Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Byrådsreferater 1943-1945

Den 9. april 1940 besatte den tyske hær Danmark. Efterfølgende indledtes et samarbejde mellem den danske regering og besættelsesmagten. Justitsministeriet beordrede de lokale myndigheder til at træde i forbindelse med besættelsesmagten. De efterfølgende forhandlinger foregik mellem den tyske kommandant over for enten politimesteren eller borgmesteren og kommunaldirektøren.

Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage efter at have afvist et tysk ultimatum, som blandt andet krævede dødsstraf for sabotageaktioner. Lokalt fortsatte samarbejdet mellem de kommunale myndigheder og besættelsesmagten. Tonen skærpedes dog fra tyskernes side. Besættelsesmagten fik f.eks. ret til at beslaglægge bygninger og inventar, hvilket gav borgmesteren og kommunaldirektøren en række besværlige forhandlinger.

For at informere byrådet om forhandlingerne nedskrev kommunaldirektør Hans Nielsen referater af disse, som efterfølgende blev udsendt til byrådet. Det første referat er dateret til den 27. september 1943 og omhandler forskellige beslaglæggelser. Referaterne fortsætter frem til den 24. april 1945. De giver et værdifuldt indblik i Esbjergs historie i de måneder af besættelsen og fortæller om, hvilke små og store sager, der blev forhandlet med besættelsesmagten om.

Selve referaterne stammer fra borgmester Laurids Høyer-Nielsens privatarkiv. Så det er nærliggende at antage, at rettelser og tilføjelser til referaterne er lavet af borgmesteren selv.

Læs referaterne her.

Referaterne findes også i en mere udførlig udgave i Svend Henningsens privatarkiv.
Disse referater kan downloades her.

For yderligere informationer om Esbjerg under besættelsen kan vi anbefale Svend Henningsen: Esbjerg under den anden verdenskrig, der udkom i 1955.

En anden fremstilling kan findes i 3. bind af Esbjergs historie: Havneby og storkommune, der omhandler Esbjergs historie mellem 1910 og 1998 og udkom i 1998.

Portræt af Hans Nielsen, der var kommunaldirektør i Esbjerg fra 1939 til 1946, hvor han blev udnævnt til kommunaldirektør i Aalborg. Under besættelsen stod han ofte for de vanskelige forhandlinger med den tyske besættelsesmagt. Han var født på Ærø i 1903 og blev uddannet til cand. jur. og polit. i 1935.