Med tidligere tiders medicinske midler var man næsten magtesløs over for behandlingen af den frygtede sygdom. Selvom dødeligheden som følge af sygdommen var faldende, var den stadig årsag til hvert syvende dødsfald i Danmark omkring år 1900. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at man på baggrund af forskningsgennembrud indenfor bakteriologien, forstod hvordan sygdommen spredte sig.
Under sanatorietiden blev lungetuberkulose i folkemunde kaldt tæring, svindsot og brystsyge. Symptomerne var kendte. Først kom hosten, så trætheden, måske opspyt. Snart fulgte nattesveden, feberen, afmagringen og i værste fald den fatale blodstyrtning. Alle vidste, at hvis tilstanden ikke bedrede sig over nogle måneder, så var døden en ventet gæst.
Sanatoriebyggerierne begynder
Man begyndte i udlandet allerede i 1870’erne, at behandle tuberkulosepatienter på særlige hospitaler eller sanatorier. Det første tuberkulosesanatorium bygget i Danmark var Vejlefjord Sanatorium for selvbetalende gæster i 1900, og det andet danske sanatorium var Boserup Sanatorium for københavnske i 1901. Disse sanatorier, selvom de var et godt skridt på vejen, var dog private, hvilket betød at ophold ofte var dyre, og almindelige mennesker derfor ikke havde råd til behandling. Det ledte professor, dr.med. Carl Lorentzen, korpslæge Holger Rørdam, grosserer Emil Vett og bogholder Johannes Hansen-Ott til at stifte landets første patientforening: Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse (herefter Nationalforeningen) den 16. januar 1901.
Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse
Formålet med oprettelsen af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse var at forebygge tuberkulosens udbredelse, at oprette folkesanatorier og at yde støtte til de angrebnes familier. Både målet og arbejdet blev til en folkesag, og i løbet af de første tre år nåede medlemstallet i foreningen op på 28.000. I 1903, to år efter foreningens oprettelse, blev de første to sanatorier i Silkeborg og Ry indviet.
Efter Tuberkuloselovene af 1905, som vil blive redegjort for i et senere afsnit, gik sanatoriebyggeriet for alvor i gang landet over. Det var nu nemlig muligt at ansøge om støtte til byggerierne. Foruden støtte kunne ejerne af sanatorierne, herunder Nationalforeningen og Sct. Joseph Søstrene, få tilskud til sanatoriedriften. Det tilskud betød, at patienternes egenbetaling til opholdene blev nedsat til kun 25 procent af døgnprisen, som var tre kroner. Det var dog stadig mange penge for mindre bemidlede familier, hvis et sanatorieophold som udgangspunkt var 170-200 dage langt. Der var derfor mange, der måtte afstå fra et ophold, og som derfor ingen mulighed havde for helbredelse.
I 1908 indgik de statsanerkendte sygekasser en fælles forsikring, der gjorde, at ophold på sanatorier blev gratis for deres medlemmer, på samme måde som et almindeligt sygehusophold.1
Spangsbjerg Sanatorium, 1908.
Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 07107-070.
Sanatoriet kommer til Esbjerg
Efter initiativ af praktiserende læge Thomas Brinch i Esbjerg og finansieret af de katolske Sct. Joseph Søstre lykkedes det at få bygget Spangsbjerg Tuberkulosesanatorium i 1908 på den gamle Gjesing Plantage i Esbjerg. Nu havde folk fra Esbjerg og opland deres eget sanatorium, hvor de kunne modtage behandling for sygdommen. Alternativet før var andre sanatorier i landet, der ofte lå langt fra hjemmet.
Patienterne var ofte unge. Både mænd og kvinder, og enkelte endda børn. De kom til sanatoriet for at modtage sanatoriekuren. Dengang bestod kuren af hvile i timevis, oftest i liggesalen på sanatoriet, i frisk luft året rundt. Patienterne skulle indtage god mad, da det var meget vigtigt, at de var godt ernærede og ikke tabte sig i vægt. Når tilstanden bedredes, skulle patienterne motionere i form af spadsereture.
Efter patienten blev udskrevet, ville overlægen følge patienten tæt igennem flere år. Derfor er det også i dag muligt at følge resultaterne af tuberkulosebehandlingen, da journaler fra tiden efter patienternes udskrivelse er bevarede.
Af disse journaler kan det udledes, at 1/3 af patienter blev helbredet af sygdommen. Den anden 1/3 fik det bedre, men blev ofte genindlagt. En del af disse patienter døde senere som følge af sygdommen. Hos den sidste 1/3 blev tilstanden forværret. Nogle døde på sanatoriet, men de fleste fik den sidste tid i hjemmet.
Spangsbjerg Tuberkulosesanatorium fungerer i dag som et psykiatrisk hospital.2
Kilder:
1. Aja Høy-Nielsen. Tuberkulose som folkesygdom – indsats og omkostninger, 1900-1962 s. 17-24. Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Skriftrække B nr. 47. 2011.
2. Aja Høy-Nielsen. ET HUS I 100 År. Rosendahls Bogtrykkeri. 20