forældre have haft tuberkulose. Med Nationalforeningens opbakning var det store sanatoriebyggeri i Danmark begyndt, men da Brinch i foråret 1904 havde forespurgt Nationalforeningen omkring placeringen af et sanatorium på vestkysten, blev hans forslag afvist. Grunden var det barske klima ved vestkysten, hvorved man mente, at det var galskab at placere et sanatorium der. Brinch var meget uenig, men da der ikke var hjælp at hente fra hverken Nationalforeningen, Esbjerg Byråd eller de nærliggende sogneråd, gik han igen til Sct. Joseph Søstrene.

Da de private hospitaler i den periode selv ansatte deres overlæger, var det allerede i 1904 bestemt, at Brinch selv skulle fungere som overlæge på sanatoriet. Det var dog en betingelse, at justitsministeriet skulle godkende ansættelsen, og derfor skulle Brinch gennemføre en specialuddannelse i tuberkulose.

Driften af Spangsbjerg
Thomas Brinch drev Spangsbjerg Sanatorium i samarbejde med Sct. Joseph Søstrene fra dets åbning i 1908 til 1920. Efterfølgende fra 1920-1925 blev sanatoriet statens ejendom, og blev drevet og ledet af Nationalforeningen, dog stadig med overlæge Brinch som daglig leder. Det nye lederskab voldte den selvstændige Brinch mange problemer, da han pludseligt skulle indordne sig efter Nationalforeningens regulativer og reglementer. Til sidst fik Brinch nok. Han var træt af, at alt der foregik på sanatoriet skulle måles og vejes i forhold til driften på andre sanatorier i landet.

Nye veje
Derfor gik Brinch til den socialdemokratiske redaktør i Esbjerg, J. P. Sundbo, i april 1924 for at få hjælp. Socialdemokratiet havde fra starten ment, at tuberkulosesanatorierne skulle bygges og drives af staten, og ikke af private eller Nationalforeningen. Sundbo gik derfor til statsminister Stauning og socialminister F. Borgbjerg. Derefter gik det hurtigt, og den 13. august 1925 skiftede Spangsbjerg Sanatorium status til selvstændig drift for statskassens regning fra den 1. oktober samme år. Ydermere fremgik det, at Brinch skulle fortsætte som overlæge og varetage den daglige drift.

Ud med Nationalforeningen
I forbindelse med at sanatoriet nu skulle drives selvstændigt, havde Brinch fremført, at han kunne drive stedet bedre og billigere alene, end i tiden med Nationalforeningen. Det betød, at flere medarbejdere på sanatoriet blev afskediget, og flere blev skiftet ud med billigere personale. Samtidigt skulle patienter til sanatoriet nu henvises direkte til Spangsbjerg, i stedet for gennem Nationalforeningen som tidligere. Dette gjorde, at der gik noget tid, før patienterne begyndte at komme igen, da det så skulle være et bevidst valg fra lægen at henvise til Spangsbjerg. Det viste sig, at der også var en sygeplejerske på sanatoriet, som skræmte potentielle patienter væk. Hun behandlede ikke de syge ordentligt og havde yndlinge, som hun favoriserede over andre patienter. Brinch endte med at afskedige hende.

Brinchs nedtur
Der gik ikke længe før Brinch modtog en klage fra faren til en afdød patient. Det var ikke en klage over personalet på sanatoriet, derimod omkring brugen af margarine i stedet for smør, at datteren selv skulle bære sit sengetøj til og fra liggesalen, som faren mente var ødelæggende for datterens svage lunger, og hvordan faren var utilfreds med indsatsen i forhold til datterens sygdom og ifølge ham manglende ekstra forplejning.  Brinch var ikke enig i farens klage, da der ham bekendt ikke var nogle sanatorier der brugte smør og svage patienter fik hjælp til deres tæpper af karlen. Ydermere understregede Brinch, at foruden den store månedlige undersøgelse, så var datteren blevet tilset dagligt ved stuegang. Nationalforeningen besvarede også farens brev, da indlæggelsen delvist fandt sted, da de stadig stod for driften af sanatoriet. Faren fik ikke medhold, og sagen blev afsluttet. Det var dog ikke slut endnu. Sagen førte til en regn af klager over både Spangsbjerg og Nationalforeningen. 

Tragedie i Nordafrika
Efter Brinch i 1925 var fyldt 56 år, tog han sammen med sin hustru Agnes på en rejse til Nordafrika. Efter adskillige ophold gennem Europa nåede de frem til Tunis i november 1925, hvor Agnes fik en tarminfektion. Infektionen var så slem, at det krævede en operation. Agnes Brinch døde den 22. november af komplikationer efter operationen. Brinch var nu alene med to voksne sønner. Efter fem år, i april 1931, giftede han sig med sygeplejerske Ellen Lillienskjold, som var ansat på Kystsanatoriet i Hjerting.

Hetzen mod Brinch
Den 30. september 1932 bragte dagbladet Vestjyllands Socialdemokrat en artikel omkring en række patienter, der havde indsendt klager til Sundhedsstyrelsen vedrørende Spangsbjerg. De mente, at servicet var beskidt, rullepølsen og leverpostejen indeholdt maddiker og andre forhold omkring kosten på sanatoriet. Flere avisartikler fulgte, selvom det blev bevist, at der ikke var hold i nogle af klagerne. Rygter begyndte at spredes; at patienterne flygtede fra sanatoriet, at overlægen udskrev klagende patienter og at lægerne i Ribe amt ikke længere henviste patienter til Spangsbjerg. Da Brinch havde søgt om en ekstra bevilling på finansloven til køb af et nyt køleanlæg til fødevarer, tolkede pressen det som, at klagerne havde ret.

Den 12. oktober 1932 mødte Brinch op til et interview på den socialdemokratiske presses redaktion. Her afviste han alle klagepunkter. Efter en kort pause i skriverierne blev der den 20. oktober bragt en artikel med en tidligere forvalter på Spangsbjerg. Forvalteren Alfred Jacobsen var blevet afskediget efter Brinch overtog driften fra Nationalforeningen. Jacobsen var ansat på sanatoriet fra 1922-1926. I artiklen fortalte han, at han var uforstående overfor, at staten havde ladet Brinch overtage ledelsen af Spangsbjerg. Han klagede over Brinchs ledelse, og udtrykte yderligere, at han håbede at Nationalforeningen igen ville overtage sanatoriet.

Brinchs død
Den 21. oktober 1932 kunne pressen meddele, at Brinch var død. Han havde taget sig eget liv. Da Brinch den 19. oktober havde forladt Spangsbjerg, var beskeden, at han rejste til København. Men da han nåede Bramming, stod han af toget og tjekkede ind på hotel Kikkenborg. Næste aften fandt man ham døende på sit hotelværelse. Trods forsøg på genoplivning blev Brinch erklæret død kort efter ankomsten til Sct. Joseph Hospital først på natten den 21. oktober. Han havde efterladt sig adskillige breve, der alle forklarede, at han ikke kunne leve længere, da hans livsværk, Spangsbjerg, var blevet ødelagt for ham.

 


Overlæge John Nis Lorenzen, 1938
Fotograf: Gustav Bjerknæs, Esbjerg
Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 31477-005.

Ny overlæge tager over
Dagen efter overlæge Brinchs død den 22. oktober 1932 blev det i dagbladet Vestkysten meddelt, at 1. reservelæge, dr. med. John Nis Lorenzen ved Frederiksberg Hospital dagen forinden af ministeriet var blevet konstitueret som overlæge på Spangsbjerg Sanatorium.

Han blev præsenteret som sønderjyde og lægeuddannet fra Kiel med en omfattende uddannelse. Yderligere blev han beskrevet som ’at være en af vore fineste yngre tuberkuloselæger’. Sundhedsstyrelsens valg af Lorenzen som overlæge beroede på hans store faglighed inden for tuberkulose, hans erfaringer som tysk krigskirurg og i en vis grad hans sønderjyske baggrund.

Tidligere bekendt med sanatoriet
John Nis Lorenzen kendte Spangsbjerg Sanatorium fra tidligere, da han som 29-årig i syv måneder fra maj 1921 havde varetaget en stilling under overlæge Brinch, før han fortsatte sin videreuddannelse andre steder.

Hvem var den nye overlæge
John Nis Lorenzen var født den 3. juni 1892 i en velstillet familie i Tønder. Moderen, Mathilde Toosbuy, stammede fra Hamborg, hvor hendes far var skibstømrer. Faderen, Matthias David Christensen Lorenzen, var direktør for Tønders Gas-, Vand og Elektricitetsværker beliggende på Slotsbanken, i dag syd for Tønder Kunstmuseum. Der blev talt både tysk og dansk i hjemmet, men for at sikre sønnen ordentlige danskkundskaber kom han på latinskolen i Haderslev, hvor han blevet student i 1912.

Videre uddannelse
Herefter tilbragte han to år på lægestudiet i München, før han blev indkaldt til det tyske militær i august 1914 ved Første Verdenskrigs udbrud. Fra menig soldat kom han til sundhedstropperne, hvor han i 1917 blev underlæge og året efter reservelæge. Fra oktober 1918 til regimentet blev afvæbnet i januar 1919, virkede han som bataljonslæge. Under krigen modtog han det Preussiske Jernkors af 2. og 1. grad. I Kiel færdiggjorde han studiet som tysk læge i september 1920 og fik en doktorgrad samme år. Ved tilbagekomsten til Tønder i 1920 søgte han Justitsministeriet om dansk anerkendelse af sin tyske lægeuddannelse.

Nationalforeningen vender tilbage
Med Lorenzens tiltrædelse på Spangsbjerg Sanatorium, kom sanatoriet atter under Nationalforeningens styre. Ved et møde med Sundhedsstyrelsens medicinaldirektør Frandsen den 21. oktober 1932 blev Lorenzen orienteret om sanatoriets fremtid. Den fremgik af mødet, at Nationalforeningen skulle overtage sanatoriet pr. 1. april 1933, og derved også overtage den indestående restgæld på 98.816 kr. til Jydsk Grundejer Kreditforening. Til gengæld ville der med overtagelsen følge økonomiske midler fra staten til nyt røntgenudstyr og andre fornyelser.

Nye behandlingsmetoder
Med sig bragte Lorentzen nye metoder og behandlinger, ligesom han fik installeret en operationsstue på sanatoriet. Overlægen var stor tilhænger af behandlingen pneumothorax (lungepustning; læs mere om dette i afsnit 10.6: Statistik), og fortsatte behandlingen med denne. Hvis en patient ikke kunne modtage behandlingen på grund af sammenvoksninger i lungehinderne, anvendte Lorentzen en ny teknik, hvor man kunne overbrænde (kaustik) sammenvoksningerne gennem thoracoskopet (det lille rør der blev ført ind mellem hinderne).

Fjernelse af ribben som behandling
Endnu en ny behandlingsmetode, der blev taget i brug, var thoracoplastikken. Denne blev taget i brug, når de andre behandlinger ikke var tilstrækkelige til at indkapsle tuberkulosen. Her fjernede man op til ti ribben, men oftest færre. Man startede oppefra og fortsatte nedad fra rygsiden i højre eller venstre side. Nogle gange kunne man nøjes med dele af ribbenene. Det var op til overlægen at vurdere dette. Formålet var, at få den stive brystvæg til at løsne sig, så den faldt sammen omkring den inficerede lunge.

Ribe Amts Centralstation for Tuberkulosebekæmpelsen
Den 1. maj 1937 blev der oprettet en tuberkulosestation i Ribe Amt. Den havde fra 1937-1943 lokaler i hovedbygningens vestfløj i stueetagen på Spangsbjerg. Her fungerede Lorentzen også som overlæge, selvom stationen var en selvstændig funktion under Ribe Amtsråd. Formålet med stationen var at opfange smittede personer så tidligt som muligt med henblik på behandling og bekæmpelse af smittespredning.

Krigen kommer
Med krigens begyndelse i 1939 og Danmarks besættelse den 9. april 1940 ændrede hverdagen på sanatoriet sig for både patienter og personale. Da sanatoriet befandt sig tæt på Esbjerg Lufthavn var krigen meget tæt på. Med Den Tyske Værnemagts nærliggende forsvarsværker og de uendelige luftalarmer, var det uundgåeligt at Spangsbjerg ville gå fri. Selv efter enden på krigen den 4. maj 1945 var Spangsbjerg under pres. Her skulle sanatoriet nemlig modtage patienter fra Sydslesvig, kz-lejrene, allierede krigsfanger og tyske flygtninge. Det var en svær tid for Lorentzen og hans familie.

Efterkrigstiden
I Nationalforeningens årsberetning for 1946/1947 kunne man læse hvordan både Spangsbjerg og kystsanatoriet ved Hjerting havde været truet med beslaglæggelse under krigen. Tyskerne havde ydermere truet med at placere et ammunitionsdepot tæt ved Spangsbjerg, sådan at Lorentzen var tvunget til at indkvartere tyske soldater.

Historie fra befrielsen
Da man den 4. maj 1945 kunne høre frihedsbudskabet fra BBC i London, mødtes patienterne i samlingssalen og sang danske sange. Dagen efter måtte de patienter, hvis tilstand tillod det, tage ind til Esbjerg og fejre begivenheden med resten af byen.

Slut på en æra
Årene efter krigen forløb relativt fredeligt. Der blev igangsat folkeundersøgelser (som i Johs Lodbergs tilfælde; se 10.2 Erindringer) for tuberkulose og det bekæmpende arbejde gik langsomt fremad. Specielt efter Calmettevaccinen blev introduceret i Ribe Amt i 1942. Den gav ikke 100 procent beskyttelse, men mindskede risikoen for udvikling af de mest alvorlige typer tuberkulose. Til at starte med var det de tuberkulinnegative personer fra hjem med eller i hvis familier, der fandtes tuberkulose, der blev tilbudt vaccinen. Efterfølgende fik udsatte grupper som sundhedspersonale og unge tilbuddet. Fra 1943 blev alle tuberkulinnegative børn og unge som sanatoriet var i kontakt med tilbudt vaccinen, ligesom alle tuberkulinnegative elever i afgangsklasser fra 1946 skulle have tilbuddet. Vaccinetilbuddet forblev et tilbud til alle indtil i 1970erne, hvor tuberkulose næsten var udryddet i Danmark.

I 1962 overtog Esbjerg Kommune sanatoriet. Efter aftale med Nationalforeningen kunne alt personale forblive ansat på stedet. Sanatoriet skulle nu være et hospital. Den 30. juni 1962, Lorentzens sidste arbejdsdag, blev han hyldet ved en stor begivenhed for sin betydning for tuberkulosesagen, for sanatoriet og tuberkulosestationen. Dagen efter åbnede Spangsbjerg Hospital som en del af Centralsygehuset. Lorentzen var 70 år da han sluttede sit arbejde på Spangsberg og gik på pension.

 

Kilder: 
Aja Høy-Nielsen. Tuberkulose som folkesygdom – indsats og omkostninger, 1900-1962 s. 25-38, 63-94, 101-133, 200-201. Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Skriftrække B nr. 47. 2011.