Bøger i webshoppen
Esbjerg Byhistoriske Arkivs egne udgivelser
Alt vel her - Breve mellem Esbjerg og København fra krigsårene 1939-1945
Historien om den unge ingeniør Otto Bache, der kom til Esbjerg i februar 1939 og slog sig ned i byen.
I breve til hans familie i København og hans hustru, Else Bache, spejles store og små begivenheder fra krigsårene. Heri er Esbjerg Havn ofte omdrejningspunktet, idet Otto Bache var ansat i Vandbygningsvæsenet.
Udg. 1996. 125 sider, ill. Pris: 148,00 kr.
Borgmesteren fra Esbjerg, Henning Rasmussen
Henning Rasmussen (1926-1997) kom til Esbjerg i 1955, hvor han blev ansat på Esbjerg Højskole. Allerede i 1958 blev han valgt ind i Esbjerg Byråd, og i 1960 blev han valgt til Folketinget i Bække-kredsen. Selvom folketingskarrieren tegnede lovende, blev han i 1964 borgmester i Esbjerg, da borgmester Høyer-Nielsen pludselig døde.
Forfatter: Birgitte Herreborg Thomsen.
Udg. 2014. 268 sider, ill. Pris: 300,00 kr.
Bryndum og Vester Nebel før selvejet
Bryndum og Vester Nebel før selvejet går tilbage til de gamle landsbyfællesskabers tid - landsbysamfundet før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og udskiftningen af landsbyernes jord. Bønderne var alle fæstebønder under forskellige godser og dyrkede jorden i et aftalefællesskab med bystævnet som omdrejningspunkt i hver enkelt landsby. I bogen bliver de forskellige gårde og huses tilhørsforhold og beboerne i de to sogne kortlagt.
Forfatter: Henning Jørgensen, Vester Nebel.
Udg. 2016. 260 sider, ill. Pris: 200,00 kr.
By og udvikling - Esbjerg 1970-1985
Først som medarbejder og siden som ledende embedsmand i Esbjerg har Svend Høgsbro fulgt byens udvikling på nærmeste hold i 25 år. Efter sin pensionering har han ved beskrivelse af forudsætninger, processer og handlingsforløb redegjort for væsentlige dele af byplanhistorien i perioden. Det er tiden med stigende bilisme, etablering af mange, nye byområder, den indre bys udhulning og senere restaurering og kvalitetsforbedring. Med til historien hører også de mindre kendte, ikke gennemførte projekter samt periodens mange arkitektkonkurrencer.
Forfatter: Svend Høgsbro.
Udg. 2001. 213 sider, ill. Pris: 148,00 kr.
Da Vester Nebel var sort/hvid
Vester Nebel Sognearkiv blev tilgodeset med en arv efter Inger Rasksen, som var født og opvokset i Alslev Sogn, men havde været bosat i Lifstrup i Vester Nebel Sogn i det meste af sit liv. Bogen er et konkret resultat af arven. Vigtige temaer i sognets historie gennemgås i sort/hvide billeder, som alle findes i Vester Nebel Sognearkivs samling.
Forfatter: Henning Jørgensen, Vester Nebel.
Udg. 2014. 136 sider, ill. Pris: 138,00 kr.
De kom og de blev - Indvandrere i Ribe Amt 1850-2005
Næppe noget amt er som det oprindeligt tyndtbefolkede Ribe Amt blevet præget af tilflyttere, som hver især har haft deres "kulturelle" og specielle identitet med i bagagen. Ved den første folketælling i 1769 boede der 29.017 personer i landdistrikterne, 690 i købstaden Varde og 1.827 i købstaden Ribe i det, der dengang hed Riberhus Amt, og som ikke helt svarer til udstrækningen af det nuværende Ribe Amt. Ikke mindst i anden halvdel af 1800-årene blev Ribe Amt et sted for rodløse folk at drage hen, for de store uopdyrkede hedearealer skulle opdyrkes efter tabet af Sønderjylland i 1864. Senere fulgte anlægget af Esbjerg Havn og det nybyggersamfund, der opstod i tilknytning hertil.
Redigeret af: Richard Bøllund i samarbejde med Jørgen Dieckmann Rasmussen.
Udg. 2005. 160 sider, ill. Pris: 178,00 kr.
Den røde by ved Vesterhavet. Arthur Hellstens erindringer (ca. 1900-1960)
Arthur Hellsten fortæller om sin fattige barndom, om skolegangen, om hvordan det var at komme i lære som smed, selv om lysten slet ikke gik i den retning. Men - i familien Hellsten var alle mandlige medlemmer smede: dvs. både faderen og alle ni sønner. Der berettes om arbejdsløshed, om engagementet i politisk arbejde samt oprettelsen af DKPs afdeling i Esbjerg, Smedenes Fagforening samt om, hvordan Arthur og en broder til sidst løste deres beskæftigelsesproblemer ved selv at oprette et værksted på havnen. Også den tyske besættelse af Danmark beskrives, og til sidst fortælles om sprængningen af DKP og oprettelsen af SF i 1956.
Redigeret og bearbejdet af: Søren Federspiel, Erhvervshistorisk Bureau.
Udg. 1992. 87 sider, ill. Pris: 98,00 kr.
Dengang under krigen - Esbjerg under Anden Verdenskrig 1939-1945 (NYHED 2021)
Bogen tager udgangspunkt i små og store hændelser fra aviserne. Teksten illustreres af nogle af de mange samtidige fotografier i arkivets store fotosamling.
Store, markante hændelser som den mørkeste nat i Esbjergs historie er naturligvis med, men ellers er det de dagligdags og overraskende episoder, der fortælles om. Der er fortællinger om drukneulykker, det farlige fiskeri, kaninhold og -kogebøger, sortbørshandel, sabotager, clearingmord, schalburgtager, minesprængninger, bombesprængninger, retsopgør og andre af dagligdagens hændelser. Nogle meget dramatiske, nogle meget morsomme, andre igen blot anderledes end normalt.
Forfatter: Lars Hyldahl Brockhoff
Udg. 2021. 248 sider, ill. Pris: 175,00 kr. (Fra 1. januar 2022: 250,00 kr.)
Det gamle Jerne - som Gunnar Pedersen huskede det
Det er nok de færreste af dem, der har købt parcelhus eller ejerlejlighed eller måske bebor en lejlighed i et af de store ejendomskomplekser som fx Præstebakken eller Skolebakken, der gør sig tanker om hvordan forholdene var i deres bydel på den tid, da Jerne var en selvstændig kommune.
Bogen giver i tekst og billeder fortællinger om forholdene i bydelen fra omkring århundredeskiftet til Jernes indlemmelse i Esbjerg i 1945.
Forfatter: Gunnar Pedersen
Udg. 1991 (2. rev. udg. 1993). 86 sider, ill. Pris: 98,00 kr.
Det grundtvigske i Esbjerg - Grundtvigshusfonden 25 år
Bogen fortæller, hvordan grundtvigske tanker har givet sig til kende på lokalt plan. Skildringen samler sig om instititioner og foreninger, der i deres navn og virke har erklæret sig for grundtvigske og følger deres tilblivelse og virksomhed fra de første synlige spor til nutiden.
Forfatter: Verner Bruhn
Udg. 2006. 112 sider, ill. Pris: 98,00 kr.
Elektrikernes Esbjerg - 100 år med Dansk El-forbund i Esbjerg
Elektrikerne har været involveret i mange af de teknologiske fremskridt, byen har oplevet, og i bogen fortælles Dansk El-forbund, Esbjerg-afdelings 100-årige historie. Som baggrundsmateriale er afdelingens arkiv blevet brugt sammen med lokale aviser, værker om Esbjergs historie og materiale fra hovedforbundets arkiv.
Forfatter: Lars Hyldahl Brockhoff
Udg. 2007. 89 sider, ill. Pris: 98,00 kr.
Emil Cold 1865-1953: Læse i Esbjerg - Lægen og mennesket, tiden og stedet
På den smukke trappes væg i sygehusets gamle hovedbygning hænger et maleri af Emil Cold, stedets første og eneste overlæge fra 1900-1935. Fra denne centrale placering har overlæge Cold siden 1925 skuet ned til de forbipasserende med sin statelige, eftertænksomme og venlige fremtoning. I 1972-1976 var Aja Høy-Nielsen ansat med kontor på trappens første sal, og så dagligt billedet af Cold, hvilket inspirerede hende til at skrive om Cold; et usædvanligt menneske med store menneskelige, sociale og faglige kvaliteter. Bogen er blevet til efter at blive introduceret til familien af Colds barnebarn.
Forfatter: Aja Høy-Nielsen
Udg. 2005. 200 sider, ill. Pris: 198,00.
En by og dens skole - Folkeskolen i Esbjerg 1868-1994
En hastigt voksende, i gennemsnit ikke særlig velstående befolkning tvang de første kommunalpolitikere til at beskæftige sig både med børns sundhed og uddannelse. Folkeskolen var den institution, hvorigennem opgaverne kunne løses, og i tilknytning til den skabtes den første udbyggede skolesundhedspleje i Danmark. På det pædagogiske område blev der også taget bemærkelsesværdige initiativer. Skolemyndighederne blev banebrydere for de pædagogiske tanker, som i stigende grad kom til at præge skolen i hele det tyvende århundrede, og de arbejdsformer, som tidligt toges op i Esbjerg, er siden blevet hverdag i den danske folkeskole. Senere generationer af skolepolitikere i Esbjerg har fulgt linjen med fornøden tilpasning til deres tid. En væsentlig ledetråd i bogen er derfor at fastholde denne sammenhæng i den kommunale skolepolitik gennem næsten et hundrede år.
Forfatter: Werner Adolphsen
Udg. 1997. 215 sider, ill. Pris: 178,00 kr.
En håndværkerfamilie i Esbjerg. Familien Broch. Fra Middelfart over Bogense og Kolding til Esbjerg
Maler Jakob Broch (1866-1921) kom i slutningen af 1895 til den hastigt ekspanderende by Esbjerg, hvor han fra begyndelsen af 1896 fik borgerbrev til at drive malervirksomhed. Han var en af de talrige håndværkere, der på det tidspunkt slog sig ned i Esbjerg, fordi mulighederne her var bedre end i mange af de ældre købstæder.
Vi hører om glæder, men også om sorger og bekymringer. Børnenes opvækst, skolegang, uddannelse og giftermål. Jakob Brochs sygdom og tidlige død fremstilles på grundlag af breve sendt til datteren Sigrun, der på det tidspunkt var i huset i Norge. Sønnen Arne Broch (1901-1975) blev også uddannet som maler, og han måtte efter et tre måneders ophold på malerskole i München vende hjem for at overtage malerforretningen på et tidspunkt, hvor han kun var 20 år gammel.
Forfatter: Jørgen Broch
Udg. 2008. 200 sider, ill. Pris: 198,00 kr.
Esbjerg i 1950'erne (Få eksemplarer)
Måned for måned fra april 1952 til december 1959 fortælles der en historie fra Esbjerg, illustreret med store og fængslende billeder. Læseren kommer rundt i byen, på havnen, på skoler, til motorcross ude på Korskrobanen, til gymnastikstævne på Palads Hotel, hører om produktionen af 5.000 Oslo-frokoster daglig, til den sidste fest på Centralhotellet inden lukningen i marts 1959 - alt i alt en broget billedfortælling om et samfund, der på mange måder virker fjernt fra det Esbjerg og det danske samfund, vi kender i dag. Det "gamle Esbjerg" havde nok andre kvaliteter og hang givet tættere sammen end det moderne Esbjerg, og verden udenfor var på mange måder meget langt væk. Hvis man da lige ser bort fra Englandsbåden, der med god grund gav Esbjerg og Esbjerg Havn tilnavnet Danmarks port mod vest.
Forfatter: Jørgen Dieckmann Rasmussen
Udg. 2001. 144 sider, ill. Pris: 178,00 kr.
Esbjerg Postkontor 100 år
Den 1. oktober 1989 kunne Esbjerg Postkontor fejre 100-års jubilæum. I den anledning henvendte postmester Sigfred Sørensen sig i november 1988 til Esbjerg Byhistoriske Arkiv om udfærdigelsen af en jubilæumsbog. Den korte tid, som Esbjerg Byhistoriske Arkiv har haft til affattelsen af dette jubilæumsskrift har betydet, at man har måttet foretage en prioritering hvad angår omfang og vægtning af det anvendte historiske materiale. Jubilæumsskrift koncentrerer sig således først og fremmest om at beskrive den mangfoldighed af aktiviteter der knytter – og i tidens løb har knyttet – sig til postkontoret som arbejdsplads og virksomhed.
Forfatter: Morten Mortensen
Udg. 1989. 66 sider, ill. Pris: 98,00 kr.
Esbjerg Sejlskibe
Til Esbjergs historie knytter sig et beskedent kapitel om sejlskibene, der hørte hjemme her. Beskedent fordi Esbjerg blev domineret af de dampskibe, der importerede kul og fragtede passagerer til og fra England. Kulimporten foregik med Villemoes og Lauritzens dampskibe. Dertil kom eksporten af bacon og smør til England, hvilket foregik på Lauritzens og DFDS's skibe i årenes løb. Dampskibsfarten dominerende rolle i Esbjergs historie er velbelyst, mens sejlskibene af samme grund blev beskedent omtalt. Det drejer sig om skibe bygget i Esbjerg, eller som blev hjemmehørende i byen. Desuden var der de mange sejlskibe, som assisterede ved havnebyggeriet eller som anløb havnen i sejlskibenes sidste tid.
Forfatter: Niels Frederiksen
Udg. 2015. 110 sider, ill. Pris: 128,00 kr.