Kort tid efter oplyste Ejendomme, at arkivet i løbet af foråret skulle have skiftet linoleum i stueetagen bortset fra to rum, nærmagasinet og samlingssalen. Det ville umiddelbart betyde hel eller delvis lukning af læsesalen og flytning af udstillingsmontrer samt alt på hylder og i skabe, mens arbejdet stod på. Det kom til at præge maj og juni. Den 22. maj lukkede læsesalen på grund af renoveringen. Samtidig med gulvlægningen blev læsesal og lokalet til skiftende udstillinger malet.
Lukkeperioden fik også udløbere til 2. sal, hvor bl.a. Kommunearkivsektionen har sin hovedbase. I forbindelse med overgangen til en ny bevaringsstrategi for arkiveringsversion blev der i foråret 2019 besluttet en lokalerokade, så Frivilligesektionen og §7-sektionen byttede lokaler. Herved fik §7-sektionen let adgang til et ekstra rum til serverrum, og Frivilligesektionen fik med ekstra tekniske installationer mulighed for en mere hensigtsmæssig indretning og brug af lokalerne.
Som planlagt var gulvlæggeren færdig den 12. juni, men herefter fulgte tilbageflytning af møbler, opstilling af bøger m.m. samt en grundig rengøring. Den 24. juni åbnede arkivet for publikum i fuld skala igen.
Sideløbende med renovering af lokaler m.m. var budgetlægningen i gang. Den blev indledt med generelle besparelser, som skulle skaffe frirum til nye aktiviteter. Forslaget om en kraftig reduktion af arkivåbningstiden i Ribe Byhistoriske Arkiv blev købt, men senere viste der sig behov for mere for at kunne skabe et kommunalt budget i balance. Her poppede den største overraskelse op i slutningen af august, hvor det blev afsløret, at Esbjerg Lokalhistoriske Arkiv skulle fusioneres med Esbjerg Museum. I sig selv en interessant forslag, da ingen af de to nævnte fandtes som eksisterende organisationer i den virkelige verden. Ikke desto mindre blev forslaget vedtaget uændret i byrådet ved den 4. november 2019. Forslaget indebar ikke blot en fusion med Sydvestjyske Museer, men indebar også en flytning af Esbjerg Byhistoriske Arkiv til Sydvestjyske Museers udstillingssted, det tidligere Esbjerg Museum, og efterfølgende salg af arkivets ejendom Torvegade 47. Alt skulle afklares i løbet af 2020 med ikrafttræden fra 1. januar 2021. Forslaget overraskede ikke blot arkivets personale og brugere, men også offentligheden med en heftig mediedebat til følge.
Bortset fra det tilfælde, at arkivet brænde ned til grunden, kunne man vel næppe forestille sig meget mere kunne ske i løbet af et enkelt år.
Sideløbende med al denne forstyrrelse af de ydre vilkår for arkivets virksomhed fortsatte den almindelige virksomhed dog ufortrødent. Indsamlingsarbejde, registrering og publicering af registreringer fortsatte uændret, der blev lavet nyoptagelser med kamera og drone, digitaliseret og registreret en mængde negativer og positiver, modtaget, ordnet og registreret kommunale arkivalier, modtaget og godkendt digitale arkiveringsversioner. En del af arkivets ca. 50 frivillige tastede flittigt i projektet til rekonstruktion af Esbjerg Kommunes Folkeregister 1924-1945. Andre frivillige har taget sig af idrætsarkivalier fra DGI og øvrige idrætsforeninger og -sammenslutninger. På formidlingssiden blev der afholdt kurser og foredrag i samarbejde med bl.a. Sydvestjysk Egns- og Slægtshistoriske Forening (SESF) og Sydvestjysk Folkeuniversitet, På opdagelse i din kommune Esbjerg samt fortællerækken Mit Esbjerg med Gudrun Arnborg som leder gennemførtes forår og efterår, det blev til en enkelt kulturhistorisk cykeltur og en kulturhistorisk hverdagstur i Svenskekrigenes fodspor. Fire billedaftener gjorde os klogere på endnu flere Paul Bølling-billeder, hvor bl.a. en række hidtil ukendte billeder fra besættelsen dukkede op.
Den ydre uro forplantede sig ikke altså ikke indadtil, men måske fik lukkeperioden indflydelse på antal indleveringer. Det blev til 110 i 2019. Det er ikke højdespringeren i arkivets historie, men bag tallet gemmer der sig meget forskelligt i antal og omfang. Jo, vi har fået »postkort med velkendt motiv«, men vi tager glade imod dem. Og jo: Vi har også modtaget et stort fotografarkiv – Bent Medvind Sørensen har nemlig indstillet sin virksomhed som fotograf, og hans mange optagelser fra Esbjerg Havns udvikling og dokumentationen af Esbjergs offshore-historie ligger gemt her sammen med mange luftfotos af Esbjerg og nærmeste omgivelser. Vi har så småt taget fat på digitalisering og registrering af de ældste dele af hans arkiv, men det er et stort arbejde, som vil kræve mere end én regnvejrsdag at komme igennem, da der skønnes at være omkring en million optagelser i alt. Ved det indledende arbejde er der kommet mange spændende billeder frem – f.eks. har Bent Medvind fotograferet off-shore verdenen indefra, så vi får indblik i en ellers ikke tilgængelig verden, som allerede nu er historie. I afleveringen fulgte desuden alle optagelser til og acceptblanketter fra deltagerne i Bent Medvinds store 2018-projekt: Vi er esbjergensere.
En anden mindre, men absolut interessant aflevering var en scrapbog fra den deltager i vikingeskibet Hugins færd over Nordsøen i 1949 – et af de største turistfremstød i nyere dansk historie. Hugin medvirkede først i vikingespillede i Frederikssund, hvorefter det blev roet gennem Limfjorden ned langs Vestkysten til Esbjerg. Her lå det nogle dage, inden det krydsede Nordsøen under stor opmærksomhed fra medierne. Indtil nu har Hugins færd her i Esbjerg været bedst kendt fra Paul Bøllings fotografier fra udsejlingen og avisernes fyldige medieomtale. Scrapbogen åbner for besætningens oplevelse, og man kan bl.a. se nogle af de lokale »vikinger«, dir. Claus Sørensen og grundlægger af Claus Sørensen-koncernen. 70 år efter færden over Nordsøen fandt dette klenodie vej til Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

"Vikingerne" om bord på Hugin tilførte vikingetiden nye elementer som flaskeøl, konserves og solbadning.
Foto: EBA 95066-070.
Blandt afleveringerne var der mange personarkiver, bl.a. efter den kendte Hermod-gymnast Hugo Helsteen. Derudover er der modtaget forskellige firmaarkivalier som en regnskabsbog fra Hotel Kongen af Danmark 1894-1923, lærlingekontrakter fra smedemester Viktor Grønning, arkivet efter tiendeejerne af Bryndum Kirke samt arkiverne fra Bryndum og Gjesing gymnastikforeninger. I vid udstrækning er det lykkedes at få afleveringerne registreret i forlængelse af afleveringen, så de ikke henligger uregistrerede ved årets udgang.
Nogle projektansættelser har gjort registreringsmæssige indhug i nogle af de nyere og større fotograf-arkiver muligt. Det gælder bl.a. arkivet fra Holger Bundgaard, der var fotograf for Jyllands-Posten i en årrække, ligesom digitaliseringen af Bent Medvind Sørensens ældste negativer blev påbegyndt og registreringen ditto.

Tyra-Eastfeltet fotograferet fra søs af Bent Medvind Sørensen en januarnat i 1985. T.v. i billedet brændes der lavtryksgas af.
Foto: EBA 94784-073.
Også ældre fotografarkiver, f.eks. fra Gustav Jacobsen og William Revald, er i proces med digitalisering og registrering. Fra arkivets gamle negativsamling har negativer med personportrætter ikke været fremkaldt og registreret, men det arbejde har været i gang i længere tid og er ved udgangen af 2019 nået til efternavne med S. Efter digitaliseringen forsøges ved registreringen fotografens navn fundet, det originale negativnummer verificeret og indskrevet i databasen over den pågældende fotografs negativer, hvilket hjælper på både præcisering af motiv og datering.
Af positivbilleder er en større aflevering Paul Bølling-billeder fra besættelsen blevet registreret og digitaliseret. Ligeledes arbejdes der på at få de sidste positiver i den gamle positivsamling digitaliseret og Arkibas-registreret, så alt er søgbart og formidlet digitalt. Der er dog endnu et stykke vej til opfyldelsen af det mål.
Det store arbejde med både nye og gamle fotografier er kun muligt, fordi
Esbjerg Kommunes fotografafdeling er en afdeling under Esbjerg Byhistoriske Arkiv. På den måde er det ikke kun gamle optagelser, der arbejdes med, men også helt dagsaktuelle optagelser, da langt det meste af Esbjerg Kommunes behov for fotografier f.eks. dækkes ad den vej. Den ene fotograf er fortrinsvis beskæftiget med det arbejde. Den nærmeste samarbejdspartner er kommunens Kommunikationsafdeling, hvor fotografen efter aftale leverer fotos/droneoptagelser til brug for pressemeddelelser, info på de sociale medier, brochurer, nyhedsbreve og dokumentation. Fra år til år er opgaverne meget forskellige. En stor arbejdsopgave i 2019 var f.eks. fotografering til Esbjerg Kommunes nye hjemmeside, så ikke blot tekster, men også fotos er aktuelle. I andre sammenhænge er der blevet lavet droneoptagelser til hjemmesider og konkrete markedsføringstiltag. Som en udløber heraf har der været fokus på at optimere billedarkivet Fotoweb, så programmet også kan bruges til arkivering af video. Årets antal nyoptagelser er i den sammenhæng værd at nævne: 31.341 blev det til i 2019. I samme åndedræt skal det dog så også nævnes, at mindre end 1/4 gemmes for eftertiden.
Mens der ved nyfotografering tages langt flere billeder, end der gemmes permanent, forholder det sig modsat med skanninger: Hvad der skannes, indlemmes alt sammen i arkivets samlinger. I 2019 producerede fotografafdelingen 10.317 skanninger, som spænder over digitalisering af positiver og arkivalier til negativer af forskellige typer (glasplader i forskellige formater, s/h og farvenegativer). Hvis negativerne ikke digitaliseres, er de stort set utilgængelige, bl.a. fordi det for det utrænede øje er det svært at forestille sig det egentlige motiv.
Arkivets andet store område er de kommunale arkivalier, som både omfatter papir og elektroniske arkivalier. På papirområdet var nogle af arbejdsopgaverne i 2019 afledt af GDPR-bestemmelserne fra maj 2018. Arkivalier skulle opbevares under sikrere forhold. Det betød den endelige afvikling af kommunearkivsektionens store fjernmagasin på Skolebakken i Jerne. I løbet af 2018 var 3/4 af det ca. 250 hyldemeter store arkiv bestående af social- og arbejdsmarkedssager blevet pakket ned, flyttet og sat på plads i magasinet under Esbjerg Rådhus. I løbet af foråret 2019 blev den sidste del af arkivet flyttet til rådhusarkivet, hvilket markerede den foreløbige afslutning på de senere års afvikling af kommunearkivsektionens fjernarkiver. Den anden store specialopgave blev modtagelse og ordning af Esbjerg Lufthavns arkiv. I februar 2019 afleverede Esbjerg Lufthavn ca. 100 hyldemeter arkivalier fra 1971, hvor den nuværende Esbjerg Lufthavn blev etableret, til ca. 2015. Efter aftale med lufthavnen begyndte kommunearkivsektionen umiddelbart efter modtagelsen af afleveringen i foråret et omfattende bevarings- og kassationsarbejde efterfulgt af ordning, rensning og registrering. Ved udgangen af 2019 var størstedelen af arkivet fra Esbjerg Lufthavn færdigordnet.

Esbjerg Lufthavns arkiv blev ikke fløjet ind, men venligst leveret pr. bil af lufthavnens personale. Her det det dog arkivar Per Reszka Dybbro, der er ved roret.
Foto: EBA Q23848-041.
Ud over arkivet fra Esbjerg Lufthavn blev der året igennem modtaget afleveringer fra følgende kommunale institutioner og afdelinger: Vitaskolen (Vestervangskolen og Blåbjerggårdskolen), Signaturskolen (Tjæreborg Skole og Kvaglundskolen), Darum Skole/Darum Børneby, Nørremarkskolen, HR & Administration, Huslejenævnet & Beboerklagenævnet, Vej & Park, Plan, ETAC/Socialt Rehabiliteringscenter, Udviklingscenter Esbjerg samt det tidligere Områdekontor Jerne og Arbejdsmarkedsafdelingen.
En anden central opgave for kommunearkivsektionen var ekspedition i de kommunale arkiver. Der blev ekspederet til både den kommunale administration og til borgere. Ekspeditionerne til den kommunale forvaltning bestod fortrinsvis i fremfinding og skanning af dokumenter fra personalesager, børn- og ungesager, førtidspensionssager, arbejdsmarkedssager, miljøsager og andre Teknik & Miljøsager. Desuden blev der foretaget ekspeditioner i arkiverede IT-systemer, fortrinsvis ESDH-systemet eDoc. En stor del af ekspeditionerne til borgere var adgangssager, hvor borgere søgte om adgang til at se deres egne sager, fortrinsvis børne- og ungesager. Kommunearkivsektionens medarbejdere skal i den forbindelse ikke blot fremsøge sagen/sagerne, men også gennemgå og screene dokumenterne inden udlevering.
Ud over de allerede nævnte opgaver blev der foretaget et stort ordningsarbejde i sektionen. Det omfattede bl.a. arkiverne fra Bramming Kommunale Musikskole, Esbjerg Kulturskole, Ribe Kommunale Musikskole, Hjerting Skole, Vester Nebel Sognekommune og Bryndum-Vester Nebel Sognekommune. I sensommeren blev ordningen af en stor serie journalsager fra Bramming Kommune fra 1970-1989 afsluttet, hvorefter sortering og ordning af arkivet fra Darum Skole/Darum Børneby blev påbegyndt.
I kommunearkivsektionens afdeling for digitale arkivalier – e-arkivet – blev der året igennem arbejdet med modtagelse og tests af arkiverede kommunale IT-systemer. I 2019 modtog arkivet fem arkiveringsversioner fra Esbjerg Kommune: To misbrugsbehandlingssystemer for henholdsvis stofmisbrug og alkoholmisbrug samt tre arkiveringsversioner af et byggesagssystem med data fra henholdsvis 2013-2015. Godkendelsesfasen for alle fem arkiveringsversioner har dog strakt sig ind i 2020, så modtagelsesforløbet var endnu ikke afsluttet ved årets udgang. Esbjerg Kommunes to ESDH-systemer, Acadre og KMD-Sag, skulle begge have været arkiveret i 2019. Af forskellige årsager er arkiveringen af begge systemer imidlertid blevet forsinket – det ene system på ubestemt tid, mens det andet forventes leveret i løbet af 2020. Arkivet skulle desuden have modtaget en arkiveringsversion af Esbjerg Kommunes omsorgssystem i slutningen af december, men ændringer i sidste øjeblik betød, at afleveringen måtte udskydes til begyndelsen af januar 2020.
I tillæg til arkiveringsversionerne fra Esbjerg Kommune modtog arkivet i løbet af året 19 arkiveringsversioner fra arkivets samarbejdskommuner på e-arkivområdet. Arbejdet med modtagelse og test af de mange arkiveringsversioner betød, at projektet med migrering af data til nyt opbevaringsmiljø, som blev sat i gang i 2018, blev udskudt til 2020.
Digital formidling spiller stadig en central rolle i arkivets virksomhed, også ud over den digitalisering, der allerede er nævnt. Her tænkes der især på indholdstømning af arkivaliegrupper med mange personoplysninger. I den sammenhæng kommer de mange frivillige ind i billedet. Ca. 40 frivillige er i gang med at genskabe Esbjergs Folkeregister 1924-1945, som modstandsbevægelsen brændte af den 5. marts 1945, og i den forbindelse indtastes der folketællinger, kirkebøger, borgerlige vielser m.m. Arbejdet bringer andre interessante oplysninger for dagens lys. F.eks. nævner John T. Lauridsen i sin bog om Klatterup, at kvarteret ikke var »tynget« af kultur, og hvad dukker så op under indtastningen den 28. august 2019: En husmor og forfatterinde ved navn Caroline Amalie Kjeldsen (f. 1878), bosat Bag Teglværket 3, sidehuset! Indtil flere bøger har hun bag sig, men bortset fra adressen i Klatterup har hun vist ikke fundet sig en plads i litteraturhistorien.
I Esbjerg Byhistoriske Arkiv lægges der stadig vægt på »Det levende ord«. Grundtvig ville dog næppe have holdt sig tilbage fra at bruge teknologiske løsninger, hvis de havde eksisteret på hans tid og kunne have fremmet hans mål. Arkivet holder sig derfor heller tilbage for at bruge moderne teknologi, fordi vi på så mange måder kan stille arkivets samlinger til rådighed for en langt større kreds. Hverken geografi, kalenderen eller klokken begrænser den, for teknikken kører 24-07. Derfor er nogle nøgletal for hjemmesiden yderst interessante og relevante:
Hjemmesidestatistik 2019
Tallene taler for sig selv – kombinationen digital registrering og Google fører mange brugere ind en verden, de ellers næppe ville være kommet til. Derudover understreger tallene betydningen af at have tilgængelige samlinger døgnet rundt alle ugens dage. Esbjerg Byhistoriske Arkiv havde flest besøgende den 25. december 2019 – 10.301 – en lukkedag, og hvad skulle vi dog have stillet op med over 10.000 besøgende i vores lokaler og med den nuværende normering?
Herudover understreger konkrete og hyppige henvendelser i arkivets indbakke, hvor forandret arkivbruge er. F.eks. har amerikanske slægtsforskere stillet uddybende spørgsmål til oplysninger, fundet ved hjælp af Google, men de er nået imponerende langt på egen hånd. Og – viser andre henvendelser: Nogle af dem har fået smag på at komme på »besøg næste sommer«, som de optimistisk skrev i deres mail.
Salg af varer og billetter til aktiviteter flytter i stadig stigende omfang over til den digitale platform, så arkivet har god gavn af den webshop, vi har haft i adskillige år. Man fornemmer, at flere og flere ældre bliver fortrolige med at handle på Internettet. I 2019 er der indgået 390 bestillinger/ekspeditioner til i alt 106.544,60 kr. Det drejer sig hovedsageligt om billetsalg til arrangementer, hvor der er solgt 685 stk. Der er solgt 62 bøger og fire Esbjerg-kalendere 2020 i webshoppen. De mange nye kunder kommer bl.a. på grund af øget og målbevidst markedsføring.
Som ovenstående forhåbentlig giver udtryk for, har det ikke skortet med arbejdsopgaver og udfordringer i 2019, men alligevel er nye projekter blevet taget ind. Sammen med Myrthue blev et historieprojekt om formidling af grænsesti og genforening skudt i gang i eftersommeren 2019, så det kunne være klart til genforeningsjubilæet i 2020.
Et travlt år nærmede sig afslutningen. Den efterhånden gamle tradition med en »nytårskur« sluttede året af, og ca. 200 venner af arkivet mødte op for at slutte 2019 af og forberede 2020. Mange fremmødte spurgte interesseret til fusionen, men der var ikke meget at fortælle. På grund af regeringsskiftet midt på sommeren var kommunernes budgetplan blevet forrykket, og med en vedtagelse af det kommunale budget så sent som den 4. november 2019 skulle mange ting sættes i proces hurtigst muligt. Det blev kun til et par møder i arbejdsgruppen og et personalearrangement for de to personalegrupper med rundvisning i henholdsvis Esbjerg Byhistoriske Arkiv og Esbjerg Museum. Ingenting var derfor afklaret, da rådhusklokkerne ringede 2020 ind.