Ole Nygaard Kristensens erindringer. Læredreng på havnen i Esbjerg

Afskrift af Ole Nygaard Kristensens erindringer, udarbejdet i 2013.

Læredreng på havnen i Esbjerg

Jeg kom i lære som maskinarbejder i Esbjerg i 1963, jeg husker tydeligt at min far, der var købmand i Esbjerg, gik med mig hen til N. N. Nielsens Maskinfabrik for at spørge om jeg kunne komme i
lære hos dem. Han havde ikke taget sin hvide kittel af, så den flagrede i vinden.

Maskinfabrikken lå kun ca. 50 meter fra min fars købmandsbutik på hjørnet af det daværende Havnegade og Peder Skramsgade, men det skulle vise sig at det var en helt anden verden, der åbenbarede sig for mig. Der var slet ikke tradition i min familie for at være håndværker; både min storesøster og min storebror havde
gået på handelsskole. - Min mors familie i Hvide Sande var fiskere og min fars bror i Vejle var bager. - Jeg havde planer om at blive maskinmester og komme ud at sejle på de store have.

Min far havde ikke meget værktøj, han havde en bøjet skruetrækker og en knækket hammer. Skruetrækkeren var blevet bøjet fordi han brugte den til åbne appelsinkasser med, det var den ikke egnet til! - Hammerskaftet
var brækket og klistret sammen med isoleringsbånd.

Om værkstedet
Værkstedet var ejet af Ejnar Nielsen og Georg Erlandsen. Ejnars far var ejer og Georgs far var mestersvend, så drengene blev enige om at gå i kompagniskab. - Firmaet var forhandler af motorerne fra Tuxham i København. Tuxham havde, da jeg kom i lære, stoppet med produktionen. Der var dog stadig mange motorer tilbage på
Esbjerg havn, som skulle vedligeholdes. Det var både glødehovedmotorer, de såkaldte semi-diesel motorer og
dieselmotorer. Dieselmotorerne sad dog mest i færøske trawlere.
Trawlerne kom til Esbjerg ca. en gang om året og så skulle de have den årlige vedligeholdelse og eftersyn, som kaldtes stempeltrækning.

Nielsen var mest hjemme på værkstedet og Erlandsen kørte ofte på havnen for at skaffe mere arbejde. Det var Nielsen, der var den dygtige håndværker og det var mest ham, der lærte os op i maskinerne. Erlandsen var nok den mere kreative type, der kunne finde på tingene. Det var ikke altid lige godt, for det skulle altid gå stærkt og så måtte det nogle gange laves om.

Værkstedets indretning
Maskinværkstedet, jeg startede på, var bygget i 1912 og var gammeldags indrettet. Der var oppe under loftet en
transmissionsaksel, som mange af maskinerne var sluttet til. Der var fire rum i værkstedet, en smedje med esse, ambolt, svejseværk og slibemaskine, hovedrummet, et lager og et kontor, hvor mestrene holdt til. 

Hovedrummet på fabrikken var et rum med filebænke langs væggen med vinduer. Der havde hver medarbejder sin egen skuffe med personligt værktøj. Der var flere maskiner i forskellige størrelser. Flere af dem var forbundet med transmissionsakslen under loftet. Der var en boremaskine, som kunne få automatisk tilspænding, det vil sige at den kunne sættes til selv at arbejde sig ned i materialet. - Der var en stor drejebænk, ca. 6 meter lang, der blev brugt til at dreje topstykker og-stempler af. Det var hårdt arbejde, for det var store ting. Man skulle bruge taljer for at få dem på plads. - Systemet med transmissionsakslen fungerede på den måde at hver maskine var forbundet med akslen med brede remme til en remskive, der løb frit. Altså ikke sat fast på akslen med kile.

Når man skulle starte maskinen flyttede man remmen med en lang træstang, der var monteret, så den kunne skubbe til remmen, så den flyttede over på en skive, der sad fast på akslen. Så kunne maskinen begynde at dreje rundt. - Den store drejebænk var lidt besværlig at dreje på, den drejede nemlig konisk, så man måtte give tværslæden et lille nøk for hver omgang når man skulle langsdreje.

Udover smedjen og fabrikshallen, var der et lille lager til færdigvarer og specielle materialer. Det sidste rum var mestrenes rum, en slags kontor. Der var to mestre Ejnar Nielsen og Georg Erlandsen.

Opgaverne
Som yngste læredreng havde man de opgaver, man blev sat til og det var altid de mindst interessante. - Når dagen begyndte, skulle Jeg altid starte motoren til transmissionsakslen, så den var klar til at trække maskinerne. Om eftermiddagen, når arbejdet var slut, skulle der fejes. Man fejede selvfølgelig først ved den maskine man havde stået ved eller på sin egen arbejdsplads, og så siden i resten af værkstedet. Hver morgen skulle vi skrive arbejdssedler for, hvad vi havde lavet dagen i forvejen. Om lørdagen skulle gaden fejes og gården med perlegrus rives, det var også yngste læredrengs opgave. Til Jul skulle der være ekstra pænt, der hjalp vi hinanden alle sammen med oprydningen. I smedjen måtte essespydet og esseskovlen ikke
ligge over kors, så ville Djævlen komme og smede i Julen. Jeg tror nu nok at der bevidst var sagt det modsatte, for Jeg sørgede altid for at de to stykker værktøj lå over kors i essetruget og der var aldrig spor af unormal aktivitet, når vi kom tilbage efter helligdagene.

Sjove historier
Engang kom Erlandsen hjem fra havnen på sin Vélo Solex med en pakke under armen. Jeg fik besked på at tænde op i essen. Pakken han havde under armen viste sig at indeholde fisk, der skulle steges i essen. Det var "daps", lufttørrede ising eller bakskuld. Da Jeg havde fyret op i essen, blev fiskene lagt i ilden pakket ind i våde aviser. Når så avisen var brændt væk, var fisken færdig. Den blev spist
ved ambolten ined lommekniv, et herligt måltid!

En anden gang efter Jeg havde været på teknisk skole i 6 uger, gav Erlandsen mig en drejeopgave, hvori der indgik en pasning. Jeg havde jo lige lært om pasninger i teknisk skole, så Jeg spurgte om det skulle være en H7 eller en J7 pasning. Svaret var: "Det ved Jeg sku ikke, den skal passe sådan her!" og så viste han med hænderne, hvordan pasningen skulle være.

Jeg havde fået realeksamen inden Jeg startede på læretiden. Det var ikke almindeligt dengang. Engang var der en ting. Jeg ikke vidste, så Jeg spurgte Erlandsen. Svaret var: "Det bør du da vide, du er jo eksamineret!"

Særlige oplevelser
Det var ikke alle steder det var lige populært at komme. Der var især en fisker alle frygtede skulle dukke op. Lad os bare kalde ham Jens, det hedder han ikke. Jens var såmænd en rar mand, men der var bare så beskidt på hans kutter, at ingen ønskede at komme ned til ham.

Der var engang vi skulle ned til ham og lave stempel trækning. Han kom en mandag morgen og så var vi klar over at vi ikke havde behøvet at tage en ren kedeldragt på. Jeg og en svend kom ned til ham og gik i gang. Han havde en 2 cylindret maskine. Når vi skulle arbejde en uges tid om bord, så var det rart at skipperen forkælede os lidt og lavede kaffe og nogle smurte snitter eller smørrebrød til os. Det gjorde Jens også og det fik vi også den første dag. Næste dag takkede vi nej, fordi vi skulle skrabe rande ud af kopperne med vores lommeknive og de var ikke just rene og hans personlige hygiejne var heller ikke i top. Inden middag kunne ingen se, at vi havde taget rent arbejdstøj på om morgenen.

En anden gang skulle vi ned til en skipper, der nyligt havde fået installeret en ny maskine, en Caterpillar, som de maskine hed, vi installerede. Han havde en ret gammel kutter og han havde ry for at være en hård hund både med regulator og skrue. Han havde en last industrifisk og så skulle han bare hjem og det kunne ikke gå hurtigt
nok. Han sejlede så hårdt at skottet mellem lastrum og maskinrum ikke kunne holde, så hele lasten af industrifisk eller skidtfisk røg ind til maskinen. Motoren skulle holdes i gang ellers kunne den ikke startes
igen. Det var mildest talt en særpræget oplevelse at komme ned til ham. Der var cirka 50° C i maskinrummet og så med al den halv- eller heldårlige fisk. Man var nødt til at få hele maskinen op på kajen og det
gjorde man så. Styrehuset blev taget af og maskinen blev løftet op med en stor kran. Vi var nødt at løsne alle fundaments boltene og alle forbindelser til skibsskroget. Det var vist meget farligt at arbejde i det
maskinrum på grund af gasserne fra fisken. Der kom et hold teknikere fra USA for at gøre maskinen ren og se den efter. Det måtte vi ikke gøre, alle bolte og skruer var plomberede. Det var kun certificerede teknikere, der måtte reparere Caterpillar.

Stille perioder
Når der var stille perioder på værkstedet, skulle der arbejdes til lageret. Så fik vi lejlighed til at fremstille alle de emner, vi producerede. Det var også i en stille periode, jeg lærte at slibe bor, en meget nyttig ting at kunne. Jeg fik simpelthen en stor kasse, der var fyldt med bor i alle størrelser. De skulle slibes så der kom to ensartede spåner. Jeg fik lært at slibe bor!

Rene kedeldragter
Det var en regel, at vi havde en ren kedeldragt på mandag morgen. Mine forældre boede til leje i en kommunal ejendom, så der var kun adgang til vaskehuset en gang om måneden. Mine kedeldragter blev renset. Jeg havde en aftale med et renseri, der lå overfor værkstedet. Jeg afleverede kedeldragten og fik den renset. Jeg betalte 5 kr. pr. gang. De brugte nok noget brugt rensevæske, det var også billigt dengang. Vi skulle jo selv anskaffe og rengøre vort arbejdstøj. I dag ville man nok få det stillet til rådighed af firmaet.

Lønnen
Fra l.april 1963 var lønnen for en lærling på 1. år 85 øre i timen og 95 øre når vi var på værkstedet. Det gav for 45 timer en ugeløn på 38,25 kr. når vi på skole og 42,75 Kr. når vi var på værkstedet! I det sidste år var priserne efter det samme skema 56,25 kr. og 96,75 kr. om ugen. Læretiden var 4 år og 4 måneder. Skoleundervisningen bestod af 11 ugers grundskole, "fileskole" kaldet og 3x6 uger på Teknisk Skole.

Stempeltrækning
Mandag morgen var det altid spændende, hvad dagen ville bringe. Nogle gange skulle der startes en stempeltrækning. Det var godt, så var der altid en uges samarbejde med en svend nede om bord. Der skulle samles værktøj sammen og det skulle transporteres ned på havnen. Firmaet havde ingen varevogn, så det hele skulle læsses på en trækvogn og så var det af sted på gåben.

Når vi havde fundet stedet, hvor kutteren lå, skulle det hele læsses over på den. Det var jo ikke sikkert den lå lige ved kajen og så måtte vi måske kravle over de andre både og måske forhale til et andet sted. Som oftest var læredrengene sammen med en svend. Det var svenden, der pianlagde hele forløbet, så der var arbejde til lærlingen hele tiden.

Jeg husker en gang, hvor vi også startede mandag morgen. Jeg var sammen med Egon, en kæmpestor smed. Vi startede med gå ned og se på fiskeauktionen, så gik vi på Sømandshjemmet for at drikke kaffe og cyklede vi ned til kutteren og gik om bord. Så var det blevet frokost tid, sådan cirka kl. 9.30, så vi skulle lige have en kop kaffe og stykke mad og have ordnet verdenssituationen. Jeg tænkte: "Skal vi da ikke snart i gang?". Det skulle vi så bagefter maden.

En stempeltrækning tog en uges tid, så der meget der skulle planlægges. Det viste sig at Egon havde brugt tiden til at planlægge hele ugens forløb for os begge og ugen kom til gå stille og roligt. Meget af det lærlingen skulle lave var: rengøring af topstykke, stempel og stempelringe. - Når topstykket var kommet af,
skulle stemplet hejses op på dækket, men først skulle det løsnes fra krumtappen. I den forbindelse var det lærlingens opgave at dreje svinghjulet, så krumtappen kom over i styrbords side så krumtapslejet
kunne skilles ad og underpanden kunne tages ud.

Krumtapslejer
Det var altid spændende om krumtapslejet var knust. Det var det ofte på de store maskiner med 130 hestekræfter på en cylinder. Det var sådan, at en dygtig skipper kunne høre, hvordan hans maskine havde det. Hvis han syntes, det kunne lyde til at krumtapslejet var knust, kunne han væde en uldsok i olie og lægge den indover krumtappen. Han kunne så "liste" hjem og få lejet ordnet uden at krumtappen blev ødelagt "brændt af'. Hvis man heldig var det kun belægningen af hvidmetal, der var krakeleret. Så skulle der "kun" støbes nyt hvidmetal i. Lejepanderne skulle hjem på værkstedet og ordnes.

Det gamle metal skulle smeltes af og det nye skulle smeltes i, det foregik i essen. Når det nye metal skulle støbes i, blev der lavet en opstilling ved siden af essen. Det havde vi særligt udstyr til. Vi havde en digel med to lange håndtag på, så der skulle være to til at støbe nyt lejemetal i panderne. Nu skulle lejerne drejes ud i
drejebænken eller bores ud som det også hedder. Det var en opgave Mester Nielsen tog sig af eller den ældste lærling.

I mellemtiden nede ombord på kutteren, havde svenden været i gang med at slibe krumtappen så glat som det var muligt. Det foregik med fil og smergellærred. Når svenden var tilfreds med overfladen på krumtappen, skulle den måles med skydelære eller mikrometerskrue.

Det var nødvendigt at give besked hjem til værkstedet til drejeren, der var i færd med at bore lejet ud, så han ikke tog for meget af. I praksis foregik det på den måde, at svenden fandt det middelmål der skulle
bruges og indstille den store skydelære på det mål og så skulle lærlingen transportere skydelæren hjem på værkstedet uden at den rykkede sig. Det vil sige op på kajen og op på cyklen og så gik det hjemad til værkstedet. Her kunne drejeren overføre målet til et spærmål, der så kunne gøre det ud for krumtappen.

Når krumtapslejet var boret ud skulle det ned på kutteren igen og det skulle tilpasses krumtappen. Det var en svær opgave især for lærlingen, for han skulle holde maskinen med krumtappen ude i siden, så svenden kunne
arbejde med lejet. Læredrengen blev ikke spurgt om han kunne klare det, det skulle han bare: ellers kunne svenden komme slemt til skade.

Nu skulle maskinen turnes, så der blev mærker hvor krumtappen trådte i lejet. Svenden skulle nu skrabe trædemærkerne væk med sin skraber. Den skraber, var et meget personligt stykke værktøj, der var
lavet af en kuglelejering, og svenden havde selv smedet den, så den passede til ham. Man sagde at man kunne låne en svends fyldepen og måske hans kone men aldrig hans lejeskraber! Lærlingen måtte skrabe
underpanden og skrabe i siderne. Dertil brugtes en gammel udslidt skraber, som var kasseret af en svend.

Tilbage til lejet; krumtappen skulle kun træde på 1/3 af lejet, og på den tredjedel skulle den træde
på ca. 75 %. Når lejet var skrabet skulle den ind i motoren igen og så skulle der turnes, det vil sige at lærlingen med håndkraft skulle dreje svinghjulet rundt. Det var hårdt arbejde. Til sidst skulle maskinen så turnes 10 gange rundt. Jeg har faktisk trådt et par bøgetræstræsko i smadder ved sådan en lejlighed. - Til at turne svinghjulet brugte man en stang, der kunne gribe om svinghjulets kant eller 2 stænger, der passede i huller på svinghjulet. Den ene stang var lidt bøjet, så man brugte dem skiftevis. På de store maskiner, var der ofte huller i svinghjulet. Når tilpasningen var færdigt blev lejet samlet igen og der kunne prøvekøres.

Tryktanke eller startbeholdere
Når en glødehovedmaskine skulle startes, skulle der bruges trykluft og antænding. Der var nogle mærker, der skulle passe sammen. En streg på cylinderen og en streg på svinghjulet. Stemplet skulle stå lidt over toppen, så den kom til at køre den rigtige vej.

Trykluften kom fra to beholdere, der stod ved siden af motoren. På cylinderen sad en startventil, der skulle aktiveres for at få motoren til at køre den første omgang. Til antændingen brugtes en lille
krudtladning, en såkaldt "cigaret". Når cigaretten var antændt, sattes den op i toppen og maskinen var klar. Man "slog et slag", det vil sige at man åbnede ventilen og slap trykluft ind oven på stemplet. Så skulle
motoren helst gå i gang ellers måtte processen gentages. Når motoren kørte godt, skulle trykket i startbeholderen genetableres. Det var så motorens udstødningrder blev brugt-til det. De skulle pumpes op til 8
BAR. Det klarede man ved at åbne startventilen og holde øje med manometeret. Der var to tanke, det var et sikkerhedskrav. Disse to tanke skulle trykprøves en gang om året og det foregik hjemme på
værkstedet. Startbeholderne blev afmonteret og fragtet op på land. De blev så afhentet af en vognmand, der arbejdede på havnen.

Når de var kommet hjem på værkstedet, skulle de trykprøves. Det foregik på den måde, at de blev fyldt med vand og forbundet med en pumpe. Når man pumpede lidt mere vand i beholderen, steg trykket. Trykbeholdere skal trykprøves til det dobbelte af arbejdstrykket.

Udstødningsrøret
Ved en stempeltrækning skulle udstødningsrøret som regel brændes ud. Det kom hjem på værkstedet sammen med tryktankene, når der nu alligevel var bestilt vognmand. Røret blev stablet op ude på gårdspladsen således, at det var understøttet hele vejen op. Det var jo lavet af kobber, så det blev blødt ved opvarmning. Når så røret var blevet stablet op ved hjælp af stiger, klodser og hvad vi kunne finde, blev der fyldt brænde ned i røret og hældt petroleum på. Vi havde jo sikret os at hullet forneden i røret vendte i vindretningen. Så blev det hele antændt med en stor gasbrænder og så skulle al soden i røret gerne brænde af også. Det gjorde det som regel
også. Det larmede meget og røret blev helt rødglødende. Det brændte ud og skulle så stå til afkøling til det var helt koldt, før det kunne flyttes.

Zinkklodser
Noget af det første arbejde, jeg blev sat til, var at bukke kobbertråd efter en model. Det var et øje og så et længere, lige stykke. Bagefter skulle øjerne fortinnes. Så skulle der bores huller i zinkklodser. Øjerne skulle loddes fast i zinklodserne.

Når en kutter kom på land skulle den synes af skibstilsynet. Noget af det første de kiggede efter, var zinkklodserne. Zinkklodserne var skruet fast til rorbeslagene og til skruens trykleje, altså det udvendige leje for
skruen. Zinkklodserne skulle tage virkningerne af den galvaniske strøm.

Den galvaniske strøm er et naturfænomen, der opstår mellem forskellige metaller.  Henne foran på skibet er der slået en kobberplade på skibets træ til ekkoloddet. Kobberet bliver den positive pol i det galvaniske element, der opstår, når metaller er forskellige steder i spændingsrækken er i kontakt med hinanden med en elektrolyt i mellem. Den negative pol bliver det metal der ligger lavere i spændingsrækken her det stål der er i rorbeslagene. Zink ligger lavest i spændingsrækken og derfor vil det tæres først. Elektrolytten er her saltvandet. Hvis zinkklodserne forsvandt, ville rorbeslagene og skrueakslen blive tæret. Hvis zinkklodserne var væk, skulle skrueakslen trækkes lidt ud, så skibstilsynet kunne se om der var tæring bag skruen. Det kunne godt blive en dyr løsning for skipperen at trække tiden ud, så han kunne risikere at skrueakslen var tæret og skulle
skiftes ud.

Skrueblade
Hvis zinkklodserne var væk, kunne det også være gået ud over skruebladene. De kunne være tærede eller være defekte, hvis et eller andet havde ramt dem. Når kutteren alligevel var på land, kunne man lige så godt få dem repareret. Så var det læredrengen, der skulle af sted med trækvognen til beddingen, for at hente skruebladene. De kom så hjem på værkstedet og blev så svejset op med messing. De blev autogensvejset det vil sige at man brugte ilt og gas og tilsatsmaterialet var en særlig messing, der let kunne smeltes. Det en krævede en kyndig hånd at lægge messingen jævnt og ensartet på.

Bagefter skulle de slibes med vinkelsliberen. Det larmede meget og det var ikke "moderne" at bruge høreværn, men det-skulle jo gøres. Det var meget vigtigt at skruebladene var ens, ellers blev der jo ubalance når de blev genmonteret på skueakslen og skulle fungere til at drive skibet frem. Efter slibningen blev de stillet op på armbolten i smedjen og målt op. - Skruen var en såkaldt stilbar skrue. Når man sejlede kunne man stille skruen således at man kunne få skruen til at yde mere eller mindre. Man kunne endda stille den så man bakkede
med skibet, så behøvede man ikke bakgear på motoren.

Kølevandsrør og rør fra lænsepumpen
Når der var en nyinstallation, skulle der altid fremstilles rør til kølevand og rør til lænsepumpen. - De gamle
semidieselmaskiner havde saltvandskøling, så derfor skulle der være rør direkte ud til havet. De skulle naturligvis fremstilles særskilt til hver maskine, der var ikke to rør der var ens.

Det var selvfølgelig svendens opgave at måle disse rør op og lave skabeloner. Skabeloner var lavet af tynde trælister og de havde ofte nogle mærkelige former. Rørene blev lavet af 40-50 mm kobberrør og de skulle jo fremstilles hjemme på værkstedet efter skabelonerne. Når sådanne kraftige kobberrør skulle bukkes, skulle de fyldes med tørt sand. Sandet skulle være tørt, for fugtigt sand ville udvide sig kraftigt, når røret blev varmet op til bøjning. Det tørre sand fik vi ved at gløde sand i den digel, vi også brugte til at smelte hvidmetal i lejerne og det var jo i essen vi glødede sandet.

Når sandet var glødet og kølet ned, skulle det jo i røret og der skulle være en prop i den ene ende. Den prop blev lavet af asbest, der den gang var lovligt at bruge. Når røret var fyldt med sand, skulle der jo også en prop i den anden ende. Den blev også lavet af asbest. Svenden skulle så i gang med at bukke røret og der måtte jo helst ikke være folder. Hvis der skulle være skarpe buk, kunne der godt være folder men så skulle de ligge regelmæssigt. Når røret så var bukket i den rigtige facon, skulle sandet så ud igen. Under hele processen var det lærlingens opgave at holde og hjælpe med. Der skulle også loddes en krave på. Det var en krave vi selv havde fremstillet. Det var som regel en af de ældre lærlinge, der havde drejet den på drejebænken. Inden den blev loddet, skulle man huske at sætte en omløber på, så røret kunne monteres rigtigt. Det var altid spændende at se, hvordan røret passede, når det kom ned om bord. Kraven blev loddet med sølvlodning, så det skulle være paskram. Der var nu altid høje kvalitetskrav på det værksted.

Om fiskerihavnen i Esbjerg
Da jeg begyndte at tænke på at skrive denne historie, slog det mig at det var halvtreds år siden jeg kom i lære som maskinarbejder i Esbjerg. Jeg kom til at tænke på at det er et stykke kulturhistorie, som nu er borte. Fiskerihavnen i Esbjerg havde i 1963 523 kuttere, hvoraf en stor del var fiskede fisk til spisebordet. Der var
1860 fiskere i arbejde på de kuttere og de bidrog med en væsentlig del til økonomien i Esbjerg. Man sagde, at der for hver aktiv fisker var der syv-otte andre familier, der var økonomisk afhængige af fiskernes
udbytte. Der var provianthandlere, som min far, vodbindere, fiskeindustriarbejdere, bankfolk, sagførere, reparatører, skibsbyggere, elektrikere, vognmænd og chauffører, fiskeeksportører med flere.

Der blev i bogen om Esbjerg Havn 1868 -1968, Danmarks port mod vest, skrevet at 36 % af de danske fiskefangster landes i Esbjerg. - Det er siden blevet ændret af flere årsager. - Der er ikke så mange fisk tilbage
i havet, mener havbiologerne. Der er på internationalt niveau, i EU f.eks., blevet aftalt fiskekvoter, der gør det næsten umuligt at skaffe sig udkomme i fiskeriet i Danmark. Priserne er faldet og der er store fiskefartøjer i gang i de danske farvande fra andre nationer. Danskerne fisker også andre steder, men det udstyr, der brugtes mens jeg var lære på havnen i Esbjerg er nu helt utidssvarende. Skibenes motorer er i dag helt anderledes højteknologiske dieselmotorer. Der har været mange, der har fået ophugningsstøtte og fiskerne har været nødt til at søge over i andre erhverv.

Afslutning
Jeg har haft meget nytte af min læretid på havnen i Esbjerg. Det var et godt lærested på flere måder. N. N. Nielsen var et værksted, der stillede store krav til medarbejderne. De skulle levere et godt stykke arbejde. Jeg lærte også at lave alting fra bunden og sammen med de høje kvalitetskrav, gav det en god bailast frem i tiden.

Da jeg lavede svendestykke, et stilbart vindejern, skulle jeg også leve op til de krav. På værkstedet så man meget gerne at man fik karakteren blev særdeles veludført, jeg fik "kun" veludført!

I min senere gerning som lærer, var det godt, at jeg kunne snakke med alle mennesker. Jeg har også brugt de håndværksmæssige færdigheder, jeg har erhvervet i min senere undervisning; dels i sløjdværkstederne på
skolerne, dels på aftenskoler, hvor jeg har undervist i stenslibning og sølvindfatning mange steder i landet.