Vingernes historie

Hvem var her før os
Vort kvarter ligger dejligt op i et hjørne ved skoven, og med god beskyttelse imod vinden af de store træer på vore skovveje. Her er hyggeligt med både ældre og yngre huse imellem hinanden og brede græsrabatter langs vejene. Men hvem var her før os, og hvad er der foregået i vort område, før vi flyttede ind? Ja det er det følgende et svar på, og det er forhåbentlig en historie, der med tiden bliver udvidet med flere detaljer.

En oplysning kan det dog være rart at have med fra begyndelsen, og det er, at
vor jord har tilhørt det lille bonde- og fiskersamfund i landsbyen Strandby.

Landsbyen Strandbye
Familien Spangsberg fra Strandby Krogård er en kendt familie fra landsbyen Strandby.

Strandby Krogård set fra det nuværende Strandby Plads. Til højre i billedet skimtes familien
Christen Christensens gård.

Den jord, som vi har opbygget vort kvarter på, har i over 100 år tilhørt en anden Strandbyfamilie, der nok er lidt overset, for det var ikke let helt herude vestpå, i et totalt øde område, at hamle op med familien på en kongelig privilegeret kro, der også havde eneretten på færgeri til Fanø.

Matrikelkort fra 1820
Vores gårdmand ejede meget af Strandbys jord, som det fremgår af vedlagte kort fra 1820. Han ejede al den jord, der er markeret med rød og orange farve
[bilag 1].

Nutidskort
Vores gårdmands jord er også markeret på et nutidskort, for at anskueliggøre, hvad vi taler om [bilag 2]
Set med vore dages øjne er det bestemt ikke kedelig jord at være ejer af. Den sydlige orange mark lå direkte ned til Dokhavnen i en bredde fra Smedegade til Stormgade, og den afsluttedes i nord ved Nørregade tæt ved Stormgades Skole. Den sydlige røde mark lå lige ned imod Trafikhavnen og rakte ind til Zionskirken. Det store jordstykke, som vi er en lille del af, begyndte i syd ved Zionskirken og sluttede herude ved skoven. Og det gik fra Treenighedskirken i vest til Netto på Strandby Kirkevej i øst.
Selv den mest garvede spekulant ville i dag have svært ved at holde et smil tilbage ved udsigten til at eje den jord.

Vort kvarter
Allerede på kortet fra 1820 kan vi finde vores kvarter. Fra landsbyen Strandbye, der lå tæt ved stranden, gik der en vej ind i landet i nordøstlig retning. Det var et sandet hjulspor, som vi 100 år senere kalder Strandby
Kirkevej. I den nordlige ende af det røde område, imod skillelinien til Vognsbøl og lige nord for vejen, lå den mark, som vi 100 år senere indrettede os på. Se også områdekortet fra 1870 [bilag 3].

På det vedlagte billede af Strandby Krogård kan man se, hvor åbent og øde landskabet var omkring 1870. Krogården har en tilplantet have, og over den kan man ane vores gård, og vor familie hed Christensen [bilag 4].

Kort- og Matrikelstyrelsen
På Kort – og Matrikelstyrelsens hjemmeside kan man indtaste sin egen adresse og se dens placering på det gamle kort fra 1820. Prøv også med Krogården på Gammel Vardevej 15, og Gormsgade 101, for her lå familien Christensens gård.

1. www. kms. dk
2. Vælg: Kort på nettet
3. Vælg: Danmark før og nu
4. Indtast din adresse
5. Kør kortdeler frem og tilbage, og se før og nu

Vores gårdmand hed Christen Christensen (2) i 1820, da kortet blev tegnet, og hans gård ses på kortet lige øst for krogården, lige midt i en stor runding på en vej, der går sydpå imellem markerne. Vi kommer til at møde en række far – søn med fornavn Christen. Derfor er de blevet nummereret. Christen Christensen (2) har været ejer af vores gård med tilhørende jord siden den 15. oktober 1788, hvor hans far Christen Jørgensen (1) havde ”Tilskjødet den til min Kjære Søn ”.

Christen Jørgensen (1)
Gården var der altså allerede i 1788, men hvornår den er bygget vides ikke. Familien Jørgensen findes i den folketællingen der blev foretaget i 1787, hvor man kan læse, at Christen Jørgensen er 70 år, og hans kone Ane Christensdatter er 71 år. De har 3 børn boende, nemlig Karen på 33 år, Christen (2) på 29 år og endnu en datter på 18 år. Desuden er der 2 børnebørn på 12 og 9 år på gården.
Hvornår Christen Jørgensen (1) har overtaget eller købt gården, er ikke afdækket. Og om hans far har ejet den før ham, vides heller ikke.

Christen Christensen (2)
Christen (2) var altså 30 år og ugift, da han overtog gården. Gårdens størrelse er angivet i hartkorn, som er en værdi for, hvad gårdens jord kan producere. Hvor meget af jorden, der har været opdyrket, og hvor meget, der blot har ligget som uopdyrket hede, kan ikke ses ud fra oplysningerne, men vi kan vist roligt gå ud fra, at en gård helt herude ved vestkysten, ikke har været noget, der gav sølvknapper på vesten. Måske har man suppleret med fiskeri om sommeren.

I 1795 købte Christen (2) et lille stykke jord af Hans Madsen Spangsberg fra Krogården, og han havde så en gård på hartkorn:” 5 Tønder, 7 Skæpper, 1 Fjærdingkar, 2 Album”. På den bedste jord i Danmark skulle der godt 5 tønder land jord til pr. tønde hartkorn.

Folketællingen i 1801
I folketællingen fra 1801 kan man igen finde familien Christensen. Christen (2) er blevet 42 år, og han er blevet gift med Mette Sørensdatter, som er 28 år. De har fået 3 børn, Ane Christensdatter på 6 år, Christen (3) på 4 år og Søren på 1 år. Derudover bor husbonds søster Karen på gården, hun er 47 år og ugift. der er endnu 2 børn på gården, nemlig Vidsted på19 år og Karen Hansdatter på 11 år.

Brandforsikringen
I Brandforsikringens vurderinger fra 1795 kan man læse en beskrivelse af gårdens bygninger. Stuehuset var på 16 fag, deraf var de 11 fag anvendt til beboelse og de 5 fag til kostald og høgulv. Fra stuehuset udgik et sidehus på 12 fag og det var indrettet til fæhus, fåresti, korngulv, svinesti og høgulv. Endnu fandtes der et ladehus på 16 fag og et sidehus på 13 fag. Stuehuset var af grundmur, medens de andre bygninger dels var af ler og dels var af sten. Alle bygninger var stråtækte.

Mette Sørensdatter
I 1834 er der igen foretaget en folketælling, og vi finder familien på ”en gård i Strandbye”. Gården har desværre ikke noget navn.

Mette Sørensdatter 63 år, enke
Christen (3) 38 år, ugift
Søren 34 år, ugift, Hendes børn
Peter Christian 27 år, ugift,
Dorthe Nielsdatter 29 år, ugift, Tjenestepige
Peter Nielsen 11 år, ugift

Christen (2) var altså død inden denne folketælling, og Mette drev gården med sine 3 sønner.

I 1839 fik Mette rettens godkendelse til at sidde i uskiftet bo, men allerede den 2. november 1839 indgik hun en aftale med 2 af sine sønner. Det var Christen (3) og Peter Christian, der hver overtog en halvdel af gården. Aftalen blev læst i retten den 7. februar 1840.

Gården deles
Allerede i sommeren 1838 havde hun haft Hr. Kammerråd og Landinspecteur S. Ravn fra Jelling til at opmåle og dele ejendommens jord i 2 lige store dele.

Christen (3) og Peter Christian
Christen (3) overtog fødegården, der lå tæt ved Krogården, og den del af jorden, der er farvet rød. Peter Christian overtog den del af jorden, der er farvet orange. Det hele var forberedt godt, for der var opført bygninger på Peter
Christians del af ejendommen. Disse bygninger har ligget tæt ved det sted, hvor Zionskirken mange år senere byggedes. Af Peter Christians skøde fremgår det, at han også overtog et stykke eng ude i Tjæreborg enge. Skødernes ordlyd kan læses i [bilag 5].
Prøve på den gotiske skrift samt en oversættelse på [bilag 13] [bilag 14].

Delelinien
Delelinien imellem de 2 ejendomme kom til at gå igennem vores kirkegård. Lidt inde på kirkegården, langs med Stormgade står en række store træer, og der ligger en toiletbygning. Det er delelinien fra 1840.

Aftægtsaftale
Af skøderne fremgår det også, at de 2 sønner og deres mor har indgået en aftægtsaftale, og den blev læst i retten den 28. april 1840. Aftalen ser interessant ud, og den vil uden tvivl kunne tydes, da den er skrevet med en nogenlunde pæn gotisk håndskrift. Aftalen indeholder mange detaljer om, hvad de 2 sønner årligt skulle levere til deres mor, så længe hun levede.

Christen Christensen (3)
I 1840 er der igen udført en folketælling, og der står: Strandbye, en gård.

Christen Christensen (3), 44 år, ugift, Gårdmand
Søren Christensen, 40 år, ugift, Hans broder
Mette Nielsdatter, 8 år, ugift, Hans plejedatter
Mette Sørensdatter 69 år, enke, Aftægtskone
Dorthe Madsdatter, 24 år, ugift, Tjenestepige

Da vores jord ligger på Christens (3) del af ejendommen, stopper historien om Peter Christian her.
I 1845 er der igen foretaget en folketælling og her står:

Christen Christensen (3), 49 år, gift, Gårdmand
Dorthe Madsen, 29 år, gift, Hans kone
Christen Christensen (4), 4 år, Deres søn
Edel Madsen, 15 år, Konens søster

Mette Sørensdatter nævnes ikke og heller ikke under Peter Christian. Mette må være død i perioden siden sidste folketælling, og Christen (3) har fået sig en ung kone og en søn.

Ser man tilbage til tællingen fra 1840, ja så kan man se, at Christen (3) har fundet sammen med gårdens tjenestepige. En undersøgelse af kirkebogen vil kunne afsløre, om Mette har oplevet brylluppet, og om det var et ærbart eller nødvendigt bryllup.

Oprørskrigene
I folketællingen fra 1850 kan man se, at de da havde 3 børn, nemlig Christen (4) på 9 år, Mette Marie på 5 år og Edel på 1 år.
Netop i disse år 1848 og 1850 havde vi oprørskrigene imod Slesvig og Holsten. De 2 hertugdømmer ville ikke længere være under den danske konge, men ville tilsluttes det tyske forbund. Oprøret, som vi kaldte det, blev slået ned, men det ulmede videre.

Krigen 1864
Helt herude i det tyndt befolkede Vestjylland har man næppe mærket meget til krigen, og tilsyneladende var der endnu ikke nogen, der havde tænkt den tanke, at det ville være en god ide, at bygge en havn på kysten bag ved Fanø.

Det skulle dog snart ændre sig. Preussen og Østrig besluttede sig til at hjælpe Slesvig og Holsten i deres kamp for at slippe ud af det danske rige og ind i det tyske forbund. I 1864 blev vi angrebet af en overlegen hær og tabte. Ved fredsslutningen mistede vi begge hertugdømmerne, og den nye grænse kom til at gå ved Kongeåen og lidt syd om Ribe.

Udskibningshavn
Dansk landbrug var under hastig udvikling, og produkterne kunne sælges i England, så der var brug for et udskibningssted. Hamburg, Husum og Tønning havde været landsdelenes havne, men de var gået tabt. Man så sig om på vestkysten, og flere forskellige forslag blev drøftet. I juni 1866 var der udarbejdet et forslag til en havn ved en klint lidt syd for landsbyen Strandbye. Forslaget blev vedtaget, og klinten hed Esbjerg Kleve.

Det var nøjagtigt ved den mark, som Christens (3) bror Peter Christian fik, da hans mor delte ejendommen imellem dem. Det kunne være interessant, at finde ud af, om Peter Christian fik noget ud af at være ejer af dette stykke jord, men det indgår ikke i vores historie. Dog skal vi lige se Wilkens byplan fra 1870, hvor man ser dokhavnen, og hvor man kan genkende 2 af familien Christensens marker [bilag 36].

Havnen bygges
Byggeriet af havnen påbegyndtes i 1869, og den havn, der var tale om, er den del, vi i dag kalder dokhavnen.
Der var tale om at bygge 2 krumme dæmninger ud og afsluttet yderst med et smalt havneindløb, der kunne lukkes med porte, så vandet kunne holdes inde ved ebbe. Kun et lille stykke var med kajplads. Efter datidens forhold, var der dog tale om et stort projekt og samtidig risikofyldt på grund af de lokale forhold.

Anlægget skulle have været færdigt i 1870, men den byggetid kunne slet ikke overholdes. I august 1874 blev havnen åbnet for sejlads, men byggeriet af havnen fortsatte 4 år endnu, og kunne først færdigmeldes i 1878.

Samtidig med at havnen blev åbnet for sejlads, var der bygget jernbaneforbindelse fra Lunderskov og helt herud til vestkysten. Det må have været mærkeligt for lokalbefolkningen, at opleve etableringen af
denne kæmpestore byggeplads. Alt startede absolut fra ingenting helt ude på en fuldstændig øde kyststrækning.

Tage Sørensen beskriver havnebyggeriet i sin bog: Esbjerg før 1925. I bogen er der mange gode billeder fra byggeriet.

Hovedformålet med bygningen af Dokhavnen var de gode muligheder der var for eksport af levende kvæg til England. I 1885 nåede man op på 35.000 kreaturer, 35.000 får og 20.000 svin. Mange må have været beskæftiget med arbejdet omkring de 90.000 dyr, og dyrene i sig selv, må have sat sit præg på byens dagligdag.

Store områder i Rørkjær blev brugt til opsamling af disse dyr. Når skibene anløb, blev dyrene drevet hen til havnen. En del af Rørkjær området blev i mange år kaldt Klatterup, og så kan man vel godt forestille sig hvorfor.

Esbjerg Havn set fra Sædding området. Vejen til Hjerting gik over Vognsbøl.

Folketællinger
Ved hjælp af folketællingerne er det muligt at se hvem, der har boet på vores gård op igennem tiden.

Folketællingen 1850:

Christen Christensen (3), 54 år, Gift, Gårdmand og Huusfader
Dorthea Madsdatter, 34 år, Gift,
Christen Christensen (4), 9 år,
Mette Marie Christensen, 5 år, Deres børn
Edel Christensen, 1 år,
Maren Madsdatter, 23 år, Ugift, Tjenestepige

Folketællingen 1855:

Christen Christensen (3), 59 år, Gift, Gårdmand
Dorthea Madsdatter, 39 år, Gift, Hans kone
Christen Christensen (4), 14 år,
Mette Marie Christensen, 10 år, Deres børn
Edel Christensen, 6 år,
Jørn Madsen, 35 år, Ugift, Tjenestefolk
( ) Madsen, Ugift,

Folketællingen 1860:

Christen Christensen (3), 64 år, Gift, Gårdmand
Dorthea Madsdatter, 44 år, Gift, Hans kone
Christen Christensen (4), 19 år, Ugift,
Mette Marie Christensen, 15 år, Deres børn
Edel Christensen, 11 år,

Folketællingen 1870:

Dorthe Madsdatter, 53 år, Enke, Husmoder, Jordbruger
Christen Christensen (4), 28 år, ( ), ( )
Mette Marie Christensen,24 år, Ugift, Børn
Edel Christensen, 20 år, Ugift, Børn
( ) Peder Pedersen, 26 år, Ugift, Tømmermand, Esbjerg Havn

Christen (3) døde altså i perioden 1860-70, og det var Dorthe, der drev gården. Ud for hendes søn Christen (4) står der et eller andet, der ikke er tydet.
De havde en logerende boende på gården. Han var tømmermand på byggeriet ved den nye dokhavn.

Folketællingen 1880:

Christen Christensen (4), 38 år, Ugift, Husfader, Gårdejer
Dorthea Christensen, 63 år, Enke, Husfaderens moder, født Madsdatter forsørges af ham.
Edel Christensen, 20 år, Ugift, Søster

Christen Christensen (4)
Dorthea havde altså på et tidspunkt i perioden 1870 – 80 overdraget ejendommen til sin søn Christen (4), og hun boede på gården på aftægt. Det vil være muligt, at finde både overdragelsesskødet og aftægtskontrakten på Landsarkivet i Viborg.

Folketællingen 1890:

Kristian Kristensen (4), 48 år, Gift, Husfader
Marie Ane Kristensen, 32 år, Gift, Husmoder
Niels Jessen Nielsen, 9 år, Barn
Kristian Nielsen, 7 år, Barn
Dorthe Madsen, 73 år, Enke, Aftægtskone
Thomas Bruun T( ), 15 år, Tjenestekarl

Der er lidt sjusk med husfaderens navn, men der er ingen tvivl om, at det er vores Christen (4), og han er blevet gift med Marie Ane. Mon ikke det er hende, der har 2 børn med sig med efternavnet Nielsen.

Folketællinger kan være lidt trivielle, men der er mange gode oplysninger at
hente i dem.

Esbjerg by
Byen udviklede sig langsomt de første år efter havnens bygning. De første gader blev dog anlagt oppe på den høje klint, og Hulvejen dannede forbindelsesvej ned til havnen.

En af de første gader, der blev anlagt i vores by, er Smedegade, og den er anlagt langs med skellinien til den mark, som familien Christensen havde ejet i flere generationer. Alle grundene på gadens vestlige side, ligger på denne mark, og har derfor Strandby matrikelnummeret 1.

Jordspekulation
Omkring 1890 var byen vokset ud til Nørregade, og Stormgade endte her. De følgende år oplevede byen en meget stor tilflytning, og der blev behov for at udvide byens boligmasse. Inde i byen havde man indtil dette tidspunkt, kunnet købe jord til 20-50 øre pr. kvadratalen, men fra 1893 begyndte priserne at stige til 3-7 kr. pr. kvadratalen og senere endnu mere. Selv om der stadigvæk var mange ubebyggede grunde i den anlagte by, så mærkede landmændene rundt om byen en stor interesse for køb af deres jord.

S. Alkærsig udgav i 1907 og 1914 bøger om Esbjerg og fortæller om perioden. Folk kom rejsende hertil på grund af rygterne om de stigende jordpriser og dermed muligheder for hurtige gevinster. Det fik priserne til at stige endnu mere, og specielt i den sidste del af 1895 gik det hurtigt. Selv herude i Strandby nævnes der prisstigninger fra måske 10-20 øre pr. kv. alen til 1 kr. pr. kvadratalen ved Tivoli, 1,25 kr. pr. kvadratalen ved Strandby Kro og 1,50-2,00 kr. pr. kvadratalen ved kirkegården.

I begyndelsen af 1896 ebbede handlerne fuldstændig ud. Ingen ville købe så dyr jord, og de der havde købt, havde ikke råd til at beholde det. Priserne raslede ned og endte i nærheden af hvor de begyndte, for der var ikke behov for så mange grunde, som der var plads til på den pågældende jord.

J. P. Madsens byplan
Esbjerg Sogneråd kunne ikke forhindre handel med jord rundt om byen, men de kunne kræve, at der ved udstykning til byggegrunde fulgte en vejplan og en afvandingsplan med.

Landmændene og jordspekulanterne hele vejen rundt om byen, gik sammen i sommeren 1894 og hyrede landinspektør J. P. Madsen til at lave en udstykningsplan med gader anlagt, så de passede med allerede anlagte gader. Der blev ført meget hårde forhandlinger imellem landmændene og sognerådet, inden planen var på plads [bilag 6].

Planen var, med sine 57 gader og 6 torve, alt for stor til behovet, idet den dækkede hele området fra Nørregade og her ud til Strandby Kirkevej, samt hele Rørkjær. Planen kom til at omfatte al den jord, der havde været inddraget i jordspekulationen. Planen blev godkendt i sommeren 1896 da jordspekulationen var forbi. Alle handler må være indgået på uklare betingelser, f. eks. skulle jordejerne selv lægge den jord til, der skulle bruges til gadesystemet.
Her i vort område, blev en meget stor del af Christen Christensens (4) jord omfattet af planen, kun den del af jorden, som vort kvarter er indrettet på, lå udenfor.

Christen sælger jord
Da den nye byplan blev vedtaget, var Christen (4) 52 år gammel. Som ung havde han oplevet det fuldstændigt øde Vestjylland, og nu er der vokset en ret stor by op, og den har brug for hans jord.

Christen har givetvis været med i den gruppe, der hyrede landinspektør Madsen til at opmåle jorden, og han har derfor været tæt på diskussionerne om jordpriser og været vidne til jordspekulationen.

I begyndelsen af 1895, hvor priserne allerede var steget voldsomt, besluttede Christen sig for at sælge gården. Madsens byplan var på det tidspunkt ved at tage form, men langtfra godkendt. Først blev de 2 marker, der ikke var omfattet af byplanen, solgt. Køberen var Hans Chr. Grandt.

Gormsgades kirkegård
Kirkegårdsbestyrelsen var i begyndelsen af 1895 ude efter tilbud på jord til en ny kirkegård. I referatet fra bestyrelsesmødet den 18. april 1895, står der: ” 8 tilbud var indkommet, og blandt disse valgtes et fra Gårdejer Chr. Christensen i Strandby ”. Det er altså lidt af en tilfældighed, at vi har fået Gormsgades Kirkegård som nabo, og måske kunne vi selv være endt som kirkegård.

Der var ikke tale om hele den kirkegård, som vi kender, for en mark langs med Strandby Kirkevej(Grådybet) og en strimmel langs med Stormgade var ikke med. Christen (4) ejede ikke jorden helt ud til Stormgade, men kun til den gamle skellinie fra 1840. Den der stadigvæk kan ses lidt inde på kirkegården, som allerede nævnt [bilag 7].

Handelen blev læst i retten den 12. oktober 1897. Der er usikkerhed om hvad Christen fik for jorden.

S. Alkjærsig skrev
Alkærsigs beskrivelse af perioden er med mange detaljer, og vores Christen (4) Christensen er også nævnt: ”Gjesingbønderne, som indtil den Tid havde været meget formuende, endte, for de flestes vedkommende, med stor Gæld paa Gaardene; om et andet Konsortium, som købte Christen Christensens Gaard i Strandby for 150.000 kr. og udbragte den i 750.000 kr., fortælles der, at de endte som fattige Mænd de fleste”.

Alkærsig fortæller også, at Sognerådet byttede jord med Christen Christensen, så man ikke betalte kontant for kirkegården, men byttede med et større jordstykke længere væk fra byen.

Hans Chr. Grandt
Som allerede nævnt solgte Christen i 1895, 2 stykker jord til entreprenør HansChr. Grandt. Det er matr. nr. 1 is, som ligger imellem kirkegården og Strandby Kirkevej (Grådybet), og matr. nr. 1 ir, som nogle år senere bliver til vores kvarter.

Den handel er læst i retten den 8. februar 1898, og Christen fik 2000 kr. for de 2 marker. Grandt har dermed betalt ca. 1000 kr. for hele det område vi har indrettet os på.

P. P. Stærk
Den 28. august 1895 indgik Christen (4) Christensen og murermester P. P. Stærk endelig aftale om, at Stærk købte gården [bilag 8]. Prisen blev aftalt til 150.000 Kr., og det for en gård, der før havnebyggeriet vel
kunne købes for 1500 Kr.

Ifølge aftalen ville Stærk få skøde på jorden, når Christen havde fået sine penge. I aftalen indgik, at Christen havde ”solgt jord til en kirkegård for 2200 Kr. pr. Tønde Land”. Det har tilsyneladende ikke på handelstidspunktet været klart hvor meget jord Sognerådet ville købe. Christen betingede sig også, at han ville beholde en byggegrund i Strandbygade. Stærk overtog gårdens bygninger og løsøre samt afgrøder, gødning og
ildebrændsel. Christen betingede sig også at:” Beboelseslejligheden i Gårdens Bygninger beholder jeg afgiftsfri Brug af indtil 1. Januar 1896”. Stærk skulle udbetale 40.000 Kr., og så ellers aflevere pengene for de grunde han solgte, indtil købesummen var betalt.

Den 18. december 1895 havde Christen modtaget 15.000 Kr. fra Sognerådet for kirkegårdsjorden, og beløbet blev fratrukket det Stærk, skyldte. Det blev læst i retten den 12. december 1898, at P. P. Stærk får skøde på jorden. Altså har Christen fået sine penge.

Da Stærk havde overtaget gården i august 1895 gik han straks i gang med at udstykke jorden i grundstykker, der passede ind i Madsens byplan. I Skøde- og Panteprotokollerne fra den tid, kan man se, at Stærk solgte mange grundstykker til utrolige priser, men det fremgår også, at han nogle få år senere må sælge til  meget moderate priser.

P. P. Stærk benævnes i begyndelsen som murermester, men senere som particulier. I 1899 oprettede Stærk et aktieselskab, som han kaldte for ”Stærks Likvidations Affære, Aktieselskab”. Han flyttede alle sine jordstykker over i aktieselskabet, som optog et stort lån, og betalte Stærk kontant for jordstykkerne. Det ser dog ikke ud til, at Stærk blev velhavende på ejendomshandel. Skattebøgerne viser ham i de følgende år med en beskeden indkomst.

Stærk var i en årrække direktør for restaurant Tivoli. Der findes gode billeder af P. P. Stærk på byhistorisk arkiv, og der kan man også læse, at navnet Stærk er købt, egentlig hed han Peder Pedersen.

Hus i Strandbygade
Som nævnt i gårdhandelen, ønskede Christen at beholde et lille stykke jord til sig selv i Strandbygade. Dette stykke jord fik lov til at beholde gårdens matrikelnummer 1a, og det ligger imellem Nørregade og Nygårdsvej. Ser man godt efter, kan man finde det på Madsens byplan.

Den 16. september 1895 ansøgte Christen kommunen om tilladelse til at opføre et lille hus på grunden. Fire vinduer imod gaden og indgang i gavlen.

Hvor end man finder Christen (4) i de følgende år, så benævnes han som Particulier, Kapitalist eller en der lever af sine penge. I skattebøgerne kan man se, at han løbende havde en skattepligtig indtægt, der var 4 gange så stor som en arbejder- og håndværkerindtægt. Han havde fået en anden tilværelse end det hårde landmandsliv, og han har godt med penge i banken.

Gårdens bygninger
Familien Christensens gårds bygninger har ligget på den adresse, der i dag hedder Gormsgade 101. Grunden ligger tilbagetrukket fra Gormsgade imod Fanøgade. Området, hvor selve gården har ligget, hører til det, som Stærk ikke fik solgt i den gode periode.

I 1903 solgte Stærk Likvidations Affære Aktieselskab grundene i området til gartner P. Sørensen, og senere overtog en gartner Loklindt grundene.

Hvornår den gamle bindingsværkgård blev nedrevet vides ikke, men der nævnes ingen bygninger i handelen i 1903 [bilag 9] [bilag 10].

De nuværende ejere kan fortælle, at gammelt murværk og fundament indgår i det nuværende hus, og uanset hvor man graver på grunden, så støder man på bygningsrester. Og det er vel forståeligt, når der allerede i 1788 lå en gård på stedet, en gård som op igennem tiden har gennemgået mange ombygninger.

Christen var gift i en kortere periode, men blev skilt fra Marie Ane. De havde ingen fælles børn, men ved folketællingen i 1890 var der 2 drenge på gården, som kan have været Marie Anes børn. Da han i 1901 findes i folketællingen, havde han en husbestyrerinde der hed Cesilie Kathrine Marie Larsen, og hun havde en lille søn med sig.

På et bykort fra 1911 kan man finde Christens hus, og man kan se, at der er fuldstændigt ubebygget imellem denne del af Strandbygade og vandet, kun badeanstalten og forlystelsesstedet Tivoli ses i området [bilag 11].

I 1899 fik Christen sig en voldsom stor nabo, idet byens bagermestre byggede en brødfabrik lige op ad Christens lille hus.

Det sted, hvorfra Christen kunne nyde havudsigten, er i dag [2010] stærkt ombygget og overtaget af Blockbuster til videoudlejning og brødfabrikken er blevet til en genbrugsforretning.

Brødfabriken i Strandbygade i dag genbrugsforretning. I baggrunden ses Christens lille hus,
der i dag er blevet til Blockbuster videoudlejning.

Christen (4) dør
Christen Christensen døde den 3. december 1910 og blev 69 år. Begravelsen foregik fra hjemmet i Strandbygade den 13. december kl. 11, men allerede kl. 9 var der frokost på restaurant Tivoli for slægt og venner, der vilde følge. Christen blev begravet ved Jerne kirke og altså ikke på den kirkegård, han selv havde lagt jord til [bilag 12].

I skifteprotokollen kan man læse, at Christen i april 1909 havde oprettet testamente til fordel for de 2 drenge, der var på gården ved folketællingen i 1890. De benævnes som hans plejebørn, og arvede til deling alt hvad han ejede.

Han var den sidste direkte mandlige arving til den gård, der i mindst 110 år havde tilhørt familien Christensen, og denne gård var også ved at være forsvundet. Dog var der 2 marker tilbage endnu, ude i den nordlige del af gårdens jorder, nemlig dem der blev solgt til entreprenør Hans Chr. Grandt

Omkring år 1900 har landskabet været absolut øde og åbent her i vort område. Esbjerg by sluttede ved Nørregade og herude i nærheden havde man anlagt den nye kirkegård på åben mark.

Plantningssagen
Læser man Karl Hansens lille bog: Plantningssagen i Esbjerg og omegn 1868-1918, så kan man få en ide om, hvor øde her var. Han skriver: ” I den Jord, som hverken Plov eller Spade nogensinde havde berørt, var de første Plovfurer de 3, der i Sommeren 1868 blev pløjet uden om det Stykke, som Staten havde eksproprieret til Havneanlægget – lyngklædte Strækninger, hvor et Par Faar maatte have flere Tønder Land for at bjerge Føden – ikke et Træ, hvor en enlig Krage kunne søge Skjul ”.

Imellem tilflytterne, der vel alle kom fra lunere og vejrmæssigt venligere steder i Danmark, var der personer, der kunne se at skulle det være udholdeligt her, så skulle der plantes træer. Dalgas og hans organisation var gået i gang, og man kunne trække på erfaring herfra. I 1879 blev der tilplantet inde ved den nuværende bypark med fyr og gran.

Konsul Lauritsen fra Tovværksfabrikken var en af plantepionererne. I 1902 købte han til sig selv 14½ tønder land agerjord i Vognsbøl og begyndte straks at tilplante det med løvtræer. I 1910 overgav han plantagen til Esbjerg by.

Vognsbøl plantage
Flere steder i byen anlagde man beplantede bælter, som man kaldte ”Skovveje”. Disse bælter blev også plantet i 1902. Et af bælterne blev plantet fra kirkegården og ud til Vognsbøl plantage og et andet bælte fra Stormgade og til plantagen.

Skovveje

Vort kvarter afgrænses af 2 skovveje plantet i 1902, og sådan så de ud i 1916. De må have været virkelig bemærkelsesværdige her i et fuldstændigt øde område.

Karl Hansen skrev i 1918: ” Vil man gaa en Spadseretur ud fra Byen og følger Stormgade med sine Allétræer, kan man dreje ind på den smukt beplantede ny Kirkegaard, og man kommer saa til Skovvejene. Kort Tid efter til Konsul Lauritsens Plantage og færdes nu mellem Løv – og Grantræer ”.
Det kunne skrives ved byens 50 års jubilæum i 1918.

Dokumentation 
Stort set alle oplysninger vedrørende vort kvarter før 1900 er fundet på Landsarkivet i Viborg. Oplysninger efter den tid er dels fra Landsarkivet, men også fra vort eget Byhistoriske Arkiv.

På arkivet er mange oplysninger fundet ved systematisk at gennemgå alle referater fra Sogneråds og Byråds møder tilbage til 1894. Når man finder en sag, vil der ofte være en bilagsmappe med oplysninger, og på biblioteket kan man rekvirere aviserne fra dagen efter møderne. Medens mødereferaterne er meget kortfattede, så har aviserne helt anderledes refereret detaljer, specielt hvis der har været uenighed om en sag.
Desværre har det ikke været muligt at finde arkivmateriale fra Kirkegårdsbestyrelsen eller fra Gade- og Vejudvalget.

Opsamling
Inden vi skal videre med vort områdes historie, er der dog lidt opsamling, der skal puttes ind.

Strandby Krogård, ejet af familien Spangsberg var ”stedet” i lokalsamfundet i vort område, og som allerede nævnt, lå vor familie Christensens gård som en nabo til Krogården.

Strandby Krogård set fra Strandby Plads-området. Til højre ses i baggrunden Familien Christensens gård.

Krogården havde privilegium på færgefarten til Fanø, og færgestedet var stranden for enden af det, vi kalder Gammel Færgevej.

Efter havnebyggeriet blev færgeriet flyttet til havnen i 1875, og Strandby Krogård ophørte som kro.

Kroejer Morten Spangsberg havde haft fornemmelse for, hvad den nye havn ville komme til at betyde for udviklingen, og han havde bygget et nyt flot hotel ved nedkørselen til dokhavnen, og han kaldte det for Hotel Spangsberg.

Byplan fra 1870
Krogårdens jorder blev udstykket i Esbjergs amerikanerperiode. På et møde på Strandby Krogård den 10. november 1870 vedtog Sognerådet en plan for, hvordan Esbjergs nuværende centrum skulle se ud [Bilag 16].

På denne plan er jorden, der var eksproprieret til havn og banegård, markeret mørkt. Bemærk, at der intet er bygget i centrum. Alt byggeri er samlet ved Smedegade, og der er i alt 41 bygninger i byen, og alle ejerne er nævnt på kortet.

På den vestlige del af kortet er vist Strandby Krogård, og lige øst for den ses familien Christensens 4-længede gård. Vejen ned til færgestedet (Gammel Færgevej) og den nyanlagte Strandbygade hen over åbne marker ses også på kortet.

Kortet findes i Alkærsigs bog fra 1909. Desværre er det bundet ind i bogen, så en stor del midtpå er tabt. Måske findes et helt kort på et senere tidspunkt.

Grandts gård
Hans Chr. Grandt byggede i 1896 en 3- længet gård på den jord, han havde købt af Chr. Christensen. Gården blev bygget ud imod Grådybet tæt ved Sjællandsgade, og den lå på det sted, hvor kirkegårdsgartnerne holder til i dag.

Ved folketællingen i 1901 var Grandt 49 år gammel, og han benævnes renovationsentreprenør. Grandt var flyttet hertil fra Bad Segesberg i Tyskland. I juli 1894 indgik Grandt en kontrakt med sognerådet vedrørende noget arbejde på byens 2 skoler.

I kontrakten står der:

Undertegnede Hans Chr. Grandt af Strandby forpligter mig herved til mod Betaling af 10 Kr. maanedlig at udføre følgende Arbejde for Esbjerg Kommune ved begge Kommunens Skoler, nemlig:
1. Levere det nødvendige Gulvsand til Skolelokalerne; Sandet skal være hvidt og tørt.
2. Tømme Skarnkasserne og Spandene i Retiraderne saa ofte det behøves.
3. Holde Retiraderne og navnlig Sæderne godt rene; Sæderne og Sidestykkerne skal vaskes 2 Gange ugentlig om Sommeren og 1 Gang ugentlig om Vinteren.

H. C. Grandt havde også byens natrenovation, men kontrakten er ikke fundet. I maj måned 1900 anmodede han om fritagelse for kørselen, da andre vognmænd var begyndt at blande sig.

Manglende kloaksystem
En stor del af byen var uden kloaksystem, så det var nødvendigt at have nogen til at tømme de toiletspande, som byens indbyggere havde stående i lokummer i baggårde eller i haver. Denne opgave blev udført om natten.

Grandt sælger
I august måned 1901 solgte Grandt hele gården med de 2 jordstykker 1is og 1ir til gartner Peder Knudsen fra Boldesager. Prisen var 15.000 Kr. for jord og bygninger, men da der var gæld på gården svarende til købsprisen, vil det sige, at Knudsen blot overtog gården og gældsforpligtigelserne.
Det har åbenbart ikke gået godt for renovationsentreprenøren.

Vurdering af gården
I en forsikringsprotokol er der fundet en vurdering af gårdens bygninger:

a. Stuehus (syd) 6635 Kr.
b. Stald (vest) 4286 Kr.
c. Stue, Lo og Lade (øst) 4350 Kr.
d. Brøndhus 50 Kr.
    Træpumpe 65 Kr.

Alene gårdens bygninger var vurderet til 15.380 Kr. Det tyder meget på, at gartneren har fået sig en billig gård.

Gartner Peder Knudsen
Af en eller anden grund udskifter Knudsen sit efternavn, og hedder herefter Peder Sørensen.
Det vides ikke, hvad Sørensen har brugt gården til, men der har været tale om opdyrket jord, så noget har sikkert været anvendt til gartneri, for i 1914 indrettede Sørensen et salgslokale for grøntsager i den østlige bygning i
gården.

Marken hen langs med Grådybet har tilsyneladende været i overskud, for den lejes i 1915 ud til Esbjerg Realskole som bruger den til sportsplads. Skolen betalte en årlig lejeafgift på 125 Kr.

Udstykninger
Selv om der helt op til 1930 har været mange ledige grunde tættere på bycentrum, så har der allerede kort efter, at Grandt byggede gården, været interesse for at købe små haveparceller af Grandt. Allerede i 1897-98 udstykkede han hele strækningen over for gården fra det sted, hvor ”Skovvejen” nogle år senere blev anlagt, og til Stormgade, og han fik solgt godt halvdelen af grundene, inden han i 1901 solgte gården til Sørensen.

Sørensen var også interesseret i at sælge jord fra, og solgte flere parceller af den mark, der lå imellem kirkegården og Grådybet. Endvidere matrikulerede han i 1911 en udstykning hele vejen op langs med den dengang 8 år gamle ”Skovvej”, det der i dag er blevet til alle grundene på vestsiden af Østervinge.
Udstykningen fik matrikel nr. 1tm [Bilag 20].

Cathrine Jensen
I 1913 blev hele denne udstykning, der også omfattede grunden med blodbøgen, solgt til en Mette Cathrine Jensen og hende skal vi høre mere om.

Udstykningen kunne opdeles i mange havegrunde, der alle ville ligge godt i læ af skovvejen, og set med datidens øjne var det absolut de bedste grunde her i området. I handelen havde hun sikret sig, at gartneren skulle anlægge en vej op langs hendes grunde, når hun begyndte at udstykke dem. Det slap han for, for Cathrine solgte hele stykket 5 år senere. Hun havde været klar over, hvad området bag skovvejene kunne udvikle sig til.

I december 1917 solgte Sørensen resten af sin ejendom til købmand Laurits S. Mathiasen fra Strandby. Den akkorderede købesum var på 30.500 Kr., og heraf udgjorde gælden 10.000 Kr.

Laurits Starup Mathiasen
L. S. Mathiasen havde en ejendom på det østlige hjørne af Cort Adlersgade og Strandbygade (i dag Strandbygade 48), og her var der en købmands-handel. Han optræder dog også som køber og sælger af jord og ejendomme, og det er sikkert også muligheden for at lave en forretning, der fik ham til i december 1917 at købe den ejendom, som vores jord var en del af.

Haveforeningen i Esbjerg
Endelig sker der noget. Til byrådsmødet den 12. april 1918 har ”Haveforeningen i Esbjerg” ved formand Hans Jørgensen indsendt et brev og en tegning over vort område. Der er indtegnet 3 veje, og man beder om
Byrådets godkendelse [Bilag 17].

Der står i brevet, at man ønsker at: ”udstykke i Havepladser med Facade til de paa medfølgende Kort anførte Gader eller Veje.” Teksten kunne tyde på, at jorden endnu ikke er blevet udstykket. Vejene er udlagt i den bredde, som Byrådet generelt har krævet, nemlig 25 Alen eller 15,70 meter, men på et tidspunkt har man haft kontakt med kommunen og anmodet om, at vejen ved skoven må laves lidt smallere.

Brevet er allerede indsendt den 23. marts 1918, så udvalget for gader og veje har haft tid til at behandle sagen og indstiller til godkendelse. Byrådet godkender anlægget af vejene. Desværre er der ikke fundet nogen tegning og ikke noget om vejnavne. Sagen om vejnavne skal vise sig at blive langvarig.

Venteliste
I sagsmappen ligger der af en eller anden grund en liste med 68 navne:

Esbjerg den 20. 3. 1918
”Medlemmer af Havebrugsforeningen som ønsker at komme i Besiddelse af Ejendomsjord ved Strandskoven.”

Der er altså fra starten tale om personer, der ønsker at eje deres egen jord, og alle grunde ligger ved brede veje, der kan blive til gader. Her i marts måned 1918 er der endnu ikke dannet nogen lokal forening med eget navn, og ikke noget om antal grundstykker. Der er heller ikke nogen oplysninger om, hvornår haveselskabet har købt jorden.

Haveselskabet "Skovly"
På byrådets møde den 24. juni 1918 behandler man en sag, som har vores interesse, der står: ”Sag nr. 23. Andragende fra Haveselskabet ”Skovly” om Dispensation fra Bygningsvedtægtens § 10.”

Her i juli måned 1918 har vi altså fået vores navn, men den nøjagtige stiftelsesdato kender vi ikke.

Hvad dispensationen går ud på, er ikke undersøgt.

Skovly opkøber jord
Vort haveselskab var interesseret i at få fat i al jorden her imellem de 2 skovveje og gaderne Stormgade og Grådybet. Der stod mange på ventelisten, så man måtte handle med Mathiasen om det store centrale stykke samt en enkelt grund ud imod Grådybet, og man måtte handle med Cathrine Jensen om stykket hele vejen op langs med skovvejen. Cathrine Jensen ejede jorden helt ud til Grådybet, men på den yderste grund var der allerede anlagt en have med en blodbøg og lysthus, så den købte man ikke. Cathrine får grundene betalt med godt og vel det dobbelte af, hvad hun selv har givet, og hendes jord er markeret med blåt på [bilag 20].

Frederik Hansen havde en grund ud imod Grådybet, der hvor man ønskede at føre Østervinge ind. Derfor måtte man købe Frederik Hansens grund. Som ved kirkegården gik delelinien fra gårddelingen i 1840 ikke helt ude ved
Stormgade, men nogle meter inde på vort område. Derfor måtte man også handle med ejeren af dette stykke. Det viste sig at være gartner Sørensen, der også var ejer af jorden som Stormgade blev anlagt hen over. Kommunen havde netop købt det jord, man skulle bruge til Stormgade, og derved var der opstået 2 parceller på vor side af vejen, og dem købte man af gartner Sørensen.

Hvornår de enkelte handler har fundet sted vides ikke, men det må jo have været i løbet af foråret 1918, inden man første gang skriver til byrådet.

Læst i Retten
Men skøderne tinglæses i retten den 24. december 1918, og de kan ses i en 10 cm tyk protokol i foliestørrelse på landsarkivet i Viborg.

Skulle man få lyst til at se den, så findes den under:

Skads herred : Arkiv B84
Skøde- og Panteprotokol 1918 : Løbe nr. SP 71

Gå blot ind på arkivets læsesal og få hjælp til at udfylde en rekvisition, og cirka 15 min senere kan man blade op på side 510 og læse om de 4 handler.

Købsprisen for Skovly
Den samlede købspris for jorden til Skovly blev:

Laurits Mathiasen      20. 000,- Kr.
Cathrine Jensen           7. 500,- Kr.
Frederik Jensen           1.200,- Kr.
Gartner P. Sørensen     3.313,- Kr.
I alt                            32.013,- Kr.

I handelen nævnes navnene på de 45 haveselskabsmedlemmer. Der udstykkes 46 parceller, men et medlem købte 2 af grundene ud imod Stormgade [Bilag 18].

Første haveejere
De 45 medlemmer er altså startet helt fra bunden. De har i fællesskab købt en mark, og skal i gang med at skabe et haveområde med 3 veje. Et eller andet sted inde på marken står der 4 pæle, der markerer hvor de kan gå i gang, og de har hver især betalt ca. 700,- Kr. for at få lov til at være med.
Det kan man da godt kalde for ”Vore pionerer”.

Skovly d. 24.12.1918
Ud fra handelen og en særejedeklaration, der laves nogle år senere, har det været muligt at lave en liste over de første ejere af vore grundstykker.  En del af vore medlemmer har haver ud imod Stormgade, og et enkelt medlem
har have imod Grådybet.

På listen er nuværende adresser forkortet:

Ø = Østervinge
N = Nørrevinge
S = Søndervinge
St = Stormgade
G = Grådybet

Første bestyrelse
I den nævnte handel får vi også den første bestyrelse:

Formand, Lokomotivfyrbøder Oluf Larsen, Finsensgade 38. (St104).
Kasserer, Lærer Chr. Hansen Alslev, Nørregade 55. (Ø28).
Næstformand, Tømrermester Therkild Pedersen, Stormgade 42. (N12).
Maskinmester Hans Chr. Nielsen, Rolfsgade 57. (Ø26).
Arbejdsmand Peder Jørgensen Thingskov, Finlandsgade 19. (St106 og St108).
Arbejdsmand Mads Chr. Rosenbeck, Nygårdsvej 60. (Ø6).

Kirkegården
Den gamle kirkegård ved Vor Frelser Kirke blev indviet i 1884 i et ubebygget område. Før den tid foregik alle begravelser ude ved Landsbykirken i Jerne.

Nørregade var planlagt, men på dette her tidspunkt ikke bebygget. Planen for Nørregade begrænsede derfor for udvidelse af den bestående kirkegård. Der gik derfor ikke mange år, inden det blev klart, at man måtte anlægge
endnu en kirkegård, og jorden til Gormsgades Kirkegård blev købt i 1896.

Aviserne skrev, at kommunen havde købt ca. 10 Tdr. land jord til den nye Kirkegård langt ude på Strandby Mark. Det blev samtidig vedtaget, at Stormgade skulle ”grundforbedres” ud til den nye kirkegård, men der har kun været tale om at forbedre lidt på en dårlig grusvej ud igennem et ubeboet område.

Til sognerådsmødet den 14. september 1897 ligger der et brev fra pastor Gram om, at den nye kirkegård skal tages i brug 3 dage senere, altså den 17. september. Der er åbenbart ikke sket de helt store forbedringer med
Stormgade, for pastor Gram anmoder om, at den: ”gjøres farbar for Ligvognen.”

Den 18. september skrev Vestkysten om indvielsen, og nævnte: ”samme Dag jordedes de første 4 Lig derude”.
Det må altså være lykkedes for ligvognen at komme igennem.

Der var langt derud, og ”Pastoren og hans Kapellan Melbye ønskede at få befordringsgodtgørelse”, men kommunen afviste dog kravet.

Skolehaver
Et stykke jord langs med Stormgade hørte ikke med, da kommunen i første omgang købte jord til kirkegård. Det stykke sikrede man sig i 1909 og brugte det i første omgang til skolehaver.

Haveforeningen
Meget af byudviklingen i Esbjerg er gået via haveforeninger. Byrådet har været klar over, at haveforeningerne på længere sigt ville blive til villakvarterer eller til gader med tæt bebyggelse. Man har derfor stillet krav til både grundstørrelse og til gadebredde, så en sådan udvikling kunne gennemføres. Det er altså Byrådets krav til gadebredder der gav os vore græsrabatter.

Socialdemokrat, kusk og afholdsmand Joseph Jensen Søndergård var initiativtager og grundlægger af de første kolonihaver i Rørkjær i 1911. Her fik han sammen med andre indkøbt 70 tdr. land til formålet.

Omkring 1918, hvor Skovly kommer til, er der ca. 400 kolonihaver i Esbjerg. I Esbjerg Vejviser er kolonihaverne omtalt fra 1922, og da er der 17 foreninger.

Foreningernes navne fortæller både om hygge og om arbejdsindsats: Bakkely, Enigheden, Energi, Fremtiden, Fremtidsglæde, Hængi, Skovly, Skovlyst, Søndergårds Minde, Virkelyst.

Første bebyggelser
Første bebyggelse i vores område er Grandts gård. Da den blev bygget i 1896 er det ved en smal hullet jordvej, der bliver til Grådybet [Bilag 10].

Området er helt åbent landbrugsland og hede, men jordstykket, der skal blive til kirkegård, er kommunen begyndt at plante til.

Omkring 1918 begynder de næste at få mod på at slå sig ned her. Vor haveforening køber af købmand Mathiasen, men nogle få grunde er forinden solgt fra hen langs med Grådybet, og grunden med den store blodbøg er også solgt fra. Der bliver hurtigt bygget på grundene, dog ikke ved blodbøgen på Grådybet 19.

I vores kvarter er de første huse Søndervinge 5 tegnet af Harald Peters, Søndervinge 7, Søndervinge 8 og Østervinge 6. De må alle være bygget i begyndelsen af 1920´erne.

Fra sameje til særeje
I 1921 er Skovly vel etableret, og de enkelte medlemmer ønsker nu at blive ejer af den grund, de har brugt kræfter på.

Den 2. maj 1921 underskriver de en deklaration, og heri står der:” vi deklarerer og vitterliggør herved, at vi har ophævet dette Sameje, saaledes at vi hver for sig bliver Eneejer af en Parcel.” Og herefter følger en opremsning af matrikel numre og ejere. Det er de samme ejere, som købte i 1918 [Bilag 21][Bilag 22][Bilag 23][Bilag 24].

I deklarationen ordnes det juridiske med gæld og kautionister.

Natrenovation
Byens natrenovation, altså tømning af lokumspande, kom til at hænge ved vort område i mange år. En regulær undersøgelse af natrenovationen er ikke foretaget, men når der er dukket noget op, er det blevet noteret.

Hans Chr. Grandt
Da Grandt byggede gården i 1896, var det givetvis for herfra at drive forretning med natrenovation. Indtægterne fra natrenovationen kunne dog ikke betale de omkostninger, som Grandt havde haft, og han måtte ophøre med natrenovationen i 1900. Og han måtte sælge gården til gartner Sørensen til en alt for lav pris.

Natrenovationen kunne sikkert ikke leje sig ind hos gartneren, men familien Grandt havde også en gård, hvor Nygårdsvej støder til Strandbygade.

I skattebogen for 1914 er det Grandts enke og S. Thiim der sørger for natrenovationen.

Jens Grandt
Hen på foråret i 1918 anbefaler Birgitte Grandt, at hendes søn overtager opgaven, idet hun og S. Thiim ønsker at stoppe. Samtidig sælger hun sin gård ved Nygårdsvej til Kommunen for 15.000 Kr.

På dette her tidspunkt er betalingen for at tømme en lokumspand 8 Kr. om året, og den skal tømmes 2 gange om ugen. Derudover skal man selv ud og opkræve betalingen ved den enkelte familie, men kommunen leverer blanketterne, som må formodes at være regningerne.

Natrenovationen var delt i 2 entrepriser, og Jens Grandt tilbød at udføre renovationen i hele byen for de nævnte 8 Kr. pr spand pr år. Jens Grandt havde samtidig kolonialhandel et andet sted i byen, så han må siges at være alsidig.

Byrådet accepterede tilbuddet, og Jens Grandt fik opgaven fra 1. juli 1918. Han købte S. Thiims heste og vogne og havde dermed en vognmandsforretning på 8 heste og 9 hestevogne. Nogle af vognene har været specielt indrettet til ”lokumspandetømningen”.

Jens Grandt køber gården
Sidst på året 1918 købte Jens Grandt sin fædrene gård af købmand Mathiasen, og da al jorden er solgt fra, må det være for at drive renovationsforretningen fra gården. Jens Grandt måtte betale 19.393,- Kr. for ejendommen.

Stor prisstigning, skjult dagsorden
I august 1919 anmodede Jens Grandt om en meget stor prisstigning på renovationsarbejdet, nemlig fra 8 Kr. til 18 Kr. pr tønde pr år, og han vedlægger en dokumentation, der overbeviser Byrådet.

Byrådet har dog en lidt skjult dagsorden, for det kniber nemlig med, at få grundejerne til at tilslutte sig kloakprojekterne rundt omkring i byen. En høj pris på at få tømt lokumspanden, kunne få flere til at installere ”WCer” og tilslutte sig kloaksystemet.

Renovationsvognens placering
I 1921 måtte Jens Grandt underskrive en deklaration om, at der ikke må placeres renovationsvogne op imod kirkegården.

Hvad der er gået forud, må vi gætte os til, men det er nok stanken fra vognene, der har generet inde på kirkegården, og det må have været slemt, når man får det deklareret på ejendommen. Jens Grandt måtte herefter stille vognene ud på hjørnet til Sjællandsgade.

Anton Jensen
I 1920-21 kom der en anden aktør på banen, og det var Thomas Anton Jensen.

Anton og Cathrine Jensen har på omkring dette tidspunkt købt en lille ejendom, der omfattede Grådybet 13 og 15, samt Østervinge 1A og 1B.

Cathrine og Anton Jensen drev en vognmandsforretning fra en lille gård, der bestod af disse 4 parceller. Grådybet 15 var stuehuset på den oprindelige ejendom.

Cathrine havde som særeje været ejer af grundene på Østervinges vestside. Godt halvdelen havde hun solgt til Skovly, og i februar 1921 solgte hun grunden med blodbøgen til fiskeeksportør M. Mouritzen. I skødet står der:
”den mig tilhørende Have med paastaaende Lysthus, hegn, træer og buske”. Købesummen aftales til 10.406,- Kr.

De grunde som Cathrine i december 1913 gav 4.440,- Kr. for, har hun nu efter 8 år solgt videre for 17.906,- Kr. Godt nok står der et lysthus ved blodbøgen, men alligevel ser det ud til at være en god forretning.
 

Cathrine og Anton Jensen drev i en årrække vognmandsforretning med hestevogne fra Grådybet 15 og senere fra Grådybet 13. Cathrine byggede Grådybet 13, fordi hun nu ville have et hus med indendørs lokum.

Anton køber Grandts gård
Da Cathrine og Anton i 1920 købte den lille ejendom på hjørnet ved Østervinge, stod der kun det lille hus på hjørnet sammen med nogle staldbygninger. Der var 8 børn i hjemmet, og Bøje, som har fortalt om sit barndomshjem, var den yngste.

Anton Jensen ernærede sig som vognmand, naturligvis med hestetrukne vogne, og der var stalde til hestene på den lille ejendom.

Anton havde dog mod på mere, og den 1. februar 1921 købte han Grandts gård af Jens Grandt. Med gården fulgte 5 heste, 3 sæt seletøj og 8 vogne samt alt materiel til renovation. Hele købesummen for gården er 45.000 Kr., fordelt med 30.000 Kr. for gården og 15.000 Kr. for løsøre.

Jens Grandt der nu var blevet mælkehandler, ville gerne ud af natrenovationen, og han anbefaler Anton Jensen som sin efterfølger til Byrådet. Byrådet antager Anton Jensen, og de indgår en kontrakt om natrenovation for hele byen, gældende fra 1. april 1921. Jens Grandt skriver under på, at han igen vil påtage sig opgaven, hvis ikke
Anton Jensen klarer det. Vel egentlig en mærkelig aftale, men måske havde de bange anelser på rådhuset.

Husejerne skal betale 1 Kr. 50 Øre pr måned for 2 ugentlige tømninger, og entreprenøren skal selv ud til alle husejerne og hente pengene. I byen er der på dette tidspunkt cirka 930 spande til natlige tømninger.

Bøje Jensen
Ovennævnte kontrakt findes på Byhistorisk arkiv, og kopi af den blev afleveret til Bøje, som indtil sin død i foråret 2006 boede i sit barndomshjem Grådybet 13.

Politimesteren indberetter
Den 31. august 1923 indberettede politimesteren til Byrådet, at Anton Jensen ikke udfører natrenovationen, som han skal. At det er politimesteren, der tager sig af sagen, virker lidt mærkeligt.

Udvalget for Gader og Veje opsagde Anton Jensen til den 1. november 1923, og de har været ude efter nye tilbud.

Jens Grandt igen
Der indkom 8 tilbud, og man tog det, der var indsendt af Jens Grandt. Han ville tage arbejdet for 1 Kr. pr måned, altså til en kraftig reduceret betaling.

Tvangsauktion over Grandts gård
Gælden havde hobet sig op for Anton, og hans kreditorer forlangte Grandts gård solgt på tvangsauktion.

Den samlede gæld blev opgjort til 20.000 Kr., og på auktionen bød sagfører Jæger 13.000 Kr. for gården, hvorefter Anton Jensens kone Cathrine Jensen bød19.000 Kr. Jæger forlangte, at Cathrine skulle stille sikkerhed, og det kunne hun ikke på stedet.

Auktionen blev udsat i 2 dage. Ved genoptagelsen mødte Cathrine med Claus Sørensen fra Boldesager som sikkerhed, men sagfører Jæger havde fundet nogle flere penge, og for et bud på 21.500 Kr. overtog han gården for en klient.

Byrådet ville byde
I Byrådet var man orienteret om tvangsauktionen, og da man manglede jord til kirkegården, blev det vedtaget at byde på gården.

Et eller andet må være gået galt, for som nævnt købte sagfører Jæger gården for en klient, som viste sig at være medlem af kirkegårdsudvalget Balslev Jørgensen. Han var dog storsindet nok til igennem sin sagfører omgående at sælge gården videre til kommunen for 25.000,- Kr.

Anton drikker
Anton var med årene blevet mere og mere afhængig af alkohol, og det var Cathrine, der drev forretningen. Vognmandsforretningen gik dårligt, og staldene blev ombygget til svin. Det var så til gengæld en forretning der gik fint, og primitive svinestalde bredte sig på den lille ejendom. Køkkenaffald blev indsamlet fra hele vores område, og slagtning blev der også plads til. Læs meget mere i Bøjes egen beretning.

Nyt hus
I 1943 og 44 solgte Cathrine jord fra til Østervinge 1A og 1B. Derved fik hun penge til at bygge det store hus Grådybet 13, og som hun sagde ifølge Bøje:”at nu ville hun have et hus med indendørs lokum”.

Ikke mere natrenovation
I 1924 fik kommunen en forespørgsel om, hvor mange ude toiletter man har. Økonomisk Forvaltning svarede, at der er 933 natrenovationsspande og 136 ejendomme, hvis ejere selv bortskaffer natrenovationen.

Med den sidste melding i baghovedet forlader vi emnet, også fordi Jens Grandt den 5. januar 1925 meddelte Byrådet, at han ikke længere er i stand til at udføre natrenovationen. En anden entreprenør overtog opgaven, og Grandts gård var ikke længere centrum for byens natrenovation.

Kirkegården udvides
Kommunen arbejdede videre med at anskaffe sig jord til kirkegårdens udvidelse.

Marken og grundene på sydsiden af Grådybet blev købt eller eksproprieret. Mathiasen ejede stadigvæk den største del 1is, og solgte den for 18.775,- Kr.

I 1925 var man klar til at udvide kirkegården. Skolehaverne ved Stormgade blev inddraget og ligeledes hele stykket hen langs med Grådybet.

Her fra vores kvarter fik vi en fin indgang til kirkegården lige ved den store sti ned til kapellet. Den låge er nu forsvundet, og det er en meget speciel historie, som man også kan læse i Bøjes beretning.

Her, ud for Grådybet 13, havde vi en låge ind til kirkegården, men ”Gamle Friis” og Kirkegårdsbestyrelsen kunne ikke blive enige. Læs mere i Bøjes beretning.

Købmandens salg af Grandts ejendom
Da købmand Mathiasen købte Grandts gård i vort kvarter, var det ren spekulation, og ideen viste sig at være god nok. Han solgte nogle små parceller på sydsiden af Grådybet, og de skal med i den samlede salgspris:

Ikke dårligt for en gård, som han få år tidligere købte for 30.000,- Kr.

Nonboes byplan 1922
Den nye kommuneingeniør Nonboe var klar med forslaget til en ny byplan i 1922 [Bilag 25].

Nonboes ide afveg meget fra det hidtidige vinkelrette system. Hvor man i den gamle byplan ville nedlægge det skrå Knudedybet, så gjorde Nonboe det til en hovedtrafikåre, og i beskrivelsen stod der: ”man må opkøbe Byens
Natrenovationsanstalt og nedrive den”. Det var Grandts gård, der var i vejen.

De diagonale veje fik dog ikke lov at slå igennem. En meget ændret plan blev vedtaget et par år senere, og i den var Knudedybet bevaret som en almindelig gade. I samme plan blev det vedtaget at gøre Stormgade til udfaldsvejen nordpå, og Grandts gård fik lov til at stå lidt endnu.

Arkitekt Harald Peters
Bolignøden var stor i Esbjerg omkring 1920, og derfor støttede både stat og kommune byggeri af boliger.
Esbjerg arkitekten Harald Peters forsøgte sig med et projekt her i vort område.

Den 1. marts 1920 behandlede Byrådet en ansøgning, hvor man søgte om tilskud til 22 huse, og heraf skulle de 10 opføres i vort haveselskab. Tilskud til byggeriet blev godkendt.

Peters skulle stå for opførelsen af husene, men projektet faldt tilsyneladende på, at vore haveejere ikke kunne låne tilstrækkeligt i banken. En anden årsag kan have været en kraftig stigning i byggeomkostninger. Nogle hævder, at alle husene skulle være helt ens, men den påstand holder næppe, Peters blev kendt for at variere sit byggeri meget.

De 10 huse i vort område skulle dog tilsyneladende bygges som Stormgade 102, og det var ejerne af følgende grunde, der var med i projektet:

Stormgade 98, 100, 102 og 108.
Søndervinge 3.
Østervinge 3, 4, 5, 18 og 20.

Stormgade 100 og 102 blev bygget som planlagt, og nr. 102 står fuldstændig uændret, medens nr. 100 er ombygget til ukendelighed. Stormgade 108 blev også opført af Peters og ligeledes nr. 112, men begge i en anden stil.

Stormgade 100 og 102 var ens, og en del af Harald Peters store byggeprojekt for vort område. Peters havde skaffet store tilskud, men vore pionerer kunne ikke låne penge i banken.

Søndervinge 5 (Kirsten og Claus) er også et Peters hus fra den periode. Søndervinge 6 (Annie og John) er også tegnet af Harald Peters. Huset er fra 1937 og i en helt anden byggestil.

Der findes materiale om Harald Peters på biblioteket.

Esbjerg Stadion
Byens første stadionanlæg blev vedtaget omkring 1910, og det blev anlagt på det område, hvor barakkerne senere blev bygget. Sportspladsen gik helt ud til Grådybet, så Treenighedskirken ligger også på Esbjergs første stadion.

I kommunens budget for 1914-15 kunne man under Skolevæsen læse: ”At Sportspladsen ved Skovvejen nu endelig optages til Brug. Man har indskrænket sig til at opføre 1200 Kr., for hvilket Beløb man vil forsøge at få
anlagt – om muligt – 2 Tennisbaner og et primitivt Skur til Omklædnings- og Redskabsrum”. P.U.V.  J.P. Sundbo.

Nordligst op imod skoven blev der med tiden anlagt 4 tennisbaner, midt i området idrætsanlæg med springbaner, og imod Grådybet lå der en fodboldbane.

Stadionanlægget har ligget rigtigt godt placeret, med ”Skovveje” anlagt i 1903 på begge langsider, og Vognsbøl plantage imod nord.

Allerede på det tidspunkt, hvor vore pionerer flytter ind, er der kræfter i gang for at få stadion flyttet over til Varde Landevej, hvor der er bedre forhold til udbygning.

I 1921 har sagen været behandlet i Byrådet og: ”Idrætsforbundet faar overladt en Grund ved Varde Landevej. Kommunen vil udføre Planeringsarbejdet som nødarbejde, naar Midlerne hertil haves til Raadighed”.

Det var en melding med elastik, og overflytningen kom da heller ikke til at foregå så hurtigt, som idrætsfolket havde håbet på.

Selv efter at det nye stadion var taget i brug, blev det gamle anlæg brugt til sport, den sydlige ende vist helt frem til bygningen af Treenighedskirken.

Barakkerne
Inde midt på området havde man dog fra 1942 og nogle år frem opført nogle ”Husvildeboliger”.

Datiden har heller ikke syntes om dem, og da slet ikke beboerne i de nyopførte rækkehuse på Skovkanten. De Harald Peters tegnede huse var opført i 1939-40, og var bygget på en stribe jord fra det tidligere stadion.

Blot 2 år senere ville kommunen opføre simple midlertidige boliger klods op ad rækkehusene.

Protester fra Skovkanten
Beboerne og Arbejdernes Boligforening var naturligvis meget utilfredse med planen og protesterede, og boligforeningen tilbød at købe hele stadionpladsen og selv bebygge den for at sikre et pænt nabobyggeri til rækkehusene. Det kunne have kostet os Treenighedskirken.

Vestervinge
Hvad beboerne her i kvarteret har ment, ved vi ikke noget om, men noget kunne tyde på, at de også har haft et godt øje til det gamle stadion.

For hvorfor hedder den vestvendte vej i vort kvarter Østervinge? Det er ulogisk, men det er ikke påpeget ved kommunens sagsbehandling af vejnavnene, og den skal vise sig at blive meget grundig.

Har vore pionerer og haveselskabet haft en formodning om, at de med tiden kunne overtage det gamle stadionanlæg, og dermed få brug for navnet Vestervinge? Derved ville Østervinge komme til at ligge geografisk rigtig.

Der er ikke fundet materiale der kan underbygge formodningen.

Vognsbølparken
De skovbælter, der støder op imod vort kvarter, er ”skovveje”, anlagt af kommunen i 1903.

Den ene af vore ”skovveje” fra 1903. Her som vinterbillede ved vore nye naboer.

Den skov, der ligger ud for plejehjemmet og ned bag ved kolonihaverne er Vognsbøl plantage og anlagt af konsul Lauritsen fra Tovværksfabriken i 1902 og i 1910 overgivet til Esbjerg Kommune. I 1920 begyndte man på den store opgave at ændre Vognsbøl mose til den park, vi kender i dag. Det oprindelige parkområde er hele det lavtliggende område med vandløb og søer. Arbejdet med anlægningen af parken blev afsluttet i 1926, og i 1931 var der plantet og lavet stier, så plantage og park udgjorde en enhed.

Grådybet/Strandby Kirkevej
Grådybet lige her ud for os og Knudedybet er en del af en af de ældste veje i området, nemlig vejen fra landsbyen Strandby til Jerne kirke, og videre ind over den jyske hede som forbindelsesvej til resten af landet.

Da vort kvarter blev anlagt, var vejen blot en smal jordvej uden navn. På bykortet fra 1911 ses vejen som smal, bugtet og navnløs [Bilag 10].

Efter at de første huse blev bygget omkring 1920, blev et kort stykke kaldt Bag Kirkegården, og omkring det tidspunkt, hvor vore pionerer flyttede ind, omdøbte man den del af vejen til Harrisgade.

På et byrådsmøde den 10. januar 1927 vedtog man, at: ”Bivejen fra Varde Landevej til Bygrænsen ved Boldesager i hele sin Udstrækning benævnes Strandby Kirkevej”, og på et byrådsmøde den 28. november 1927 vedtog man at regulere og udbygge vejen fra vort område og til Boldesager. På et kort fra Esbjerg Vejviser i 1929 kan man se, at vejreguleringen er sket i området ved kirkegården.

Ned ad Knudedybet foretog man sig ikke noget, måske havde man stadigvæk tanker om at nedlægge den skrå vej.

Blodbøgen
Hvem kan have plantet blodbøgen og hvornår kan det være sket?

Her må vi nøjes med gætterier. Grandt byggede gården i 1896, og han ejede jorden på begge sider af den smalle vej til Jerne kirke. Han skulle dog bruge gården til natrenovation og havde brug for plads til vogne og udstyr samt for marker til hestene.

Endvidere var skovvejen ikke plantet endnu, og der var dermed ingen læ for et haveanlæg på det pågældende sted. Skovvejen blev plantet i 1903, og da havde Grandt solgt gården til gartner Sørensen.

Gartneren indrettede et grøntudsalg i en af gårdens længer, og han kan godt have anlagt en have overfor, men så har han sikkert ventet nogle år, til der var læ fra skovvejens beplantning.

Cathrine Jensen anlagde haven, så mon ikke det er hende, der har plantet blodbøgen ca. 1913. Manufakturhandler Torben Christensen byggede huset i 1942 og han var meget glad for sin store have.

I 1913 købte Cathrine Jensen grunden af Sørensen, og i skødet omtales den som en almindelig grund, men da hun sælger den igen i1921 omtales den som en have med buske, hegn og træer, og der står et lysthus på grunden. Der er al mulig grund til at tro, at det er Cathrine, der har plantet blodbøgen. Og når hun har købt grunden for at anlægge en have, så kan bøgen meget let være plantet i 1913 og er dermed tæt på 100 år gammel.

Vore gadenavne
Det skulle vise sig, at vore forfædres ønsker til gadenavne kom til at medføre store debatter i Byrådet.

Referaterne fra byrådsmøderne er meget kortfattede og uinteressante, men byens presse har været til stede ved møderne, så man i aviserne fra den følgende dag kan læse om, hvad der er blevet diskuteret på det pågældende
møde.
Referaterne kan være lidt sjusket skrevet, som om ingen har læst korrektur på dem, men de bringes ordret i det følgende.

Andragende til Byrådet
Til byrådsmødet den 25. november 1918:
”Andragende fra Haveselskabet Skovly om, at Byraadet vil give Gaderne på Selskabets Jorder navne
Vedtagelse: Tilstilles til Udvalget for Gader og Veje til Erklæring.”
Til byrådsmødet, der blev afholdt den 13. januar 1919, har Udvalget for Gader og Veje set på navneforslagene og indstiller til Byrådet, at man kan anbefale godkendelse.
Men Byrådet ville ikke godkende navnene og sendte sagen tilbage til udvalget.

Vestkysten skrev
I Vestkysten fra den 14. januar 1919 kunne man læse følgende [Bilag 29]:

Gadenavne – Man kasserede Hr. Frøkjærs ”Vinger”.
”Frøkjær anbefalede at give Gaderne i Haveselskabet Skovly Navne efter et gammelt Kort fra 1796. De vil saa komme til at hedde” Østervang”, ”Søndervinger” og ”Nørrevinger”.
Det er gode historiske Navne, som der godt kunde holdes et helt Foredrag om.
Sundbo kunde ikke forstaa ”Vinger”, saa han maatte bede om Foredraget.
Rosendahl fandt Vang god, men ”Vinger” umulig trods Historien. Kan vi ikke bibeholde ”Vang”.
Frøkjær: De 2 stykker Jord ligner paa Kortet Vinger, og Navnene passer meget godt.
Under stedse stigende Munterhed veksledes nogle Bemærkninger om ”Vingerne”.
Koch vilde have et anstændigt Navn.
Mortensen syntes ikke, man skulde kalde det ”Østervang” derude i Vest.
Formanden foreslog mæglende, at man skulde tro paa, at ”Vinger" kom af ”Smaa Vange”. – Det gjorde man, og saa sendte man enstemmigt Gade og Vejudvalget Forslaget i ”Hovedet” igen som Hr. Frøkjær sagde.”

Esbjerg Posten skrev
I Esbjerg Posten kunne man også læse om mødet, her skrev man:

Nye Gadenavne.
”Indstilling af 10. denne Maaned fra Udvalget for Gader og Veje om Navne paa de af Haveselskabet ”Skovly” udlagte Veje.
Hr. Frøkjær: Haveselskabet her ved Kirkegaarden har anmodet om at faa de 3 udlagte Gader kaldt ”Østervang”, ”Søndervinge” og ”Nørrevinge”, som Udvalget anbefaler.
Hr. Sundbo morede sig over disse Navne og kunde ikke finde dem tiltalende.
Hr. Rosendahl holdt heller ikke af Betegnelsen ”Vinge”. Lad os kalde dem Øster -, Nørre -, og Søndervang.
Hr. Frøkjær mente, der var en Historisk Begrundelse i disse Navne.
Formanden fandt ogsaa, at man hellere maatte opgive disse ”Vinger” og holde sig til ”Vang”.
Hr. Mortensen foreslog, at man skulde holde paa nogle mere borgerlige Navne.
Gik tilbage til Udvalget.”
Der er afvigelser i opfattelsen af de 3 gadenavne hos de 2 aviser, men mon ikke det er Esbjerg Posten, der refererer navneforslagene rigtigt.
Uvilligheden i Byrådet har tilsyneladende virkelig mærket sagen, for der kom til at gå godt 8 år, inden den igen kom til behandling.

Ny sagsbehandling
Under Byrådsmødet den 13. juni 1927 kan man læse [Bilag 28]:
”Udvalget for Gader og Veje indstiller, at Haveselskabet ”Skovly”s Gader fremtidig benævnes som indtegnet.

1. Søndervinge
2. Nørrevinge
3. Østervinge

Beslutning: Forslaget blev kasseret af Byraadet.”

Vestkysten skrev
Vestkysten refererede dagen efter følgende:

Navnestrid
”Gade og Vejudvalget foreslog at kalde Gaderne i Haveselskabet ”Skovly”s Areal for: Søndervinge, Nørrevinge, Østervinge
Villemoes redegjorde for Sagen og pointerede, at Udvalget ikke blev fornærmet, hvis man fandt andre Navne.
Rosendahl fandt ikke Navnene gode, idet det ikke var praktisk at give disse Verdenshjørnenavne til Gader, der ligger i et enkelt Hjørne af Byen.
Sundbo sluttede sig til Rosendahl. Søndervinge vilde ogsaa let blive forvekslet med Landsbyen Søndervinge.
Mortensen forsvarede Navnene, de er saamænd meget gode.
Villemoes: Nørregade ligger jo f. Eks. i den nordlige Ende af Byen.
Sagen gik tilbage til Udvalget.”

Genbehandling i udvalget
Udvalget måtte genbehandle sagen, og mon ikke vore pionerer har været indkaldt. Vejene har på dette tidspunkt været i brug i 9 år og har i hele den periode uden tvivl været kaldt ved de foreslåede navne.

Vore forfædre har stået fast, og udvalget måtte genfremsætte forslaget for Byrådet.

Nyt byrådsmøde
Byrådsmødet den 12. september 1927. I referatet fra mødet er der ikke meget at læse, kun en kortfattet indstilling af de kendte 3 navne.
”Beslutning: Indstillingen vedtages.”
(På det samme møde vedtog man, at bygge plejehjemmet ”Nørvang”).

Vestkysten skrev
Det kunne vel næppe passe, at sagen var gledet så let igennem, så det var spændende at komme på biblioteket for at læse avisernes referater.

Byggeriet af plejehjemmet var selvfølgelig af lidt større interesse, og på forsiden af Vestkysten var der en stor artikel om bygningen af Nørrevang. Der stod, at ”Plejehjemmet var beregnet til 73 Alumner.”

Inde i bladet blev der refereret fra mødet.

Byraadet.

”Et langt Møde i Aftes. Esbjerg Byraad holdt i Aftes Møde der varede fra 7 1/4 til 12. Byraadets Borde var som altid efter Ferien smykket med Efteraarets Løv og Blomster.

Vingerne.

Gade og Vejudvalget indstillede paany at kalde Gaderne i Haveselskabet ”Skovly” for Nørrevinge, Søndervinge og Østervinge.
Villemoes: Vi har ikke været i stand til at finde bedre Navne. Har de Herrer Sundbo og Rosendahl ikke det? Det var jo Dem, der kritiserede sidst.
Rosendahl: Vi maa jo tage disse Navne, naar Udvalget ikke kan finde paa noget bedre. Jeg har ikke følt mig forpligtet til at udføre Gade- og Vejudvalgets Arbejde med at finde paa bedre Navne. Henstillede at opsætte
flere Gadeskilte, saaledes man kunde se, hvad Gaderne hed. Det var langt bedre i Jerne, hvad det angaar.
Villemoes: Vi kan godt hjælpe os selv i Gade- og Vejudvalget. De Herrer har tilbudt os deres hjælp, men har i Stedet for at hjælpe os holdt Sommerferie.Var i øvrigt stemt for at opsætte flere Skilte, men Forholdene paa denne side af Banen er vist ikke værre, end paa den anden Side.
Rosendahl: Alt er slemmere paa denne side, end paa den anden.
Villemoes: Det er umuligt. De er jo flyttet derover (Jubel).
Navnene vedtoges.”

Vi fik vore navne
Et herligt referat, og vi fik vore navne, men behandlingstiden var lang. Se vedlagte tegning fra sagsbehandlingen. På tegningen er efterfølgende i forbindelse med nedskrivningen af historien, markeret med rødt de grundstykker, der oprindeligt var med i haveselskabet, husnumre er sat på, og blodbøgen er indtegnet [Bilag 26][Bilag32].

Debatten om gadeskiltene fortæller også, at der i området mellem Nørregade og Strandby Kirkevej, her 30 år efter at gaderne er udlagt i terrænet, ikke er brug for dem, og derfor har man ikke opsat gadeskilte. Området herfra og ind til Stormgade Skole var stort set ubebygget.

Vandforsyningen
I 1893 betegner man byens drikkevand som dårlig, og i 1896 anlagde man 6 nye boringer i Vognsbøl.
Vandtårnet i byparken blev bygget i 1896, og på det tidspunkt regnede man ikke med, at Esbjerg ville blive en stor by, og man havde slet ikke regnet med, at der kom vandskyllende toiletter. Tårnets kapacitet blev derfor meget hurtigt for lille, og man måtte allerede i 1904 bygge et nyt vandtårn ved Nygårdsvej, da det var blevet mere almindeligt med WCer.

I 1921 var man begyndt at presse på for at få husejerne til at installere vandskyllende toiletter. Man vedtog en meget kraftig stigning på tømning af spande fra folks udendørs toiletspande, for at få dem til at tilslutte sig byens
kloaksystem.

Skovly ansøger om vand
Den 2. marts 1921 skrev formanden for Skovly til Teknisk Afdeling:
----------------
”Herved skal man tillade sig at andrage om, at Vandledningen i Stormgade må blive forlænget nordpaa --- Stikledning til Selskabets Parceller ---. Man vil sætte stor pris paa, om Afdragsfristen maatte blive 10 a 15 Aar og Rentefoden sat saa lav, som det paa nogen maade er muligt, for det ærede Udvalg og Byraad, at gaa med til.
Paa Haveselskabet Skovlys vegne
Arbm. O. Larsen, Finsensgade 38
p. t. Formand

og rykker for gadenavne
NB Selskabet blev i sin tid anmodet om fra Gade og Vejudvalget, at fremkomme med forslag til Gadenavne og skal man tillade sig at foreslaa de Navne, som er paaført Planen som medfølger.”

Man benytter lejligheden til at rykke i gadenavnssagen. Det er også 3 år siden, den startede.

Skovly får vand
I løbet af 1921 forlænges hovedvandledningen ud igennem Stormgade fra Svendsgade og ud til skovbæltet, og den 10. februar 1922 meddelte Teknisk Afdeling, at man er klar til at forsyne Skovly med vand. Hovedledning og alle stikledninger vil komme til at koste 9000 Kr.

På Byrådets møde den 27. marts 1922 godkendes projektet, og Byrådet låner haveforeningens medlemmer pengene, og af vandværkets regnskaber fremgår det, at vandet er blevet lagt ind i 1922.

Stormgade
Stormgade var ikke i byens første planlægning tiltænkt større betydning end de øvrige gader, og i 1870 anlagde man Strandbygade for at få forbindelse ud til Varde Landevej, der var vejforbindelsen nordpå.

Da landinspektør J. P. Madsen tegnede den store byplan i 1896, var han bundet af Byrådet til, at nye gader skulle være indtegnet som forlængelse af de bestående.

Det var naturligvis også gældende for Stormgade. Den blev markeret i landskabet, og da den nye kirkegård ved Gormsgade blev taget i brug, blev der reguleret lidt, og der blev smidt et lag grus på.

Fra Gormsgade og nordpå har vejen været privat lige som alle andre veje i området, altså veje som kommunen ikke på nogen måde foretog vedligeholdelse af.

I 1919 anmodede beboere på ”Bag Kirkegården” om istandsættelse af Stormgade fra Gormsgade og nordpå, og sidst på året 1919 indstilles til Byrådet, at der sættes kantsten og laves flise eller grusbelagte fortove ud til
Rolfsgade.

I 1923 vedtages den næste forlængelse, og den kommer til at gå ud til skovbæltet. Hermed har vore første haveejere fået en ordentlig vej ind til byen, men byrådet har også anlagt en ny losseplads lige uden for skovbæltet, og den skulle blive vores nye nabo i mange år.

Ny byplan
Netop i disse år diskuterede man byens kommende udvikling ud fra Nonboes forslag, og man har vedtaget, at Stormgade skal overtage rollen som vejen nordpå i stedet for Varde Landevej (Gammel Vardevej).

Den 13. januar 1930 behandlede man igen Stormgade i Byrådet, og man vedtog at begynde på jordarbejdet på vejen fra lossepladsen og til Spangsbergvejen (Spangsberg Kirkevej).

Det var sparetider, men også tiden for beskæftigelsesprojekter, så man besluttede:
”at der kan anvises Arbejde til gifte Arbejdere, der er Medlemmer af Arbejdsmændenes Fagforening, og som har opbrugt deres vedtægtsmæssige Arbejdsunderstøttelse”.

Fra den periode foreligger der et bykort. Det er fra Esbjerg Vejviser, og det er første gang, at vores kvarter er med på et bykort [Bilag 27].

Vejen nordpå
I 1934 blev Stormgade ført igennem til kommunegrænsen imod Brøndum, og har måske på det tidspunkt overtaget efter Varde Landevej, som man så kunne omdøbe til Gammel Vardevej.

Længst inde imod byen, har gaden fået en asfaltbelægning, og i 1935 blev grusbelægningen fra Gormsgade og ud forbi lossepladsen erstattet af en betonbelægning.

Kloaksystem m.m.
Når et område i dag gøres klar til byggeri, er tekniske installationer som strøm, vand og kloak ført frem, inden byggeriet begynder, men sådan har det ikke været her i Skovly.

Vandet fik de rimeligt hurtigt, og sikkert også efter et udbredt fælles ønske for at sikre en god havedrift.
Bygas har de sikkert fået omkring 1926. Med gassen fik man også gadebelysning. Lamperne skulle tændes og slukkes manuelt, så der har nok været langt imellem lamperne. En mand kørte rundt på cykel, og med sig havde han en lang stang, der kunne nå op til gasventilen på lamperne. Læs mere i Bent Petersens beretning om, hvad gadens drenge kunne klare.

Hvornår de har fået strøm ind er ikke undersøgt.

Kloaksystemet må have voldt dem problemer, for som det blev sagt på et byrådsmøde: arbejdet må ikke igangsættes, før alle, der skal tilsluttes, har betalt.

Hvordan Skovly har klaret en fælles kloakering, er der ikke fundet noget om, men det må have voldt problemer. Nogle har ønsket at bygge hus på deres grund, og andre har villet vente. Og når man ikke byggede hus, hvorfor så betale til et kloaksystem.

At kloakering i Stormgade blev vedtaget på et byrådsmøde den 27. januar 1930, var altså ikke nogen garanti for, at den blev anlagt. Det kan meget let have været langt op i 30erne, inden der er blevet lagt kloak ind i vort kvarter, så de første huse måtte i mange år klare sig med et udetoilet og natrenovationens 2 ugentlige spandetømninger.

Søndervinge 5 (Kirsten og Claus) er bygget uden indetoilet. Det er tydeligt, at et lille badeværelse i kælderen er blevet indrettet, da der nogle år efter byggeriet er kommet kloak i gaden.

Byens losseplads
Allerede i 1921 var den relativt nye Gormsgades Kirkegård ved at være for lille, og Kirkegårdsbestyrelsen havde fået lavet en tegning over området her uden for skovbæltet, og anbefalede det til kirkegård. Ideen blev dog forkastet, da kommunen allerede havde vandboringer tæt på, nemlig i Vognsbølparken, og ønskede at anlægge yderligere boringer i området.

Man havde så et andet problem, som det øde område kunne bruges til, man manglede en ny losseplads. Det blev tilsyneladende hurtigt vedtaget, at stedet her var velegnet til losseplads. Det lå jo langt ude og samtidig i nærheden af byens natrenovationsanstalt. Og Stormgade var ført igennem til området, godt nok
kun som grusvej.

Man anlagde den store losseplads på venstre side af Stormgade, og den lille losseplads på vejens højre side.

I mange år var man desværre ikke så nøjeregnende med, hvad der måtte køres på losseplads, og udsivning fra området har for længst taget livet af kommunens vandboringer i Vognsbølparken.

Skovly plaget?
Det var også ved at være et betænkeligt område for vore pionerer. På den ene side natrenovationen og Anton Jensens stalde, og på den anden side en stor losseplads, hvor natrenovationen blev afleveret, og hvor kun skovbæltet skilte. Der har været lugtgener før fiskelugten, men det er nu alt sammen fortid.

I dag ligger Bakkevejs bebyggelser på den lille losseplads, og kolonihaverne på den store.

Den store losseplads har givetvis trukket mange måger til sig, og det har været nærliggende at kalde den ”Mågeparken”. Et navn der er blevet hængene nu, hvor kolonihaverne har taget over.

Regulering af Strandby Kirkevej
På byrådsmødet den 13. februar 1933 vedtog man at regulere Strandby Kirkevej fra Varde Landevej og op til Grådybet. Vi kender det som Knudedybet, i 1933 var det dog stadigvæk en ubetydelig jordvej, men endelig
havde man besluttet sig til at beholde den skrå vej i byens vinkelrettegadesystem. Arbejdet blev udført i 1936.

Serveringshave ved blodbøgen
Haven med blodbøgen kom til at skifte ejer nogle gange. I 1921 købte restauratør Frands Thygesen grunden. Thygesen havde en restauration på Torvet 19 (Dronning Louise), og nu købte han en have med lysthus lige ved skoven og ved stadion. Det er helt sikkert, at haven har været brugt til serveringshave om sommeren, men det har ikke været muligt at finde en tidsperiode med blot nogenlunde sikkerhed.

Skoven og stadion var blevet et meget populært udflugtsmål for esbjergenserne, og måske er det Thygesen, der har set en forretningsmulighed her. Det virker meget sandsynligt, for det er konditor E. Poulsen med konditori i Kongensgade der overtager haven i 1923. Poulsen har etableret en række af konditorier rundt om i byen og reklamerer med, at brød bringes over hele byen, og en serveringshave passer ind i hans forretningskoncept.

Reguleringen af Grådybet i 1936 havde medført, at gadeforløbet var flyttet over imod Grandts gård, hvor sidebygningerne måtte nedrives, og et 12 meter bredt stykke var blevet i overskud ovre foran blodbøgen. I 1936 tilbød Poulsen at købe dette stykke, og kommunen solgte det til ham [Bilag 33].

En del af jordstykket gik hen foran skovvejen, og det ønskede Poulsen også at købe, men kommunen ville beholde det for at kunne føre skovvejen ud til det nye gadeforløb.

Brødudsalget
Poulsen må have haft nogle gode forbindelser, for han fik lov til at opføre et lille træhus på det lille jordstykke lige foran skovvejen, og han indrettede det til et brødudsalg.

Hvornår serveringshave og brødudsalg lukker vides ikke, men i 1940 solgte Poulsen haven til direktør Poul Wiberg Jørgensen fra ESA-Møbelværk. Wiberg Jørgensen beholdt ikke haven ret længe, for i 1942 byggede
manufakturhandler Torben Christensen det lille hvide hus på grunden. Torben Christensen var meget glad for sin store parklignende have. Han døde i 1958, og i 1963 solgte hans kone ejendommen til arkitekt Henry Schou, der byggede en tegnestue til huset.

Leo Thellefsen
I hele denne periode blev det lille brødudsalg stående ude foran skovvejen, og i 1943 kan man læse i Esbjerg Vejviser, at maler Leo Thellefsen er blevet ejer af ”Skovhuset”. Han bruger det til atelier og måske også til beboelse. Der var ikke toilet i huset, men det var der 175 husstande, der ikke havde, så natrenovationen var stadigvæk nødvendig.

I 1951 fik Thellefsen lagt kloak ind, og huset blev udvidet med nogle få kvadratmeter, og et toilet blev bygget ind. Vand var der ikke blevet råd til, og det blev i mange år hentet hos familien Christensen.

Leo Thellefsens lille hus foran skovvejen. I baggrunden ses tagene af Harald Peters husene på Skovkanten. Billedet er malet af Thellefsen i 1955.

Leo Thellefsen var virkelig dedikeret til malekunsten, men pengene var meget små. Thellefsen var kommet hertil i 1934, blevet gift med Helga Olsen, og de havde fået en datter.

I 1957 gik noget skævt i den lille familie, Thellefsen pakkede sin motorcykel med sit malergrej, og han kørte herfra uden at vende tilbage. Det er den viden man har her i området.

Fru Helga Thellefsen blev boende i det lille hus, men blev mere og mere isoleret p. g. a. sit væsen. Hun blev mål for drillerier fra områdets mange børn, og hun nærmest befæstede det lille hus med høje hegn og gitre for vinduerne.

Datteren blev gift med en tysk mand, og på sine gamle dage, blev Helga Thellefsen hentet ned til datteren i Hamburg.

Det lille hus må være blevet revet ned engang i halvfemserne, men det er ikke registreret på Rådhuset.

Se mere om Leo Thellefsen på [Bilag 34].

Bykort fra 1942
På dette kort kan man se, at cirka halvdelen af vore grunde er bebyggede, og at den anden halvdel kun anvendes til haver [Bilag 25]. På grund af den store boligmangel, havde man dog i mange år accepteret, at haveejerne boede i deres havehuse hele året, og havehuse har der været mange af.

Så kortet fra 1942 fortæller ikke sandheden om, hvor beboet området har været. Anvendelse af havehuse som helårsbeboelse har fundet sted helt op til omkring 1965.

At vi har mistet vor kirkegårdslåge fremgår også af kortet. Læs mere om hvorfor under Bøje Jensens fortælling.

Skovkanten har fået sine Petershuse, og der er endnu ingen husvildeboliger på det gamle stadion.

Eksplosion i Strandskoven
Efter krigens afslutning, skulle der ryddes for miner hele vejen rundt om byen, der af tyskerne var udlagt som fæstning. Arbejdet kom hurtigt i gang, og heldigvis havde tyskerne udarbejdet nøjagtige kort over minefelternes placering.

Tyske soldater gravede minerne op og fjernede tændsatsen, hvorefter en dansk vognmand kørte de sikrede miner til en oplagsplads i Strandskoven ved betontårnet.

Den 6. juni 1945 klokken 11 om formiddagen gik et eller andet helt galt, da lastbilen ankom til oplagspladsen. Hele den indsamlede mængde på 5000 miner eksploderede og efterlod et 15meter dybt hul med en diameter på 30 meter. Lastbil og mindst 3 personer forsvandt sporløst [Bilag 35].

Mange steder helt inde i den indre by opstod der skader, og her i kvarteret opstod der revner i en del huse.

De personer, der er blevet interviewet, er blevet spurgt om, hvordan de oplevede eksplosionen. Læs de overraskende svar i bilagene.

Treenighedskirken
Da Zions kirken var bygget i 1914, blev byen delt i 2 sogne. Hele havneområdet kom under Zions sogn, og Zions kirken blev dermed kirken for søfolk og fiskere.

Her i byens vestlige del gik udviklingen hurtigt, og allerede i 1946 blev det besluttet, at Zions sogn skulle deles.

I 1957 blev der udskrevet en konkurrence imellem byens arkitekter vedrørende en kirke til det nye sogn. Der indkom 15 forslag, og det, der var udarbejdet af Erik Flagsted Rasmussen og Knud Thomsen, blev valgt, og kirken blev opført i årene 1959-1961.

Projektet var ikke blot en kirke, men et kirkecenter, der ud over kirkerummet har en tilstødende sal.
Kirken blev indviet i 1961 og har ankeret som bomærke.

Under stormen i december 1999, blev kirken meget svært beskadiget. Et minde fra denne voldsomme begivenhed er korset, der står foran kirken, for det er lavet af kobberplader fra det afblæste tag.

Første kirkeklokke
En lille historie om kirkens første klokke skal med. Det var en klokke, som fyrvæsenet havde lade støbe og opsat på Drogden fyrskib udenfor Københavns havn.

Allerede i 1920 kom den til Esbjerg og blev ophængt på Jerrigbøjen (Hjerrik Bukkebøjen) nord for Fanø ved indsejlingen til Esbjerg. Under krigen i de hårde isvintre væltede bøjen, og man afmonterede klokken. Efter krigen blev bøjen lavet om til en lys - og fløjtetøndebøje, og klokken
henlå på havnen.

I den periode, hvor Treenighedskirken blev opført, skulle der ryddes op hos fyrvæsnet, og meget gammelt ragelse blev læsset på et skib til København. Imellem var klokken, der skulle til omsmeltning.

En matros, der vidste, at det kneb med økonomien ved kirkebyggeriet, havde set klokken og kontaktede pastor Brask. Brask handlede hurtigt, og det endte med, at fyrvæsnet forærede Drogdenklokken til Treenighedskirken.

Bøjeklokken fik altså en ny æra, men dens klang har nok ikke været helt det, man var ude efter, for 10 år senere blev den erstattet af 3 nye klokker. Men hvad kan man egentlig forlange af en bøjeklokke, der var blevet erstattet af en fløjtetønde.

Barakkerne forsvinder
I 2006 tog Byrådet sig sammen til, at få fjernet husvilde boligerne bag ved Treenighedskirken. I stedet for er der nu bygget et pænt lavt boligkvarter, som passer til området.

Husvildeboligerne bag ved Treenighedskirken.

Højhuskrisen
Bygherren og Byrådet havde planer om et par højhuse, men ved fælles hjælp fik vi Byrådet på den rette vej [Bilag 37].

Vingernes Beboerforening
I 1979 indkaldte Hans Jørgen Svanholt (Østervinge 4) og Lars Stubkær (Østervinge 15) til et møde i kælderen til Østervinge 4. De 2 kom med et forslag om at starte en beboerforening.

Der blev virkelig trængsel i kælderen, for tilslutningen var stor, og vi fik startet en forening for vore 3 vinger.

De skiftende bestyrelser har stået for utroligt mange forskellige arrangementer, der alle har været med til at skabe et godt fællesskab og naboskab.

Historien slutter her
Det var hvad jeg har valgt at skrive om Vingernes Historie, og jeg håber, at historien vil være med til at bevare det gode fællesskab. Jeg har hygget mig med at fiske oplysningerne ud af vore arkiver, og jeg håber, at der er nogle, der vil have glæde af at læse beretningen.

For at kunne skrive denne her historie, er der også blevet talt med mange personer. Nogle af disse personers beretninger indgår som vigtige detaljer i selve historien, og nogle beretninger kan læses her som tillæg til historien.

Tom Færgemann fortæller [Bilag 40].
Bøje Jensen fortæller [Bilag 41].
Bent Pedersen fortæller [Bilag 42].
Else og Arne Pedersen fortæller [Bilag 43].
Niels Erik Bødker Jensen fortæller [Bilag 44].

Vingernes Historie findes også i en skriftlig udgave, som kan lånes hos undertegnede.

Esbjerg den 08.02.2010
Erling Christensen
Søndervinge 10
6700 Esbjerg
Telefon 75128251
e-mail: [email protected]