Vinterskolen

Billed-id: 51617-039-519. Personalet ved Esbjerg Jernstøberi i 1899. Læg mærke til de små drenge i forreste række.
Vinterskolen var beregnet for børn, der i sommerhalvåret arbejdede som hyrder ude på landet. I den tid de var hyrder, havde arbejdsgiveren pligt til at give dem fri et vist antal timer om ugen, så de kunne gå i den lokale skole. I praksis gik mange af disse børn ikke i skole i sommerhalvåret, enten fordi arbejdsgiveren ikke lod dem gå i skole, eller fordi de arbejdede syd for grænsen, hvor de tyske myndigheder ikke havde pligt til at undervise dem. Når børnene vendte tilbage til Esbjerg i vinterhalvåret, gik de i skole 36 timer om ugen fra mandag-lørdag. Skolegangen i vinterskolen var ikke årgangsinddelt, idet der kun var tre klasser. I 1905 blev vinterskolen afskaffet. Det betød, at børnene ikke længere kunne arbejde i sommerhalvåret og dermed bidrage til familiens økonomi, hvilket ramte de fattigste familier hårdt.
Børnehaveklasser

Omkring 1910 foreslog skoleinspektør A. H. Larsen, at der blev oprettet en forklasse til 1. klasse. Ideen, der var hentet fra Schweiz, blev realiseret i 1912. Det kunne kun lade sig gøre, fordi forældre frit kunne vælge, om deres børn skulle starte i 1. klasse som 6 eller 7-årige. I 1912 begyndte 35 elever i børnehaveklassen på Østre Skole og 34 på Vestre Skole. Eleverne lavede ting i papir og ler, de tegnede, legede og sang, og ligesom børnene i Schweiz havde de et sandbord. Desuden indgik fortællinger, samtaler om ting og billeder og taleøvelser i undervisningen. Fra 1920 brugte skolevæsenet betegnelsen børnehaveklasse. Det var frivilligt at gå i børnehaveklasse, men så populært at ca. 90% af de 6-årige i 1940 gik i børnehaveklasse. I resten af landet fik man først børnehaveklasser i 1970!

Billed-id: 50924-070-510 og 51121-008-511 Børnehaveklasse på og Østre Skole 1950 og Grådybskolen 1954
1.-7.-klasse
Billed-id: 50861-070-509 Jerne-skole 2.-3. klasse ca. 1921
Efterhånden som Esbjerg voksede, overgik skolerne fra at være landsbyordnede med kun to klasser til at være købstadsordnede med 1.-7. klasse. 1.-3. klasse gik i grundskolen, der i 1896 fik sine egne bygninger, Østre og Vestre Skole. - I 1976 begyndte Gjesing Skole at eksperimentere med fælles undervisning for de yngste klasser. Ideen blev taget op og i 1987 indførtes samordnet skolestart på landsplan, hvor børnehaveklasse og 1. og 2. klasse arbejder sammen en del af timerne. Da det medførte, at alle fritidshjem stod tomme fire timer om dagen, blev det startskuddet til oprettelsen af skolefritidsordninger (SFO'er). 4.-7. klasse gik på Danmarksgades, Stormgades eller senere Rørkjær Skole. Indtil 1904 gik 4.-6. klasse i skole hver anden dag, mens 7. klasse gik i skole hver dag. Efter 1904 gik alle børn i hovedskolen i skole hver dag fra mandag-lørdag.
Billed-id: 50846-050-509 Spangsbjergskolen, 1967. Elever fra 5. klasse er sammen med deres lærer igang med at forberede en udstilling af dukker i nationaldragter fra hele verden.
Mellemskolen
Billed-id: 50841-070-509 1. mellemskole på Rørkjær skole 1932
I 1903 indførte Rigsdagen en fireårig mellemskole efterfulgt af en etårig realklasse. Både mellemskole- og realeksamen var adgangsgivende til gymnasiet. Mellemskolens indførelse betød, at eleverne blev delt efter 5. klasse. De ikke-boglige elever fortsatte i 6.-7. klasse, mens de boglige elever fortsatte i 1.-4. mellem. Som følge af den nye lov oprettede Esbjerg Skolevæsen i 1905 mellemskoleklasser på Danmarksgades og Stormgades Skole. Mellemskolen blev hurtigt populær. Inden eleverne blev optaget i mellemskolen, skulle forældrene komme med en hensigtserklæring om, at de ville fuldføre forløbet dvs. gå 9 år i skole. Alligevel gik ca. 1/3 af eleverne ud efter 7. klasse. I 1934 fik alle elever i Esbjerg tilbudt et frivilligt 8. skoleår, og i 1937 blev mellemskolen suppleret med en fireårig fri mellemskole, hvor der var flere timer i de praktiske fag. Mellemskolen blev afskaffet i 1958.
Billed-id: 50883-008-510. Elever fra mellemskolen på Østre Skole fejrer skoleafslutning. Her ses de med forskellige skilte på hjørnet af kongensgade og Østergade.
8.,9. og 10 klasse
Billed-id: 51201-100-512 Danmarksgade skole 1979. 9. og 10. klasse afsluttes med statskonrolleret prøve. Her er prøve i 'skriftlig fremstilling'.
Skoleloven af 1958 lagde op til en udelt skole fra 1.-7. klasse efterfulgt af en frivillig 8.-10. klasse eller en treårig realafdeling. Forældrene måtte efter 5. klasse vælge, om børnene skulle gå samlet eller deles i en a og b klasse i 6. og 7. klasse. I Esbjerg varede det ikke længe, før enhedsskolen, hvor eleverne gik sammen fra 1.-7. klasse, var en realitet. Som noget nyt indførtes en række valgfag i 8.-10. klasse. I 1972 blev undervisningspligten udvidet til 8 år og i 1973 til 9 år. Med skoleloven af 1975 blev enhedsskolen for 1.-10. klasse gennemført i hele landet. I nogle fag f.eks. regning/matematik, sprogfag samt fysik/kemi kunne eleverne vælge mellem grundkursus og udvidet kursus. Både 9. og 10. klasse afsluttedes med statskontrollerede prøver, og efter 9. klasse kunne man optages i gymnasiet. Ved samme lejlighed blev realeksamen afskaffet.
Specialundervisning og værneklasser
Billed-id: 50942-070-510 Danmarksgade skole 1937. Undervisning i husholdning i en værneklasse på Danmarksgade skole. En værneklasse var en specialklasse for svagt begavede børn.
Det viste sig, at Folkeskolens undervisningstilbud ikke slog til. Derfor blev der i 1922 oprettet hjælpeklasser for børn, der ikke kunne følge med i den normale undervisning, og værneklasser for børn der på grund af deres legemlige eller sjælelige tilstand ikke kunne undervises i almindelige klasser. Hjælpeklasserne blev afskaffet allerede i 1924, og værneklasserne skiftede senere navn til hjælpeklasser. Fra 1940-70 blev specialundervisningen som vi kender den i dag opbygget. Der blev udviklet særlige undervisningsmetoder og materialer. Der blev også oprettet hjælpeklasser for tunghøre, talehæmmede og bevægelseshæmmede. Efter 1970 blev elever, der fik specialundervisning, typisk integreret i de almindelige klasser. I 1968 blev Åndsvageforsorgens eksternatskole i Haraldsgade (grundl. 1952) afløst af Vesterhavsskolen, der i 1992 blev integreret i Præstegårdsskolen.
Ungdomsskolen
Billed-id: 51228-070-512 Ungdomsskolen 1945, Undervisning i motorlære for unge fiskere.
I 1930'erne forlod en tredjedel af drengene og halvdelen af pigerne skolen efter 7. klasse. Som et supplerende undervisningstilbud til denne gruppe oprettede Esbjerg Kommune i vinteren 1939-40 undervisning to timer tre aftener om ugen i udvalgte praktiske fag. Det blev starten til Esbjerg Ungdomsskole, Danmarks første. Det var: "Ikke en fagskole, ikke en almen skole, men en skole, hvor det interessebetonede hentet fra de unges praktiske hverdag var grundlaget". Emnerne kunne være: værktøjslære, motorlære og husbygning. Fra 1958 kunne man også tage 9. og 10. klasses statskontrollerede prøver. I dag henvender Ungdomsskolen sig til de 14-25-årige. I fritiden tilbydes undervisning i prøveforberedende eller mere hobbybetonede fag og i dagtimerne tilbydes en alternativ 10. klasse, undervisning for skoletrætte elever i den skolepligtige alder samt specialundervisning

Billed-id: 51234-512 Syning på ungdomsskolen 1953, Fru Skjødholm underviser nogle unge piger i kjolesyning på ungdomsskolen.
Billed-id: 51236-050-512, Esbjerg ungdomsskole 1965. Elever fra ungdomsklubben kører i selvbyggede gokarts på løbebanen på Esbjerg Stadion.