Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Året der gik - 2023

Torsdag den 28. december 2023 sluttede virksomhedsåret i Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Nytåret var ikke nået endnu – fredag den 29. december var også arbejdsdag, men fredage er i forvejen korte dage og denne tilmed op mod en af årets højtider. Ikke overraskende blev det den traditionelle »nytårskur«, som i 2023 reelt lukkede for årets aktiviteter i arkivet.

 

2023 viste sig at blive et godt år, for endelig fik vi et helt, sammenhængende kalenderår uden afbrydelser med tid til og mulighed for at komme i gang med arkivets mange, forskellige aktiviteter.  

Selvom covid-19 officielt var afblæst, trak pandemien dog stadig sine spor. Nogle borgere havde fortsat tvivlens orm gnavende i kroppen og holdt sig hjemme. Ligesom andre arrangører med lignende tilbud nåede vi kun op på 75% deltagelse til ellers meget populære og velbesøgte arrangementer. Mest ramt blev de indendørs aktiviteter, mens det gik bedre med udendørsarrangementer, hvis man dog ellers lige ser bort fra de kolde og regnfulde forårs- og sommermåneder.

I det lys fik det stor betydning, at arkivets hjemmeside lige før årsskiftet 2022/2023 var blevet åbnet igen, så de mange databaser atter var tilgængelige for borgerne. Og ikke nok med det: De var også blevet suppleret med frivilliges indtastninger fra den periode, databaserne var lukkede for eksterne brugere. Der var altså mange ekstra oplysninger for brugerne at gå på jagt efter i de forskellige databaser. Og det nye miljø – en SQL-database – gav hidtil ukendte og tværgående søgemuligheder for brugerne, som fik mange nye hits at arbejde videre med.

2023 bød også på andet og absolut ikke forudset nyt. Den 17. maj oplevede vi den første besøgende på læsesalen slå en vejrmølle. Det havde vi absolut ikke lige set komme, og det er ikke noget, vi opfordrer arkivets sædvanlige publikum at praktisere i lokalerne. I har sikkert allerede tænkt, at det må være en folkeskoleelev, der stod for udførelsen. Og det var det. Selv om det kom ud af det blå, var det alligevel med til at pege på nye tendenser, nemlig folkeskoleelevernes indtog i arkivverdenen.

 

Indleveringer

En meget centrale kerne i arkivets virksomhed er afleveringer af materiale fra private. Hvad vi skal modtage af offentlige arkivalier – det såkaldte §7-område – sikres på anden vis og vil blive beskrevet senere.

Under covid-19 brugte mange borgere tiden på at rydde op på lofter, i kældre, i skuffer og i skabe. Noget af dette materiale er uden tvivl endt i »småt brændbart« på genbrugspladsen, men heldigvis ikke så meget som vi frygtede. Indleveringerne kom jævnt spredt hen over året, og i 2023 lukkede modtagelsen af arkivalier først den 28. december med en digital aflevering fra guldsmed Lintrup og frue, som drev guldsmedeforretning i Esbjerg i 57 år og sluttede af med en plancheudstilling om de mange års guldsmedeforretning i byen.

Arkivalier af privat oprindelse

Arkivalier, der afleveres til Esbjerg Byhistoriske Arkiv, er typisk private arkivalier. Af dem fik vi 149 indleveringer i 2023. Det blev til 99 arkivfonde, 6.876 billeder, 25 billedserier, 519 udklipssamlinger, 22 kort, syv tegninger, 37 plakater og 66 småtryk.

Derudover blev en række tidligere afleveringer/registreringer suppleret eller beriget.

Blandt de nyoprettede a-fonde kan nævnes Danmarks Naturfredningsforening Esbjerg, The Borden Company, Kystartilleriforeningen for Esbjerg og Omegn, Mekanikerklubben i Esbjerg, Murernes Lærlingeforening, Esbjerg, Dansk Gartnerforbund, Esbjerg afd., Grundtvigshusfonden i Esbjerg, Jerne Borgerforening, Sneum-Tjæreborg Kontrolforening, Haveforeningen Parken, Ålbæk Forsamlingshus, Jerne Lokalforening og I. C. Andersens Vognmandsforretning. Hertil kommer en lang række personarkiver.

Blandt de mange registrerede billeder var ejendomsfotos fra Esbjergs Stadsarkitekt, NATO-soldater i Esbjerg, børnehjælpsdage, Anker Frederiksens tid under jorden i Sverige, opførslen af rampe i containerhavnen, fotos fra Hjerting, der skal benyttes til bogudgivelse, fritidsklubben Ringgården. Ukendte fotos fra besættelsestiden, skolefotos, guldsmed Erling Thorgaard, Lions Youth Camp i Esbjerg, Esbjerg Ungdomsrevy 2019, 2020 og 2021, byggeriet af Højlunds Allé 21, spejderlejr i 1941 og Esbjerg Y-mens Club var blandt bidragene.

Indleveringerne til arkivet afspejler, hvad der tales om i andre sammenhænge: Foreningerne – og foreningslivet – er udfordret. Ved indgangen til 2023 havde vi ikke forestillet os, at et af de arkiver, der skulle hentes i årets løb, ville blive Esbjerg Folkedanserforening. For ikke så mange år siden stod foreningen for et stort og velbesøgt landsstævne her i Esbjerg, hvor hele byen stod i folkedansens tegn. Men det var dengang – medlemmerne var blevet ældre, musikken dyrere og tilgangen af nye og yngre deltagere udeblevet. Sådan er foranderlighed blevet en tilstand, som tilpasser og omformer vores kulturliv i hastigere og hastigere tempo.

Der blev også påbegyndt en større gennemgang og registrering af Jørgen Juhls negativer, ligesom vi fortsatte registreringen af de mange Paul Bølling negativer. Her havde vi bl.a. fokus på hans 24x36 negativer, der var anvendt i dagbladet Vestjyden. Arkivets frivillige fortsatte registreringen af Bøllings 6x9 negativer. Det lykkedes også næsten at afslutte digitaliseringen af Knud Rasmussens negativsamling, ligesom vi forsatte digitaliseringen af arkivets hvilende billedarkiv.                                                                                                                             

Formidling

Hvad arkivet indsamler af viden gennem afleveringer og kommunale arkiver skal gerne formidles videre til borgere og andre interesserede.

Det sker på mange forskellige måder, dels gennem arkivets egne kurser og foredrag, dels gennem henvendelser udefra om foredrag, byvandringer eller andre former for guidede ture.

Arkivets formidlingstilbud kom i gang og blev vel modtaget. På opdagelse i din kommune Esbjerg samt Mit Esbjerg var i gang både i foråret og i efteråret med Annelene Vestergaard i spidsen – seks kursusgange pr. kursusforløb. Der arrangeres kurser og foredrag i samarbejde med Sydvestjysk Egns- og Slægtshistoriske forening (SESF). Arkivet afholder offentlige byvandringer, og særlig opmærksomhed samlede sig om de kombinerede foredrags- og busture på havnen, som kunne vise nyt fra tur til tur.

Krigen i Ukraine præger aktiviteterne på Esbjerg Havn – bl.a. de større udvidelser, som havneområdet gennemgår. Modsat hvad man måske ville tro, er det stadig muligt at komme rundt på hele området, selv om der er opstillet alt tænkeligt krigsudstyr. Her har deltagerne i én af havneturene dog fået en pause i ét at de fredelige områder på havnen.
Foto: Jørgen Dieckmann Rasmussen. EBA 110880-076

En aktivitet, som er slået specielt igennem i 2023, er Arkivet i den åbne Skole. I samarbejde med Kolding og Københavns stadsarkiver har Esbjerg Byhistoriske Arkiv deltaget i et projekt om Arkivet i Den Åbne Skole, som A. P. Møller-Fonden har støttet gennem tre år. Projekt skulle skydes i gang samtidig med, coronaen bredte sig, hvilket ikke var det nemmeste vilkår at arbejde med projektet på. Vores kontakter med skoleverdenen var måske heller ikke optimale ved projektstart, men i gang kom vi og erkendte hurtigt behovet for pædagogisk hjælp og lærererfaring udefra. Det førte til ansættelse af Josefine Vinge Ruth, der er lærer med hovedfag i historie og har en universitetsgrad i pædagogik. Hun havde de pædagogiske forudsætninger for at føre historien ud i folkeskolen og fange såvel lærere som elevers interesse i de lokale kilder i arkivets samlinger.

Besættelsestiden er et af de obligatoriske folkeskoleforløb i historie, og også et emne, de fleste folkeskoleelever er interesserede i. Nogle af de stærkt personlige kilder fangede elevernes opmærksomhed.

Brev fra modstandsmanden C. R. Tranum til vennen Eigil, skrevet i Esbjerg Arrest i 1943, gemt foldet sammen og puttet ind i en fuge for først at blive fundet i 2012.
Foto: EBA78045-109.

Projektforløbet som sådan var afsluttet omkring 1. november, så der blevet lavet et ekstra tilbud til indskolingen. Samlingssalen blev derfor omdannet til Nissehule. Det var MEGET velbesøgt, og der er set både julemænd og nisser derinde. Eleverne blev også orienteret om gamle traditioner som f.eks.  julekort, hvilket skete samtidig med, at PostNord tog livet af det klassiske frimærke.

På grund af en ansøgning om et års orlov fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv er bemandingen besluttet omlagt det næste årstid, så Arkivet i Den Åbne Skole fortsætter og finder forhåbentlig i den tid nyt, fremtidigt fundament.

Har I været på besøg i Esbjerg Byhistoriske Arkiv, når børnene er her, hører man mange glade børnestemmer. Arkivet er tilført en ny dimension.

I forløbet om jul blev der bl.a. talt om julemad og alle de juletraditioner, der forbindes hermed. Arkivnissen havde nemlig gemt en konvolut med en gammel opskriftbog fra 1909, hvor blandt andet findes en opskrift på pebernødder.
Foto: Torben Meyer. EBA Q29171-041.

 

Formidling i tal

Besøgende på læsesal                                                1.255

Forespørgsler (mail og telefon)                                 1.825

Deltagere i arkivets arrangementer (minus skoler)   2.092

Undervisningsrelaterede arrangementer                       990

EBAs deltagelse i andres arrang. (antal delt.)            2.081

I alt                                                                              8.243

 

Digitalisering

De fleste af arkivets brugere ser vi dog ikke fysisk. Fotos og arkivalier er velegnede til digitalisering, så der investeres megen tid og mange kræfter i dette arbejde.

Arkivets ca. 35 frivillige møder flittigt op, enkelte af dem op til fire gange om ugen, andre kommer én gang om ugen og taster f.eks. oplysninger fra protokoller ind i databaser, identificerer fotos eller arkiverer udklip. F.eks. er store dele af fotograf Peter Nissens negativarkiv blevet gjort søgbart og dermed tilgængeligt takket være frivillig arbejdskraft, men de ca. 1.000.000 negativer digitaliseres kun på efterspørgsel.

Indtastningerne kan føre mange henvendelser med sig fra både ind- og udland, men de klares som regel med digital distance-betjening.

Danskere har meget forskellige interesse – en nordjyde, som kontaktede os i 2023 var meget interesseret i turistbusser. Han havde fundet ud af, at Esbjerg-firmaet Østergaard-Vejvad byggede mange turistbusser til danske busselskaber, og dem var han interesserede i at se og få billeder af. En af dem var denne Volvo, som Helsingør Turisttrafik fik leveret i juni 1966. 
Foto: Peter Nissen. EBA 115203-042.

Sideløbende med de frivilliges mange indtastninger arbejdes der med digitalisering af fotos og video. Ved årets udgang var der blevet registreret 13.497 fotos i Fotoweb og godkendt 11.135 fotos. Nogle af arkivets brugere følger aktivt med i nypubliceringer af billeder og byder gerne ind med en rettelse eller supplerer med et navn, hvis de ser ufuldstændige eller manglende oplysninger.

For at kvittere årets givere for at tænke på os sluttede privatarkivsektionen af med en aktuel udstilling med titlen: Fra alle jer til os – 2023. Udstillingen, som var udarbejdet af Lars Brockhoff Hyldahl og Stig Kongerslev Pedersen, viste et udsnit af arkivalier og fotos, som var indleveret i løbet af 2023. Den åbnede i forbindelse med »Nytårskuren«.

ArkivNyt er arkivets digitale nyhedsblad, der tilstræbes udgivet fire gange om året. På grund af arbejdspres blev det kun til to numre i 2023, men til gengæld var på flere sider end sædvanlig.

Esbjerg-kalenderen er en sikker, årlig udgivelse fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv, som arkivar Lars Hyldahl Brockhoff står for. Udgaven for 2024 kom i oktober måned 2023 og rummede »nyheder« fra 1924, 1949, 1974 og 1999. Den sælger i 700 eksemplarer og bruges i mange familier som mandelgave. Et par nye bøger kunne arkivet desuden bidrage med. Ole Troelsen afsluttede sit arbejde med bogen om skulpturgruppen Mennesket ved Havet – han skrev bogen fra en hel unik position, idet han er den eneste fra den oprindelige projektgruppe, som stadig er i live. Bogen blev meget vel modtaget og gav et førstehånds indblik i, hvordan Esbjerg fik sit moderne og meget visuelt vellykkede vartegn.

Onsdag den 16. august 2023 kl. 16.00 åbnede Asger Varming sin boghandel for signering af Ole Troelsens bog Mennesket ved Havet. Ole Troelsen fik to travle timer med kuglepennen.
Foto: Jørgen Dieckmann Rasmussen. EBA Q28727-076.  

 

Statistik over digitale data

Tilgangen til arkivets samlinger er fortrinsvis digitale henvendelser.

Til registrering anvender Esbjerg Byhistoriske Arkiv bl.a. Arkibas/arkiv.dk, hvor arkiv.dk er den digitale indgang.

Esbjerg Byhistoriske Arkiv havde 1.559.818 visninger på arkiv.dk i 2023. Det svarer til lidt over 4.374 søgninger om dagen. Det hyppigst søgte billede var Holger Bundgaards foto af Vera og Oluf Nyrup Rasmussen, der stolt holder et portræt af sønnen Poul Nyrup Rasmussen op for fotografen. Det havde 3.093 danskere søgt på.

Dette foto i Esbjerg Byhistoriske Arkivs samlinger havde flest søgninger i 2023: 3.093.
Foto: Holger Bundgaard. EBA 92925-410.

Af arkivalier var A2036 de mest efterspurgte med 1.325 visninger. A2036 er arkivfondsnummeret Selskabet Børnenes Vel, Esbjerg fra perioden 1902-1981. Arkivet fylder over 30 arkivhyldemeter og skal derfor ses på arkivets læsesal.

Alle digitale filer (herunder video og digitaliserede film) opbevares i Fotoweb, der trods navnet også indeholder digitaliserede lydbånd. Af samme grund kaldes denne blok på hjemmesiden EBA Mediearkiv, og derfra er digitaliseringerne tilgængelige via arkivets hjemmeside, når de er blevet registrerede og godkendt.

Via ydersiden blev der foretaget 42.856 søgninger via Esbjerg Byhistoriske Arkivs hjemmeside, og det mest populære søgeord var DGI. Den store udstilling i 2022 og opkoblingen af historiske data via DGIs hjemmeside har kastet frugt af sig.

 

§7-sektionen – afdelingen for offentlige arkivalier

Arkivets §7-sektion arbejder med både analoge og digitale arkivalier. De analoge arkivalier er fortrinsvis papirbaserede og fortrinsvis fra tiden før 2007, hvor Esbjerg blev digital kommune, og digitale arkivalier fortrinsvis arkivalier efter 2007 med e-arkiveringsversioner af systemer fra tiden før.

Begge områder havde travlt i 2023. Den kommunale forvaltning er stadig afhængig af papirdokumenter, og mange henvendelser fra borgere skal også besvares på grundlag af oplysninger fra papirarkivalier. I begge tilfælde er det typisk de såkaldte egen acces-henvendelser – en forholdsvis ny bestemmelse i arkivloven [§39b]. Den giver borgere adgang til at se sager om sig selv eller få oplysninger meddelt fra arkivet, typisk f.eks. fra en børnesag. I 2023 modtog vi 89 egen acces-henvendelser, hvilket er en stigning på 40 stk. i forhold til 2022. Arkivarbejdet består i at finde sagerne frem, gennemlæse og screene dem inden udlevering til ansøgeren. Ofte er der længere telefonsamtaler med borgerne, enten for at få uklarheder ud af verden eller for at forklare, hvor borgeren måske skal søge videre. Esbjerg Byhistoriske Arkiv har nemlig ikke altid alt. I 2023 er der i alt anvendt 338 timer på besvarelse af denne type egen acces-sager.

Andre væsentlige borgervendte opgaver er ekspedition af afgangsbeviser fra Esbjerg Kommunes folkeskoler. 63 borgere anmodede om det. Enkelte andre borgere anmodede om dokumentation til brug ved ansøgning om tidlig pension/seniorpension, hvilke der blev brugt i alt seks timer på at besvare.

Endelig har Rigsarkivet og advokater fået ekspederet oplysninger fra folkeregisterkort, fortrinsvis i forbindelse med arvingeundersøgelser. I 2023 blev der ekspederet 29 anmodninger herom, hvilket der blev brugt 53 timer på at besvare.

Til den kommunale forvaltning blev der ekspederet sager og dokumenter fra ældre arkivalier, fortrinsvis personalesager, social- og arbejdsmarkedssager, hjælpemiddelsager, miljøsager, Køb & Salg-sager samt øvrige Teknik & Miljø-sager. Fra den kommunale forvaltning blev der modtaget i alt 246 bestillinger. Hertil kommer en række større forespørgsler/arkivundersøgelser fra borgere og den kommunale forvaltning, som vi modtog i alt 29 af i 2023. Størstedelen af disse forespørgsler var fra forskellige afdelinger under Teknik & Miljø. I alt blev der brugt 127 timer på disse forespørgsler.

Kommunale arkivalier er mange og svære at anvende, hvis ikke de er ordnet og registreret. Derfor må vi afsætte betydelig tid til ordning og registrering. I foråret blev ordning og etikettering af den ca. 200 hyldemeter store byggesagsaflevering, der var fortsat fra foregående år, endelig afsluttet. Herudover blev der gjort et større arbejde med sognekommunearkiverne. Arkiverne fra Bryndum Sognekommune og Jerne-Skads Sognekommune blev færdigordnet og registreret. Herefter blev ordning af arkiverne fra Sneum Sognekommune, Jerne Sognekommune og Guldager Sognekommune igangsat – et arbejde der fortsætter i 2024. Derudover blev der færdigordnet og registreret arkivalier fra Kommunikationscentret, Skjoldbo og Kommuneplan. I fjernmagasinet i Ribe blev der afsluttet en bevarings- og kassationsvurdering af personalesager fra gl. Ribe Kommune samt påbegyndt en sortering samt bevarings- og kassationsvurdering af sager fra Borgmesterkontoret i gl. Ribe Kommune. Endelig blev der gennemgået og registreret billeder fra Valdemarskolen, Hjerting Skole, Rørkjær Skole samt Pusterummet i Bramming.

Sideløbende med ordning af arkiverne blev der igennem 2023 løbende udført forskelligt magasinarbejde. I arkivet under rådhuset i Esbjerg og i fjernmagasinet i Ribe blev der foretaget større kassationsarbejder og klargjort arkivalier til permanent opbevaring. I sensommeren 2022 blev et ca. 1.800 hyldemeter stort nyt arkivmagasin under hovedbiblioteket taget i brug. Herved blev der mulighed for at foretage en stor omrokering og mere hensigtsmæssig placering af bevaringspligtige kommunale arkivalier i magasinerne.

Omrokeringsarbejdet foregik året igennem, hvor der blev flyttet store serier af arkivalier fra Skat samt forskellige amtslige institutioner. Største omrokering var dog tre serier kommunale byggesager, som efter at have været placeret i flere forskellige magasiner endelig kan samles i ét magasin. Det vil lette fremsøgningen af byggesager, som stadig forekommer ofte – trods digitaliseringen. Omrokeringsarbejdet vil fortsætte i det kommende år.

Selv om Esbjerg Kommune blev digital kommune den 1. januar 2007, dukker der stadig papirarkivalier op rundt omkring i kommunale afdelinger og institutioner. 26 flyttekasser arkivalier kom f.eks. fra Rørkjær Skole og 16 flyttekasser fra Præstegårdsskolen. Der var tale om supplerende afleveringer til tidligere aflevererede arkivalier fra de to skoler. Sidst på året modtog arkivet 12 flyttekasser arkivalier fra Tobakken. Herudover blev der modtaget arkivafleveringer af varierende størrelse fra Myrthue/Midtgård, Byggeri, Sekretariatet Teknik & Miljø, Park & Mobilitet, Industrimiljø, Tjæreborg Skole, Kultur & Fritid, Kvaglundskolen, Vitaskolen og Lønservice.

I §7-sektionens e-arkiv blev der i løbet af 2023 modtaget 22 arkiveringsversioner fra Esbjerg Kommune og de samarbejdskommuner, som arkivet løser e-arkivopgaver for. Det mest iøjnefaldende arkiverede system var EG Sensum Bosted, som fylder 11,2 TB og indeholder 3 mio. dokumenter. Denne arkiveringsversion er den næststørste arkiveringsversion, som endnu er modtaget af Esbjerg Byhistoriske Arkiv – den største fylder 13,2TB. Ud over modtagelse af arkiveringsversioner var en anden hovedopgave test og godkendelse af nye samt allerede modtagne arkiveringsversioner. I løbet af året blev i alt 32 arkiveringsversioner godkendt, mens syv arkiveringsversioner var i forskellige faser af test ved årets udgang.

I årets løb var der flere forskellige projekter og opgaver for e-arkivet, hvoraf nogle strækker sig ind i 2024. Det største projekt – Datagenskaberen –  som genskaber data fra arkiveringsversioner, blev fortsat udviklet og justeret løbende efter den endelige release i december 2022. Den største modultilføjelse gjorde det muligt for Datagenskaberen at håndtere arkiveringsversioner efter bekendtgørelse 342, dvs. arkiveringsversioner t.o.m. 2010 og tidligere. Når det nye modul er færdigtestet og optimeret, sikrer det, at de to originale værktøjer, SIGA og RecallIT, endeligt kan udfases. Herefter vil Datagenskaberen fungere som en samlet søgeindgang for alle arkivets godkendte arkiveringsversioner, hvilket skaber et optimeret flow for fremsøgning af data og dokumenter.

Arkivets strategi for opbevaring af digitale arkivalier, som består af Optical Disc Archive (SONY), LTO-3 magnetbånd, og Microsoft Azure (opbevaring i skyen), blev fortsat rullet ud i løbet af året. Når strategien er færdigudrullet, vil den omfatte og håndtere alle godkendte arkiveringsversioner for både Esbjerg Kommune og samarbejdskommunerne. Det skal også nævnes, at der året igennem blev arbejdet videre med programmering af forskellige scripts og programmer, som kan understøtte og optimere e-arkivets funktioner og testpraksis. Endvidere blev der i løbet af året arbejdet videre på projektet med tilgængeliggørelse af trykte, indskannede byrådsprotokoller. En publicering forventes påbegyndt i løbet af det nye år.

2023 viste en stigning i antallet af forespørgsler til e-arkivet, hvor oplysningerne skulle søges frem via arkiveringsversionernes data og dokumenter. I løbet af året blev der således foretaget i alt 99 søgninger i arkiveringsversioner fra Esbjerg Kommune. Størstedelen af disse søgninger blev foretaget i arkiveringsversionerne af systemerne NetsagBorger/Bedste Praksis, eDoc og KMD Care. Juni måned var måneden med fleste søgninger. I alt blev der søgt i 16 forskellige arkiveringsversioner fra Esbjerg Kommune. For samarbejdskommunerne blev der foretaget i alt 46 søgninger. De fleste af disse søgninger var i systemerne KMD Care, TabulexTea og PP Data System, og november var måneden med de fleste søgninger. I alt blev der søgt i 14 forskellige arkiveringsversioner for samarbejdskommunerne.

Afslutningsvis skal det nævnes, at §7-sektionen i løbet af året fik en personalemæssig opnormering på grund af tilgang af opgaver. Beløbet gjorde det muligt at tilføre det analoge område med en fuldtidsstilling, bl.a. til varetagelse af egenacces-sager, samt 13,5 timer til e-arkivassistentstillingen, som hidtil har været en halvtidsstilling. Pr. 1. december 2023 tiltrådte Susan Vestergaard Vedstesen den nyoprettede stilling som arkivassistent.

 

Foto, film og lyd

Esbjerg Byhistoriske Arkiv har siden 1976 haft ansvaret for den kommunale fotografafdeling. Oprindelig var museerne med i ordningen, men deres træk på ordningen er over årene aftaget meget. Brugere af tiden er i stedet Kommunikationsafdelingen og de kommunale direktørområder, som i stigende grad brug video-produktioner til medarbejderinfo og borgerkommunikation. Det er fotograf Torben Meyer, som står for det tekniske ved disse produktioner.

Som eksempel på sådanne opgaver kan nævnes film vedr. tidlig opsporing af sygdomstegn, film om onboarding for Personale og udvikling, før-foto/film fra Byparken, rekrutteringsfilm for Park & Mobilitet, foto/film vedr. Fritidsjobmesse, rekrutteringsfilm for sygeplejersker, film til Idrætsfesten 2023, film til IT e-læring for IT og film vedr. Brammings byfornyelse.

I løbet af 2023 har Teknik & Miljø fået lavet fotos og film af alle de steder, hvor kommunen har udstykket nye byggegrunde.

En anden væsentlig opgave har været at dokumentere arrangementer og events. Som et lille udpluk kan nævnes Festugen, Billedkunstens Dag, Idrætsfesten 2023, underskrivning af Klimapartnerskab med forskellige firmaer i Esbjerg Kommune.

Besøgende på Korskro Hestemarked den 7. maj 2023.
Foto: Torben Meyer. EBA Q28451-041.

Der er løbende været bestilling af fotos til diverse pressemeddelelser som Foto til OplevEsbjerg.dk,

  • Motorcykeltræf
  • Besøg af undervisningsministeren
  • Korskro Hestemarked
  • Nationalpark-/Marbækdag
  • Byudviklings projektet Det Internationale Kvarter,
  • Bio By Night
  • Kultursamtale
  • Esbjerg Kommunes Feriefond
  • Open Water Esbjerg
  • Vestkystløbet
  • Bazardag i Portalparken.

Film og fotos fra sådanne aktiviteter kan ses i arkivets billedsamling på arkivets hjemmeside.
Se billeder her.

For Esbjerg Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum er der f.eks. affotograferet værker til publikationer og pressemeddeler eller værker, som museerne har skullet låne ud.

Fotografdelingen står desuden for digitalisering af arkivets ældre negativsamling. Fotograf Brian Kristensen arbejder især på dette område og har også ansvar for de ældre negativsamlingers ve og vel. I 2023 er 10.346 negativer blevet digitaliseret, og 291 nyoptagelser føjet til. Også fotograf Torben Meyer løser opgaver for Esbjerg Byhistoriske Arkiv som f.eks. fotodokumentation af nedrivning af bygninger og opførelse af bygninger og andre, fysisk synlige forandringer i kommunen. Desuden registrerer han egne optagelser i arkivets fotoarkiv, laver teknisk tjek at indlevere digitale fotos til arkivet med henblik på arkivering. Også arkivering af video, der er blevet digitaliseret, hører under hans arbejdsområde.

Fotografafdelingen har desuden udført diverse fotoopgaver for Ribe Byhistoriske Arkiv, som er en afdeling under Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Dets arbejde med fotografi fremgår af arkivets egen beretning.


Arkivets Hjemmeside

Der har været 8.767 besøg på arkivets hjemmeside i 2023 – heraf 3.900 unikke besøgende, og 167 er tilbagevendende besøgende (dvs. besøgende, som har anvendt cookies og vender tilbage derfra. Hvis cookies er slettet eller pågældende benytter en anden browser eller enhed, tæller det som en ny bruger). Der har været 24.443 sidevisninger.

 

I statistikmodulet vises 8.509 besøgende i 2023. Det største antal besøgende – 97,1% - kommer fra Danmark, 0,7% fra USA, 0,3% fra Norge, 0,3% fra Tyskland, 0,2% fra Norge, Holland, England, Færøerne og Spanien og resten fra blandt andet Canada, Frankrig, Thailand og Grønland.

3.677 besøgende har valgt siden direkte, 3.929 via søgemaskiner, 70 via sociale medier (Facebook) + 465 via eksterne henvisere (blandt andet esbjergbibliotek.dk, esbjerg.dk, rba.esbjergkommune.dk, aula.dk, bondebisseborger.dk).

Gennemsnitlig besøgsdybde (dvs. hvor mange sider har den enkelte besøgende set): 2,97 sider (42,3% har set en enkelt side, 26,4% har set 2 sider og 3,7% har set 10 sider og derover).

Gennemsnitlig besøgslængde 4,18 min. (lavest i maj med 3,36 min. og højst i november med 5,26 min.).

 

De ti mest populære sider

Forside: eba.esbjerg.dk
Søg i samlingerne: eba.esbjerg.dk/soeg-i-samlingerne
Søgeresultat: eba.esbjerg.dk/soegeresultat
Det sker: eba.esbjerg.dk/det-sker
Personer: eba.esbjerg.dk/soeg-i-samlingerne/personer
Foto, film og lyd: eba.esbjerg.dk/soeg-i-samlingerne/foto-film-og-lyd
Begravelsesprotokoller: eba.esbjerg.dk/soeg-i-samlingerne/personer/begravelsesprotokoller
Bygninger og gader: eba.esbjerg.dk/soeg-i-samlingerne/bygninger-og-gader
Webshop: eba.esbjerg.dk/webshop
Borgerdatabaser: eba.esbjerg.dk/soeg-i-samlingerne/personer/borgerdatabaser

 

Søgedatabaser

Søgedatabaserne har haft 49.506 besøg. Flest i marts 2023: 9.861 besøg. Der er foretaget i alt 36.254 søgninger.

De ti mest populære søgesider

Begravelsesprotokoller 1884-1999: 2.815 søgninger
Borgerdatabase 1899: 2.709 søgninger
Borgerdatabase 1924: 2.682 søgninger
Borgerdatabase 1914: 2.611 søgninger
Borgerdatabase 1919: 2.607 søgninger
Borgerdatabase 1917: 2.599 søgninger
Borgerdatabase 1909: 2.593 søgninger
Borgerdatabase 1912: 2.588 søgninger
Borgerdatabase 1904: 2.578 søgninger
Borgerdatabase 1906: 2.572 søgninger

Herefter kommer bl.a. skattebøger, mandtalslister; Kromanns og Peter Nissens negativprotokoller.

I begyndelsen af året var størstedelen af søgningerne almindelige søgninger (dvs. der søges på tværs i alle databaser). Dette har hen over året ændret sig til, at de fleste søgninger begrænser sig til specifikke kilder.
 

Afslutning

Som nævnt tidligere blev 2023 sluttet af med den såkaldte »nytårskur«, som samler op på arbejdsåret, vi forlader, og lægger op til det nye år, dvs. 2024.

Arkivar Lars Hyldahl Brockhoff viser rundt i årsudstilling 2023 ved Nytårskuren den 28. december. Omkring 150 personer deltog i arrangementet.
Foto: Brian Kristensen. EBA Q29268-037.

Apropos 2024: Det bliver året uden »nytårskur« – »kuren« i 2023 blev den sidste i den form, som vi har kendt den i snart 20 år. Ved budgetlægningen i 2023 blev det nemlig besluttet, at kulturinstitutionerne i Esbjerg Kommune fra 2024 holder lukket mellem jul og nytår. Det bliver ikke den eneste lukkedag/-periode i 2024, for fredagen efter Kristi Himmelfartsferie bliver også lukkedag, og dertil kommer fredagen efter Store Bededag, som regeringen har taget sig af.

Næste »Nytårskur« bliver altså på et tidspunkt i januar 2025 – datoen er ikke lagt fast endnu, for der er længe til, men bare rolig: Den skal nok komme.