Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Skolefag


Da Esbjerg blev grundlagt, byggede undervisningen på skoleloven af 1814, der påbød undervisningspligt for alle børn i alderen 7-14 år. Der blev undervist i læsning, religion, skrivning, regning og sang. Terperi og udenadslære var det bærende undervisningsprincip. I 1887 blev der anskaffet to sæt anskuelsesbilleder, som lærer og elever kunne iagttage sammen og tale om. Desuden kunne de bruges til begrebsudvikling og "forstandsøvelser". Senere blev der købt Danmarkskort, sang- og læsebøger, hvilket udvidede skolebogsmaterialet betragteligt.

I Esbjergs første skoleplan fra 1894 var der i 5. klasse afsat en ugentlig time til skriftlæsning. Det var før skrivemaskinens tid, så det var vigtigt at kunne læse håndskrift. I lærebogen kunne eleverne se eksempler på forskellige personers håndskrift, som de så skulle prøve at tyde.

Billed-id: 50979-019-510 udstilling af gamle skolebøger på Rørkjær skole

Der var ikke penge til skolebøger i alle fag, så undervisningen i naturlære (fysik) og naturhistorie (biologi) foregik ved, at læreren fortalte. Ifølge skoleloven af 1899 var det valgfrit, om kommunerne ville tilbyde undervisning i naturkundskab, matematik og fremmedsprog.

Da den første undervisningsplan i Esbjerg blev vedtaget i 1904, blev timetallet og antallet af fag forøget, så der blev undervist i hele fagrækken. Som noget nyt fik drengene derfor sløjd, og pigerne fik husgerning og gymnastik. Desuden blev der indført læseplaner, hvor læreren kunne se, hvad eleverne skulle lære i de enkelte fag.

Billed-id: 51205-070-512 Elever sammen med lærer Rasmus R. Brændskov i sløjdlokalet på Danmarksgades Skole, 1916

Billed-id: Piger fra 7. klasse på Stormgades skole med håndarbejdslærerinde fru Jensen. Pigerne er iført ens kjoler, som de slev har syet i håndarbejdstimerne. 

I religion i 1. klasse "læres nogle små lette salmevers uden brug af bog". Fra 4.-7. klasse læres seks til otte salmer pr. år.

I dansk i 3. klasse lægges "vægt på god oplæsning og nøjagtig stavning", og i 4.-7. klasse skulle "en del digte læres udenad i de forskellige klasser".

I regning i 1. klasse indøves "I hovedregning alle 4 regningsarter inden for talrummet 1-20" (1)

Billed-id: 51199-050-512 En 1. klasse undervises i regning af rektor Arvin. Undervisningen overværes af ca. 70 lærere, som er på kursus, 1953

I årene derefter diskuterede politikere i hele landet folkeskolens struktur. Med undervisningsplanen fra 1922 blev der sagt farvel til terperi og udenadslære. Undervisningen skulle nu have tilknytning til barnets daglige liv og tilrettelægges, så fagene støttede hinanden.

Til socialdemokraternes ærgrelse steg timetallet i religion, og undervisningen i regning og dansk blev udvidet kraftigt på bekostning af orienteringsfagene, historie, geografi og biologi. De praktiske og de musiske fag fik flere timer. Pigerne fik f.eks. flere timer i håndarbejde og husgerning, og drengene, der havde haft havebrug på skemaet siden 1911, måtte bruge sløjdtimerne i sommerhalvåret til havearbejde (2). Med undervisningsplanen af 1922 var fagrækken og timetallet udbygget, og der skete ikke de store ændringer før i begyndelsen af 1970'erne

Billed-id: 50827-070-509. Gymnastik på Danmarksgade skole, 1920'erne

Billed-id:51276-080-512. Elever fra Rørkjær skole i gang med at luge i skolehaven, 1944

Da lovgivningen gjorde det muligt, valgte Esbjerg Skolevæsen i 1934 at tilbyde eleverne et frivilligt 8. skoleår for de elever, der bevidst havde valgt mellemskolen fra. I 1942 blev der vedtaget en undervisningsplan for 8. klasserne, der samlede fagene i blokke med praktisk og erhvervsmæssigt sigte, og eleverne skulle øves i at skaffe sig kundskaber på egen hånd. Stoffet blev samlet i emner, som blev bearbejdet ved hjælp af håndbøger, aviser, praktiske opgaver og virksomhedsbesøg. Desuden indgik der allerede i 1934 en uges lejrskole i Sønderho og en skolerejse til København i undervisningen.

Billed-id: 50827-070-509, Husgerning i skolekøkkenet i kælderen på Stormgade skole, før 1910.

Billed-id: 51213-022-512. Der blev lagt vægt på de ikke-boglige fag i den frivillige mellemskole. Bl.a. skulle drengene undervises i husgerning eller 'skolekøkken' som det dengang hed, så de kunne arbejde som kokkedreng på fx en båd. Her undervises en flok drenge i skolekøkkenet på Stormgade skole, 1944. 

 

Billed-id: 51225-070-512. Undervisning i maskinskrivning på Jerne Skole, 1961

Billed-id: 51173-019-512. EDB-undervisning i 1978. Eleverne undervises i brugen af computer og tastatur.

 

Folkeskolens fag benævnt med deres navne før og nu

Grundfag
· Dansk (inklusiv svensk)
· Regning, senere opdelt i regning og matematik,
· Religion, erstattes i 1958 af kristendomsundervisning og senere kristendomskundskab.

Orienteringsfag
· Geografi
· Historie samt anskuelseslære
· Orientering, fra 1958 slås biologi, geografi og historie sammen til dette fag.

Naturfag
· Natur /teknik. I 1993 slås geografi, biologi, fysik og kemi sammen til dette fag.
· Naturhistorie, senere biologi.
· Naturlære, senere fysik eller fysik og kemi.

Sprogfag
· Engelsk
· Fransk
· Tysk

Kreative fag
· Havebrug
· Husgerning (også kaldet skolekøkken), er erstattet af hjemkundskab.
· Håndarbejde, i 1958 erstattet af håndgerning.
· Sang
· Sløjd. I begyndelsen inddelt i småsløjd, der minder om det senere formning, og træsløjd.
· Tegning, erstattes i 1958 af formning og senere af billedkunst

Andet: 

Gymnastik (erstattes i 1958 af legemsøvelser), klassens time (indført i 1975) og P-fag.